The Game of Gunnarsen | Martinus Gunnarsen Fanfiktion

H A L V F J E R D S

Maraton 3/5

Martinus' synsvinkel

Dagen, hvor jeg skulle hjem, var endeligt kommet. Jeg havde ikke længere flere alvorlige mén fra den hjernerystelse, jeg havde fået for efterhånden et stykke tid siden. Jeg havde ikke snakket med Marcus siden den dag, jeg havde fortalt Katrine, at jeg var vild med hende og ville have hende. Jeg gruede en del for, hvordan det ville være at komme hjem igen og se ham. Jeg vidste, at han nok ikke var specielt begejstret for at se mig.

Far havde i mellemtiden fået besked fra politiet om, at vi skulle med til retssag. Jeg skulle åbenbart op og vidne, siden Danny havde slået mig ned. Jeg vidste ikke lige, hvordan jeg havde det med det, men jeg var vel bare nødt til det. Natalie var den, jeg ikke havde nogle ting udestående med, så jeg kunne vel godt hjælpe hende ud af denne knibe. 

Far kom og hentede mig. Jeg havde forventet, at Marcus ville være med, men det var han ikke. Han var åbenbart sammen med Katrine. Det irriterede mig faktisk virkeligt meget. 

Da jeg kom hjem, gik jeg bare op på mit værelse. Jeg havde fået af vide, jeg stadig skulle tage den med ro og spare på tiden foran skærme. 

Der gik flere timer, før Marcus dukkede op. Jeg skyndte mig nedenunder. Jeg var nødt til at snakke med ham. Jeg skulle vide, om han havde kapret Katrine, eller om jeg absolut decideret skulle stjæle hende fra ham. Hvis det var det, der skulle til, måtte jeg jo gøre det. 

"Marcus!" sagde jeg højt. "Hvor har du været?"

"Sammen med Katrine," mumlede han. "Hvad laver du i øvrigt hjemme?"

"Vidste du ikke, jeg skulle udskrives i dag?"

"Nej."

"Nå, du lyder ikke engang bekymret for, hvordan jeg har det."

"Jeg har bare ingen interesse i at snakke med dig," svarede han simpelt. "Jeg ved godt, hvad du har sagt til Katrine, og jeg er faktisk virkeligt skuffet over, at jeg har sådan en bror, der er så ufølsom, at det hele bare handler om at stjæle ens brors pige."

"Du glemmer lige, du ikke var interesseret, og hun kunne lide mig."

"Jeg har aldrig påstået, jeg ikke var interesseret," sagde han og gav mig et par seriøse øjne. "Og Katrine fik nok i virkeligheden bare øjnene op for, hvordan du egentligt er. Det samme har jeg også."

Han begyndte at gå hen mod trappen og op mod overetagen. Han havde tydeligvis ikke tænkt sig at snakke mere med mig. Det irriterede mig omgående. Han skulle fandme ikke vende ryggen til mig, når det var ham, der altid havde sagt, at kærlighed var en overvurderet ting. Jeg vidste mere om kærlighed end han. Jeg havde haft flere kærester, end han havde haft. Jeg havde prøvet at elske flere gange, jeg vidste, hvordan det føltes. Det gjorde han tydeligvis ikke.

"Du har ingen ret til at dømme mig, Marcus!" sagde jeg aggressivt. "Det er dig, der i årevis har sagt, at kærlighed ikke fandtes, og nu står du der og pudser din glorie, bare fordi du fandt ud af, at jeg havde ret, og du ikke havde."

"Jeg pudser ikke min glorie, Martinus. Jeg har bare indset, at det du siger, du står for, ikke passer."

Og med de ord vendte han rundt og forlod stuen til fordel for værelset. Jeg var dermed efterladt alene. Det ville jeg aldeles ikke finde mig i!

●●●

Martinus er sur!

Marcus er sur!

Hvem synes I er idioten i det her?

Glem ikke at stemme og kommentere! <3

- Mathilde <3