The Game of Gunnarsen | Martinus Gunnarsen Fanfiktion

O T T E O G F I R S

Maraton 7/10

Katrines synsvinkel

Jeg skulle kun vidne til sidst. Natalie skulle åbenbart op og forsvare sig selv først, inden jeg kunne putte en masse ord ned over dem om, hvor forfærdelig Danny egentligt var, og hvor meget hanfaktisk havde fortjent den straf, han fik. 

Erin var den, der sad i vidneskranken lige nu. Hun rystede på ingen måde. Hendes tale var komplet sikker. Hun talte med stor iver. Hun gjorde alt, hun kunne for at vise alle de beviser frem, hun kunne for, at Danny havde været et sandt monster.

"Så du siger, at Danny var en utro skabning?" spurgte advokaten, der var ansat af den afdødes forældre. "Du påstår simpelthen, at mine klienters søn var et monster?"

"Han var et monster. Han fortjente den straf, han fik. Alle os, der har været ofre for ham, føler endeligt, at vi har fået den retfærdighed, som tilkommer os."

"Det var da en meget sygelig holdning."

"Nej, det er holdningen  af en, hvis ben blev spredt ad, og han tvang sin store pik op i en, så man revnede. Det var smertefuldt på et plan, der ikke kunne beskrives, og jeg lover dig, at havde du følt det, så havde du også ønsket ham død."

Advokaten sagde ikke mere. Gik bare tilbage ned til Dannys mor og far. Dannys mor sad og tudbrølede igen. Hun var helt ødelagt over det, Erin lige havde sagt til hele retssalen.

Erin derimod sad og smilede stort. Hun havde endeligt fået de ord ud, som havde naget hende så længe, og der gik ikke længe før, hun åbnede munden af sig selv, uden at nogen havde spurgt hende.

"Det er på alle tænkelige punkter rart endeligt at kunne fortælle de ting, man har været udsat for. Jeg har gået gennem de sidste to år og følt mig beskidt. Brugt. Frarøvet mig en ting, som var min at give. Han stjal min mødom. Han var utro. Han tvang mit hoved ned over sin pik, så jeg næsten var blevet kvalt i den. Jeg kunne virkeligt ikke få luft. Jeg troede, jeg skulle dø, og hvis I her i denne retssal bare har en smule retfærdighed i kroppen, så frikender i Natalie, der har været igennem det samme som jeg. Han tvang hende til ting, jeg ikke har ord for, og det efterlader en med en følelse inden i, man ikke kan forklarer i ord. Man ønsker intet andet end at få retfærdighed, men man tør ikke fortælle det til nogen, fordi man var bange for, at Danny ville komme efter en og slå en ihjel. Bare spørg Katrine. Hun har en masse tekstbeskeder fra Danny, hvor han har truet hende, mens de var i et forhold. Man tror ikke på retfærdigheden, når man ser alle retssagerne i tv, hvor dommene er så lave, at man stadig føler sig trampet på. Jeg vil til den dag, jeg dør, takke Natalie for det mod, hun besad den dag, hvor hun slog Danny ned og dræbte ham med den stegepande."

Erin rettede blikket mod Natalie, der sad i et hjørne. Hun smilede til hende. 

"Natalie," sagde hun. "Tak af hele mit hjerte for at gøre denne verden ti let bedre sted ved at fjerne dette monster fra jordens overflade. Jeg ville ønske, jeg havde været en del af det."

●●●

Hvad tænker I om Erins udtalelser?

Og specielt hendes sidste tak til Natalie?

Gik hun over grænsen?

Glem ikke at stemme og kommentere! <3

- Mathilde <3