The Game of Gunnarsen | Martinus Gunnarsen Fanfiktion

S Y V

Katrines synsvinkel

Jeg græd, da jeg kom hjem. Jeg kunne ikke lade være. Det havde været en svær dag. Hvorfor kunne Natalie ikke bare tage mig for den, jeg var? Jeg troede, hun var min bedste veninde. Men var hun i virkeligheden bare en bedrager, der kun var sammen med mig, så hun kunne føle sig bedre tilpas med sig selv, når hun kiggede på mig.

Nu var jeg efterladt til mig selv. Hun var bare gået over til de andre piger, som hun sikkert havde undladt i det hele og stillet mig et rigtigt dårligt lys.

Jeg burde skrive min opgave færdig. Den om Martinus. Kunne han i det mindste ikke bare lide mig?

Marinus Gunnarsen. En 19-årig fyr, der blev kendt allerede inden, han nåede sine teenageår. Han holder af fodbold, men det, der betyder mest i verden for ham er hans familie og ikke mindst hans tvilling, Marcus.

Det så ud til at være en god nok indledning. Problemet var bare, hvordan jeg skulle servere resten i teksten.

Hvordan har han det selv med sin karriere? Alle tror, at han er så glad, men han føler også, det kan være det direkte modsatte. Det er og forståeligt. Hvis man har været kendt halvdelen af sit liv, og man intet privatliv har, ķan det påvirke ens opvækst. Det føler Martinus i den grad , at det har. Han fik ikke lov til at have kærester og være en normal teenager, der gik ud med sine venner og drak. Han skulle altid være klar til at gå i studiet eller tage ud i weekenden for at spille koncert.

Jeg følte, det var svært at beskrive alle de ting, Martinus havde fortalt mig om sig selv.  Alle hans følelser om at være kendt. Jeg forstod godt, at han fandt det en udfordring, men jeg kunne ikke direkte føle eller se, hvordan det var. Jeg havde aldrig været kendt. Jeg havde altid bare befundet mig lidt i skyggerne. Min generthed havde altid sørget for det.

Jeg kiggede på den side, jeg havde skrevet igen. Det var svært at skulle reflektere over en andens liv, når man ikke rigtig kendte dem selv. Jeg havde snakket med ham i en times tid, men det var det. Vi var jo ikke venner. Ikke engang bekendte. Vi gik bare i klasse sammen. Indtil videre.

Min mobil kimede. Jeg vendte den om. Natalies navn lyste op. Jeg havde virkeligt ikke lyst til at snakke med hende, men alligevel tog jeg den.

"Det var du længe om," sagde hun flabet, da jeg sukkede.

"Stop, Natalie. Jeg magter ikke din opførsel over for mig. "

"Hvad har jeg gjort?"

Jeg ignorerede hendes spørgsmål.

"Hvad ringer du for?" Klokken var ti. Jeg skulle egentligt til at børste tænder og gå i seng. Jeg var mere udmattet end normalt. Hendes væremåde havde taget hårdt på mig i dag.

"Bare høre, om du er sammen med Martinus?"

"Hvorfor?"

"Katrine, han er MIN!" skreg hun. "Kun min!"

Så.smækkede hun atter røret på. Jeg sad helt bevægelsesløs og stirrede ud i luften. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle. Jeg vidste knap nok, hvor jeg var. Hvorfor kunne hun ikke bare lade mig være, hvis hun absolut skulle behandle mig sådan? Hvorfor kunne hun ikke bare tage sig sammen og gøre noget ved det med Martinus, hvis hun absolut mente, at hun skulle have ham. Jeg fattede det ikke. Jeg fattede intet af det, der foregik. Det hele var skørt. Hun flippede over en dreng, hun ikke engang havde en flirt med.

Nogle gange overvejede jeg, om Natalie egentligt skulle være i mit liv. Og det her var et af de øjeblikke.

●●●

Natalie er da blevet en rigtig bitch, må man sige...

Hvad ville I have gjort i Katrines situation?

Og så vil jeg bare fortælle jer, at jeg har taget den beslutning, at den her bog vil få hele 200-kapitler ;))

Skriv det gerne i kommentaren!

Glem ikke at stemme <3

- Mathilde <3