The Game of Gunnarsen | Martinus Gunnarsen Fanfiktion

F I R E

Katrines synsvinkel

"Jeg tænker, vi starter med basisinformationerne," sagde han. "Du ved. Familie, kæledyr, sport og så videre."

Jeg nikkede og rømmede mig.

"Jeg er enebarn. Mine forældre er skilt. Jeg bor hos min mor. Min far ser jeg sjældent. Men det gør ikke så meget. Han har en ny familie, og jeg føler mig ikke velkommen. Jeg har en hund, og så går jeg til pole."

Jeg følte, det opsummerede mig selv godt, uden at jeg afslørede for meget om mig selv. Martinus og jeg kendte ikke hinanden ret godt på det personlige plan, og jeg havde ikke lyst til at fortælle ham for meget lige nu.

"Pole?" Han kiggede underligt på mig. "Så du kravler rundt på en stripperstang?"

"Jeg kravler ikke rundt på den. Jeg svæver elegant rundt om den. Det er en kunst, Martinus, at få det til at se godt ud."

"Er du god til det?"

"Det tror jeg," svarede jeg. "Jeg har gået til det et godt stykke tid. Det er godt for min koncentration. Det får mig til at fokusere på de små detaljer, der gør det perfekt. Det er min passion."

Han nikkede. Det var nok ikke et svar, han havde regnet med at få.

"Hvorfor føler du dig ikke velkommen hos din far?"

Han kiggede ikke på mig, da han stillede det spørgsmål. Han typede bare løs på sin computer. Som var det et helt normalt spørgsmål at stille.

"Fordi han behandler mig, som om jeg ikke er en del af hans lille kerne derhjemme. Jeg er bare en, der kommer udefra. Jeg er hans fortid."

"Det lyder ikke rart. Hvor tit ser du ham?"

"Måske en gang hver anden måned."

"Overnatter du der?"

"Nej. Jeg tager hjem efter nogle timer. Min mor ved, hvordan jeg har det med ham. Der er bare akavet stemning i de fem timer, jeg sidder på en stol og høre på ham tale."

"Hvad snakker I om?"

"Han har bare travlt med at kommentere på de ting, jeg gør. Han hakker mig bare ned."

Martinus krummede brynene. Han lagde en hånd oven på min og klemte den blidt.

"Du gør ikke noget forkert, Katrine," sagde han. "Hvorfor giver du ikke bare slip på ham?"

"Men ham er jo min far?"

"Han er ikke god for sin selvtillid."

Jeg vidste, han havde ret. Hver gang, jeg kom hjem til ham, følte jeg mig altid helt flad og ked af det, når jeg kom hjem igen. Jeg græd tit. Alle de ting han sagde... om hvor ikke perfekt jeg var. Nogle gange ville jeg ønske, jeg kunne gøre det, Martinus sagde. Men jeg havde mine egne dæmoner at kæmpe med.

"Hvad med din mor?" spurgte han. "Hvordan er jeres forhold til hinanden?"

"Det er godt. Selvom hun pylre meget om mig. Jeg er hendes eneste barn."

"Du indeholder meget under overfladen," sagde han. "Når man ser på dig, regner man slet ikke med, at du har sådan et liv."

"Du synes måske, jeg lyder besværlig."

"Næ, men spændende. Har du måske lyst til at gå ud med mig?"

Det spørgsmål kom virkeligt ud af ingenting, men jeg kunne ikke sige nej. Jeg kunne lide ham. Det havde jeg kunnet længe. Jeg troede også, at han indeholdt en masse ting, som andre ikke så. Og dem ville jeg også gerne se.

"Det vil jeg gerne," svarede jeg med et smil.

●●●

Martinus inviterede hende ud!

Mon han er vild med hende?

Eller er han bare fascineret af hende overraskende liv?

Glem ikke at stemme og kommentere! <3

- Mathilde <3