Jeg er på vej hjem efter en helt almindelig, lang og kedelig dag i skole. Mens jeg lige så småt går i min egen verden, får jeg er besked fra min mor...
(Beskederne mellem min mor og jeg)
Mor: "Er du snart hjemme, vi skal lige snakke om noget vigtigt"
Marie: "Ja, er hjemme om 5"
------------------------------------------------------------------------------------------------
Jeg åbnede døren, smed min taske i gangen, tog mine sko og min jakke af, for derefter at gå ind i stuen hvor mine mor og far sad. "Hej Marie, har du haft en god dag i skolen?" spurgte far, da jeg satte sig ned ved siden af dem, jeg nikkede og kiggede spørgende på dem da det jo ville tale med mig om noget vigtigt. "Hvad var det i ville tale med mig om" spurgte jeg og min mor og far kiggede på hinanden, "jo ser du, far har fået et nyt arbejde" startede min mor, hun holdte en lille pause og tog en dyb indånding. "Og på grund af at din far har fået et nyt arbejde, skal vi flytte til... Trofors, som ligger i Norge" fortsatte min mor og jeg smilede bare, jeg havde altid elsket Norge og nu skulle jeg så bo der, altså kunne det blive meget bedre? Mine forældre kiggede lidt skeptisk på mig til at starte med, men da de så mit ansigtsudtryk, vidste de at jeg var spændt og glad på samme tid. "Skat, du må hellere til at pakke nogle af alle dine ting sammen, for vi skal allerede flytte om en uge" sagde min far, jeg gav ham en thumbs up og løb så derefter op på mit værelse for at pakke. Da jeg stod midt i alt mit flytterod, kom jeg i tanke om at, når jeg nu skulle flytte og at det var til et helt andet land, skulle jeg sige farvel til mine venner og veninder. Tanken havde ikke strejfet mig før nu og der begyndte sig så småt at trille nogle tåre ned af mine kinder, det der gjorde mig mest ked af det var at jeg skulle sige farvel til min bedsteveninde. Jeg skyndte mig at ringe til hende for at fortælle hende det hele, da vi var færdige med at tale havde vi begge grædt. Jeg lagde mig i min seng og faldt lige så stille i søvn...
Ugen gik og vi kom tættere og tættere på den dag jeg skulle flytte, "Marie, har du fået pakket alle dine ting sammen?" råbte min mor nede fra køkkenet, "ja" svarede jeg, før jeg løb ned af trapperne og ind i køkkenet til hende. Alle flyttemændene var så småt færdige med at tage alle tingene fra underetagen, så de manglede kun 1. sal, hvor mit værelse f.eks. lå. Da de var færdige med at pakke alt sammen, kørte de afsted mod Trofors med det hele. Vi sagde farvel til vores naboer, hvor vi så kørte derefter. Jeg havde en mærkelig følelse i maven, jeg var utrolig spændt og glad, men på samme tid kunne jeg super godt li' at bo i Danmark, så det var noget af det underligste at skulle flytte fra det hele, men nu var vi altså på vej og jeg glædede mig...
Efter utrolig mange timer stod vi der endelig, det var det fineste hus og det fineste kvarter. Dem vi havde mødt indtil videre, havde alle været så utrolig søde. Vores naboer havde vi dog ikke mødt eller set endnu, det var måske ikke hjemme, men der stod ihverfald Gunnarsen på deres postkasse og jeg havde på en eller anden måde, en fornemmelse af at jeg havde hørt det efternavn før, men hvorfra?...
------------------------------------------------------------------------------------------------
Dette var så mit allerførste afsnit af "Elsker du mig overhovedet...? - Marcus & Martinus" og faktisk min første fanfiction her på, jeg håber at det var okay og at i kunne lide det...
- Katrine<33
أنت تقرأ
Elsker du mig overhovedet...? - Martinus Gunnarsen
أدب الهواةMarie er en helt almindelig pige fra Danmark. En dag får hun at vide af hendes forældre, at hun skal flytte til Norge... Så hun flytter til en lille by i Nordnorge kaldet Trofors, hvor hun bliver venner med to drenge ved navn Marcus og Martinus. Hvo...
