Elsker du mig overhovedet...? - Martinus Gunnarsen

Kapitel 39 // Skænderi i Sverige

Da vi steg ud af flyet, i Sverige, blev vi mødt af en masse sne. Ikke fordi vi ikke havde sne i Norge og ikke fordi, at jeg er kæmpe fan af sne, men det er lidt noget anderledes, når det ikke er et sted, som man ligesom plejer at være.

Martinus havde ikke rigtig talt til mig, siden at han kom tilbage fra showet i Finland og han gik egentlig også og undgik mig en smule. Jeg vidste ikke, om jeg havde gjort noget som havde irriteret ham, eller om jeg måske havde gjort noget som gik ham på.
Selvom jeg virkelig ikke havde lyst til at spørge ind til det, så måtte han jo selv kunne finde ud af at komme til mig, hvis der var noget. Ikke sandt eller hvad?

Siden at jeg var blevet rimelig gode venner med drengenes dansere, så besluttede jeg mig for at glemme alle tankerne om Martinus og fokusere på at have det sjovt med danserene i stedet for. Så kunne Martinus selv find ud af, hvad det var, som han ville og ikke ville.
Jeg gad ikke bruge tid på ham, hvis han ikke engang ville tale med mig og når han egentlig bare prøvede på at undgå mig mest muligt. Det burde man måske ikke gøre overfor ens kæreste, men det må han selv udenom.

☆☆☆

Imens at drengene var taget til nogle interviews, så var jeg taget med danserne rundt i byen. Jeg var blevet spurgt om, om jeg ikke ville med. Både Marcus og Kjell-Erik havde spurgt, men jeg takkede nej og fortalte, at jeg gerne ville med danserne i stedet for, hvis det var okay med dem. Hvilket det var.
Martinus var også begyndt at undgå øjenkontakt med mig, men når jeg endelig havde hans blik, gav jeg bestemt ikke slip på det og nærmest tvang ham til at se på mig.

Marcus kiggede lidt imellem Martinus og jeg. Nogle gange havde han sendt mig et forvirret blik, men jeg rystede bare på hovedet og hentydede til, at jeg absolut intet vidste.

Alle danserne og jeg gik sammen. Vi grinede en masse og de var seriøst nogle af de sødeste længe. Dog kunne jeg ikke slippe tanken om Martinus. Det hele gjorde mig så forvirret.
Jeg lagde godt mærke til, at de andre havde lagt mærke til, at jeg havde mine tanker et andet sted, men det udlod bare at spørge ind til det, hvilket jeg var glad for.

Efter en del latter senere var vi tilbage på hotellet og jeg vidste, at drengene også var kommet tilbage, da Marcus havde haft skrevet til mig.
Til at starte med overvejede jeg bare at gå med danserne ind på deres værelse, men jeg måtte altså vide, om Martinus var sur på mig eller ej.

Jeg gik ind på værelset, hvor jeg fandt Martinus lignede på sengen. Han satte sig hurtigt op, da han så mig komme ind ad døren. Jeg lukkede døren efter mig og lige inden jeg skulle til at gå ud på badeværelset, hørte jeg Martinus' stemme.
"Marie?" sagde han en smule hårdt og jeg vendte mig om, så jeg så på ham. Jeg gik over imod ham og kunne godt fornemme, at han ikke var i det bedste humør.

Jeg tog en dyb indånding og nikkede stille på hovedet. Det var først gang, at han havde snakket til mig den dag og jeg synes ikke, at det var en rar måde, at det hele skete på.
"Hvordan kunne du dog gøre sådan imod mig" kom det surt fra ham og mit ansigtsudtryk ændrede sig fra en smule bang til rigtig forvirret. "Hvad snakker du om, Martinus?", Martinus lignede en som kunne hoppe på mig når som helst, fordi han var rigtig sur.

"Jeg er din kæreste, så du kan ikke bare gå rundt og kysse med alle mulige andre drenge!", jeg rynkede brynene og vidste virkelig ikke hvorfor han overhovedet tænkte sådan noget om mig.
"Det gør jeg bestemt heller ikke, har aldrig nogensinde gjort det og kommer aldrig nogensinde til at gøre det" forsikrede jeg ham og lød meget sikker i det som jeg sagde, selvom jeg var meget nervøs for, hvordan Martinus ville tage det hele.
"Jeg vil slet ikke høre på dine undskyldninger, Marie" fik Martinus svaret og jeg så overrasket på ham.

Hvordan kunne han dog tænke sådan noget om mig? Jeg havde bestemt ikke gjort noget af det, som Martinus antagede mig for at have gjort.
Jeg så rystende på hovedet af ham, "Farvel, Martinus" var det eneste jeg sagde, inden at jeg gik ud af døren og nærmest løb ned til Ella, Ebba og Kristines værelse.

Jeg bankede stille på døren og lidt efter åbnede Ella den. "Marie" sagde hun glad, dog ændrede hendes tone sig en smule ved den næste sætning. "Jamen hvad er der dog sket", denne gang lød hun bekymret. Måske var det fordi, at små tåre løb ned ad mine kinder.
Hun tog mig med ind på værelset og vi fik sat os ned på sengen. Jeg tørrede tårne væk og begyndte at fortælle, hvad som var sket med Martinus og alle de ting, som han havde sagt til mig og om mig.

De andre så lidt overrasket ud, da jeg var færdig med at fortælle det meste. "Du sover herind i nat og det er ikke til diskussion" var Kristine hurtig til at sige og jeg var mere end taknemmelig for, at jeg ikke skulle dele seng med Martinus.
Jeg takkede dem og fortalte, at jeg lige ville hente nogle af mine ting. Ella ville gå med mig og det gjorde mug faktisk rigtig tryg. Det mindskede lidt nervøsitet for at gå tilbage til værelset, hvor Martinus jo stadig var.

Ella åbnede døren ind til Martinus' og mit værelse. Hun trådte ind først og jeg kom lige efter hende. Jeg fandt hurtigt mine ting, men jeg kunne føle Martinus' øjne på mig.
Han så trist ud, men han havde ingen god grund til det, det var jo ham som havde været uforskammet. Marcus sad ved siden af ham.

Da Ella og jeg var på vej ud igen, hørte jeg igen Martinus' stemme som kaldte efter mig. Jeg så tilbage på ham og rystede så på hovedet af ham. "Nej, Martinus" kom det var Ella og dernæst gik vi tilbage på hendes og det andre pigers værelse...

------------------------------------------------------------------------------------------------

Kommenter & vote gerne for mere...

- Katrine<33 (imagiinemm)