Elsker du mig overhovedet...? - Martinus Gunnarsen

Kapitel 23 // Tavsheden

Jeg vågnede op med den mest irriterende hovedpine nogensinde, ej hvor gjorde det ondt i mit hovede. Jeg prøvede at åbne mine øjne, men det var som om, at det ikke kunne lade sig gøre. Jeg kunne høre nogle være ved siden af mig, nogle som jeg kendte, men hvem ved jeg ikke. En hånd lander pludseligt i min og en følelse af tryghed rammer mig. Det er Martinus, det må det altså næsten være. Jeg får kunne denne følelse, når det har noget at gøre med Martinus. Han nussede min håndryg og fandt på en eller anden måde, kræfter til at give hans hånd et lille klem.

"Marie?" spurgte han og jeg kunne mærke hans blik som nu var fuldt fokuseret på mig. "Er du vågen, Marie?" fortsatte Martinus og da jeg skulle til at svare ham, kom der absolut ingen lyd ud. Jeg klemte hans hånde igen, som et svar på hans spørgsmål. Han forstod det godt og kyssede blidt min pande. "Jeg elsker dig" hviskede han stille i mit øre og lagde sig ned ved siden af mig.

☆☆☆

Med ét slog jeg øjnene op. Hvor var jeg?

Jeg kiggede mig omkring og så Martinus. I starten blev jeg utrolig glad for at se ham, men det skiftede hurtigt, da jeg kom i tanke om beskeden, som han havde fået igår. Jeg forstår det ikke, hvem er "E<33"?

Jeg lå i armene på Martinus. Han må have lagt dem om mig, da jeg ar faldet i søvn. Jeg sneg mig hurtigt ud af dem og vendte ryggen til ham. Martinus vågnede så småt. Han lagde endnu en gang hans armes omkring mig og kyssede mig blidt i nakken. Jeg begyndte at rykke på mig, for at komme længere væk fra ham. Jeg løsnede hans greb om mig og fjerne så hans arme. Han satte sig halvt op og kiggede forvirret på mig, "Hvad er der, Marie?" spurgte han med en trist tone. Jeg sukkede bare uden overhovedet at tænke på, at svare ham.

Der var den der akavet stilhed, som der ellers ikke plejede at være mellem Martinus og jeg. Dog har jeg på absolut ingen måde lyst til at med ham, da han jo ligeså godt kan tale og skrive med "E<33", ikke sandt.

Jeg kan faktisk ikke huske så meget fra igår. Jeg ved, at vi skulle til Finland og at jeg så den der besked på Martinus' telefon, men derefter husker jeg virkelig ingenting.

Kjell-Erik og Marcus kommer ind til os. De er sammen med en læge? "Godt du er vågen, Marie" kom det fra lægen, som faktisk så overraskende sød ud, men det er jo også kun godt. Lægen begyndte at fortælle omkring, hvad der var sket og hvor jeg var henne. Jeg kunne ligesom høre, at hun talte dansk, så jeg var jo nok stadig i Danmark eller det var jeg og det fortalte hun også.

Under min lidt lange snak med lægen og Kjell-Erik, lagde jeg mærke til at Martinus havde siddet med sin telefon. Det var sikkert "E<33", som han sad og skrev med. Han sad og smilede lidt for sig selv på nogle tidspunkter, så han måtte jo synes at det var sjovt, rart eller hyggeligt, altså hvad ved jeg.

Marcus satte sig hen ved siden af Martinus og lagde en arm om ham. Martinus' ansigtsudtryk skiftede hurtigt til at være trist og ret ked af det. Jeg kunne ikke høre, hvad de snakkede om, men jeg kunne fornemme navnet Marie blive mimet i hvert fald. Så det måtte jo på en eller anden måde, have noget at gøre med mig. Marcus kiggede af og til op på mig, han smilede stille, men så skuffet ud på samme tid.

Martinus rejste sig på et tidspunkt og da han gik forbi mig, kunne jeg sagtens se nogle tåre løbe ned ad hans kinder. Jeg havde den største træng til at gå efter ham, altså han er trods alt stadig min kæreste og jeg elsker ham, det er bare lidt svært lige nu. Jeg kiggede over på Marcus som sad og kiggede efter Martinus. Han vendte hans blik mod mig og kom stille hen til mig. "Hvad sker der mellem jer?" hviskede Marcus i mit øre, så Kjell-Erik og lægen ikke kunne høre de. Jeg himlede lidt med øjnene og kiggede irriteret over på ham. Ikke at jeg var irriteret over ham, nej overhovedet ikke, det var hans bror som var problemet lige nu.

"Jeg synes, at du burde spørge din så elskværdige bror om det, da det er ham som skriver med en anden pige", Marcus så overrasket ud, da jeg havde sagt det og det er forståeligt nok. "Hvad snakker du om?", "Jeg snakker om denne pige kaldet E<33, som skrev til ham igår" svarede jeg Marcus og kunne mærke at årene pressede på. Marcus tog hans arme omkring mig og trak mig ind i et kram. "Undskyld, jeg vidste sket ikke, at det var sådan noget som var sket" sagde Marcus undskyldende og små snøft forlod mig, mens mine tåre stille trillede ned ad mine kinder og landende på Marcus' trøje.

Jeg fik fortalt Marcus om beskeden, altså mest af at, hvad der stod i den. Han så lidt chokeret ud til at starte med, men begyndte lidt at grine derefter. "Har du spurgt Martinus om, hvem det er?" spurgte Marcus mig pludseligt og rystede stille på hovedet, "Tror du ikke, at du skulle prøve det?" spurgte han igen.

Jeg var virkelig i tvivl, altså jeg burde jo få snakket med ham, men på en måde har jeg ikke lyst. Marcus lagde en hånd på min skulder og kiggede mig dybt i øjnene, jeg kunne godt fornemme, at han ville have mig til at tale med Martinus. "Jeg skal nok" fik jeg fremstammet på en mumlende måde og håbede på at Marcus ikke hørte det, men det gjorde han selvfølgelig.

Jeg blev trukket ind i endnu et kram og jeg forstillede mig lidt, at det var Martinus som holdte om mig. "Han elsker dig, det gør han virkelig" sagde Marcus inden vi trak os fra krammet. Jeg rødmet en smule ved tanken og ved ordene, som Martinus jo også havde sagt til mig før. "Og jeg elsker bestemt også ham", nogle arme blev lagt om mig bagfra og den specielle følelse gik gennem min krop endnu engang.

Martinus...

------------------------------------------------------------------------------------------------

Kapitel 23 ohhh ja, jeg håber at I kunne lide det! Hvis I kunne, må I meget gerne kommentere en skøn kommentar og trykke på den lille stjerne oppe i hjørnet (vote), da det vil gøre mig utrolig glad:))

Btw tusind tak for 2k+, det er for vildt & I er simpelthen for nice, skønne eller whatever...

- Katrine<33 (imagiinemm)