Elsker du mig overhovedet...? - Martinus Gunnarsen

Kapitel 46 // Alt for svært

Jeg var løbet direkte op på mit værelse, da jeg kom hjem og jeg havde egentlig tilbragt al min tid derinde.
Jeg havde ikke lyst til noget som helst. Alt så egentlig bare ud til at falde sammen for mig.

Martinus var virkelig noget af det bedste som var sket for mig, men det fungerede bare ikke lige på dette tidspunkt.

Min mor var oppe ved mig op til flere gange for at høre, om der var noget, som jeg havde lyst til eller noget som jeg manglede.
Hver gang havde jeg takket pænt nej tak og hun havde sendt mig et lille smil, inden at hun gik igen.

Jeg havde ufattelig svært ved at falde i søvn. Jeg lå og blev nærmest helt i tvivl, om det nu var den rigtige beslutning, som jeg havde taget tidligere. Måske skulle jeg aldrig have sagt, at det var det, som jeg gerne ville.
Jeg ville jo ikke holde en pause med Martinus og jeg syntes allerede, at det var mærkeligt.

☆☆☆

De følgende dage var stille eller det var de faktisk ikke, men det føltes de som.
Der var ikke meget at lave, nu når der ikke blev brugt en masse tid med Martinus.

Jeg havde overhovedet ikke talt med Martinus siden den dag, hvor han forklarede omkring billedet og ja, I ved jo højst sandsynligt hvad som skete.
Da Martinus var jo nok en af mine favoritpersoner nogensinde, så ikke at tale til ham var alt for underligt.

Marcus havde brugt rigtig meget tid med en ny pige som var startet i vores klasse. Ny og ny, det ved jeg nu egentlig ikke, om man kunne kalde hende, for hun havde faktisk været der i lidt tid, men jeg havde bare ikke rigtig snakket så meget med hende.
Marcus havde introduceret hende for mig og omvendt, så han introducerede mig for hende.

Han så ud til at have en lidt godt øje til hende, hvilket jo var skønt, når man tænker over det. Marcus og jeg havde nemlig tit snakke om, uden Martinus, at Marcus også gerne ville finde en, som han var vild med.

Da Marcus og jeg lidt havde et bror-søster forhold til hinanden, så havde han selvfølgelig spurgt ind til det her omkring Martinus og jeg.
Han fortalte, at Martinus nærmest ikke kom ud fra hans værelse, når han var hjemme.

☆☆☆

Der var næsten gået en uge. Jeg havde lagt mærke til, at Martinus tog direktør hjem fra skole hver evig eneste dag. Han lavede ikke meget andet og han var også begyndt at se utrolig træt ud, når han kom om morgenen.

Marcus havde på en måde inviteret ham selv og Esther, som var den nye pige, hjem til mig.
Jeg nænnede ikke at komme med et argument for, at de ikke skulle, for jeg havde virkelig ikke et, så det ville også være en smule svært.

Jeg havde også fået snakket en smule med Esther på det sidste og hun virkede egentlig til at være en rigtig sød og rar pige.
Altså Marcus var i hvert fald helt væk i hende, det havde jeg nemlig lagt mærke til.

Vi sad oppe på mit værelse og der skete egentlig ikke det store, indtil at Marcus pludselig spurgte omkring det med Martinus igen. Jeg kunne godt mærke på mig selv, at jeg synes, at det var blevet meget sværere end jeg tænkte det ville.

"Har du ikke snart tænkt dig at snakke med Martinus igen, Marie?", jeg trak lidt på skuldrene, for jeg vidste det virkelig ikke.
Selvfølgelig havde tanken strejfet mig og en form for længsel og lyst til at snakke med Martinus og bestemt også at være sammen med ham var begyndt at plage mig meget.

"Ville du overhovedet holde en pause til at starte med?" spurgte Marcus igen. Esther sad bare og fulgte lidt med i samtalen, da hun ikke vidste så ufattelig meget omkring det, men selvfølgelig var det blevet nævnt et par gange.

Jeg kiggede lidt ned i gulvet, men besluttede mig så for at se Marcus dybt i øjnene. Jeg ville fortælle sandheden, ingen løgne. Jeg ville ikke lyve overfor ham eller Esther, men bestemt ville jeg heller ikke lyve overfor mig selv, for det var jo egentlig det, som jeg havde gjort, siden at jeg tog valget om ikke at tale med Martinus.

"Nej Marcus, selvfølgelig havde jeg ikke lyst til det. Jeg elsker Martinus så utrolig højt og det er simpelthen så forfærdeligt, ar det skal være sådan her, men jeg følte, at det måske var det bedste. Jeg sover ikke om natten, for Martinus fylder hele mit hovede. Alle mine tanker handler om Martinus.
Jeg vil hellere end gerne være med Martinus og jeg vil hellere end gerne at det hele bare fungere, for jeg elsker ham, det gør jeg virkelig".

Marcus skulle til at sige noget, da Esther afbrød ham. "Nu kender jeg jo ikke dig og Martinus' forhold så utrolig godt, men hvis du elsker ham, som du jo siger, at du gør, så burde du slet ikke være i tvivl om noget. Tag en dag ad gangen og nyd tiden I har med hinanden.
Jeg er sikker på, at Martinus elsker dig mindst lige så meget, som du elsker ham, hvis ikke mere endda". Marcus nikkede sig enig og tilføjede, at Martinus bestemt elskede mig.

Ordene ramte mig virkelig, men på en god måde. De satte gang i en masse tanker, tanker som havde været gemt lidt bagved en masse andre tanker.
Der var ingen tvivl om, at jeg blev nødt til at være sammen med Martinus. Altså det var simpelthen noget jeg bare skulle, det var nødvendigt for mig, nødvendigt for at jeg kunne være glad og mig selv...

------------------------------------------------------------------------------------------------

Kommenter & vote gerne for mere...

- Katrine<33 (imagiinemm)