The Game of Gunnarsen | Martinus Gunnarsen Fanfiktion

E N O G H A L V T R E D S

Mini-maraton 2/3

Katrines synsvinkel

Jeg sukkede, mens jeg stirrede tomt på tv-skærmen. Marcus havde stadig ikke skrevet om Martinus' tilstand. Jeg kiggede på mobilen. Der var gået tre timer, siden de var kørt ud til hospitalet. Jeg var bange for, at der var sket noget alvorligt med ham. At Danny måske havde smadret ham så meget, at han ville få varige skader.

"Tror du, han er okay?" spurgte jeg Natalie. Hun rystede på hovedet, men svarede ikke. "Hvad nu, hvis Danny har smadret ham. Tror du, han vil blame mig resten af livet, hvis han er blevet skadet?"

"Jeg ved det," sagde hun. "Kender dine tanker. Sidder selv med dem.  Alle de uopklarede spørgsmål er ikke sjovt, men vi må bare vente og se."

Jeg nikkede. Jeg kunne bare ikke holde ud at tænke på, at han måske var ødelagt på grund af mig. Skyldfølelsen havde bredt sig inde i min krop allerede. Det var frygteligt. 

"Jeg kan ikke holde det ud," klynkede jeg. "Jeg var det så skidt med, at Danny slog ham."

"Det er jo ikke din skyld. Martinus prøvede at beskytte dig."

"Jeg ved det. Men det kan være, han hader mig."

"Hvorfor skulle han hade dig?"

"Fordi jeg måske har givet ham en varig skade."

"Altså han har højest sandsynligt bare fået en hjernerystelse og ikke andet."

"Er du sikker?"

"Ja, det kan man godt gå ret meget ud som et lys af."

Jeg nikkede igen. Panisk indeni. Martinus. Jeg ville så gerne se ham. Nu. Jeg burde ringe til Marcus. Høre hvor det går. Jeg tog mobilen frem og begyndte at taste hans nummer ind. Natalie så hurtigt hen på mig.

"Hvad laver du?"

"Ringer til Marcus."

"Han sagde, vi skulle vente."

"Det kan jeg ikke."

"Så skriv til ham."

Jeg sukkede og gik ind på beskeder. Begyndte skrive, men faktisk anede jeg ikke engang, hvad jeg sad og tastede ind. Jeg læste det igennem. Det gav absolut ingen mening. Han ville ikke fatte et hak af, hvad jeg egentligt prøvede at sige med den. 

"Jeg kan ikke finde ud af at skrive noget ordentligt," sagde jeg nedslået. "Det går ikke."

"Skal jeg hjælpe?"

"Må du gerne."

Hun tog min mobil og begyndet at taste. Få minutter efter drejede hun skærmen, så jeg kunne læse det.

Katrine:

Hej Marcus

Vi ville bare høre, om der er nogen nyheder om Martinus' tilstand?

Jeg nikkede og trykkede send. Nu måtte vi jo bare vente på et svar. Bare, der ikke ville gå alt for lang tid, før han så beskeden. Natalie skiftede kanal på tv'et. Der var ikke noget spændende på nogen af dem. Pis også. Det var noget lort. Tålmodighed var ikke min dyd. 

Jeg sukkede. Igen og igen. Det måtte egentligt være ret irriterende at høre på i længden, men jeg kunne ikke gøre for det. Jeg havde bare brug for at få bekræftet, at der ikke var sket noget alvorligt for helvede. 

Pludseligt larmede min mobil. YES!!

Marcus:

Han er okay 

I kan komme forbi i morgen 

Lige nu sover han igen

Katrine:

Har han nogen skader?

Marcus:

Ikke varige

Men han kan ikke se lige nu

Han har hjernerystelse

OH FUCK!! HAN VAR SKADET!

●●●

Hun fik et svar, men nok ikke lige det, hun havde håbet

Hvordan mon hun vil klare natten, når hun nu ved, at Martinus ikke har det helt godt?

Glem ikke at stemme og kommentere! <3

- Mathilde <3