Elsker du mig overhovedet...? - Martinus Gunnarsen

Kapitel 59 // Hjem til Trofors

Sidste dag inden at vi skulle hjem eller egentlig ikke helt, for Gerd Anne ville komme og hente os senere. Jeg glædede mig på en måde til at komme tilbage til Trofors og hjem igen til mine forældre, men det havde jo i bund og grund også været en hyggelig og lidt anderledes tur hertil.

Alt var godt mellem os alle fire igen, nærmest bedre end nogensinde før. Martinus gik og smilede som en eller anden sindssyg hele tiden. Esther og Marcus vi simpelthen bare de sidste turtelduer nogesinde. Alt var skønt og når det var det, så var jeg glad.

Martinus gik hele tiden og sneg hans arme om mig. Ikke fordi jeg havd noget imod det, men jeg havde bare lidt på fornemmelsen, at han gik og fedtede lidt for et eller andet. Jeg vidste godt nok ikke lige helt, hvad det dog skulle være, men man ved jo aldrig.

Når jeg ser Martinus' smil, kommer jeg sådan til at tænke på første gang jeg mødte ham. Smilet han sendte mig dengang var mindst lige så fantastisk, som det er nu. Det er egentlig ikke kun hans smil som gør et eller andet ved mig, det er også måden hans øjne også smiler til en på. Det hele hænger ligesom bare helt vildt godt sammen.

Mon Esther har det på samme måde omkring Marcus. Drengene er jo sjovt nok tvillinger og de har jo en del tilfælles, så måske er Esther og jeg faldet for præcis det samme ting, bare i to forskellige drenge.

☆☆☆

Jeg kunne høre en bil komme kørende op mod huset. Det var nok Gerd Anne og det var jeg faktisk glad for. Jeg var klar til at tage hjem og faktisk også klar til at vende lidt tilbage til skolen, ligemeget hvor dumt og mærkeligt det lyder, så var det altså rigtigt.

Det bankede på døren og Gerd Anne trådte stille ind ad den. Vi sagde alle hej og dernæst skulle vi egentlig bare afsted. Martinus havde været så skøn at pakke mine ting sammen og så skøn som jeg nu var, så havde jeg pakket hans sammen, uden at han lagde mærke til det.

Han tog vores ting ud i bilen og så satte vi os ellers bare ind. Vi skulle køre i en time eller noget i den stil, så det var jo ikke så slemt. Jeg huskede i hvert fald ikke køreturen herud som så ufattelig lang, men det var måske også fordi, at jeg var lidt spændt eller hvad man nu skal sige.

Martinus tog som det første fat i min hånd og på en eller anden måde fik hans flettede hans fingre ind i mine, uden at jeg faktisk sådan rigtig lagde mærke til det. Jeg var en smule træt og jeg tror, at mine øjne kunne lukke i når som helst. Det gjorde mig bestemt ikke noget, at Martinus holdte min hånd. Det var rart og det gav en form for tryghed.

Jeg lagde mit hovede ned på Martinus' skulder. Ikke fordi jeg havde planer om, at jeg ville til at sove eller noget i den stil, men egentlig bare fordi at det føltes rigtigt.

Der var ikke lang tid igen, til at vi var tilbage på Trofors og det var jeg utrolig glad for. Martinus havde siddet med hans mobil nærmest hele vejen og det gjorde mig ikkenoget, for vi var alle sammen rimelig trætte.

Dog havde Martinus nærmest bønfaldet mig, om han ikke nok måtte komme med mig hjem og sove natten over. Jeg var lidt i tvivl, for jeg skulle jo også bruge lidt tid med mine forældre, men det sagde jeg selvfølgelig ikke til ham. Gerd Anne sagde dog, at det nok var bedst, at han bare kom helt hjem og lige var. Jeg lod lidt som om, at jeg var lidt ærgelig over det, men inderst inde synes jeg jo egentlig, at det var helt fint.

Man kunne godt se på Martinus, at han ikke var helt tilfreds med, hvad hans mor lige havde besluttet, men han nikkede bare forstående. Gerd Anna startede med at sætte Esther af og vi sagde alle pænt farvel. Vi skulle jo alligevel se hinanden dagen efter, når vi skulle i skole.

Derefter var det min tur til at blive sat af. Jeg boede jo lige ved siden af deres hus, så jeg sagde, at jeg godt bare kunne blive sat af der også gå hjem, men så sød som Gerd Anne var, så kørte hun mig helt hjem. Jeg takkede hede og steg ud af bilen.

Martinus steg oss ud af bilen og sagde at han nok selv skulle gå hjem, når han lige havde sagt farvel og sådan til mig. Det var rimelig sødt af ham og det gjorde måske også lidt, at jeg begyndte at rødme en lille smule.

Jeg sagde hurtigt farvel til Marcus og Gerd Anne,også kørte de ellers også bare helt hjem. "Jeg kunne godt fornemme på dig, at du ikke ville have, at jeg skulle sove ved dig i nat" sagde Martinus og jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle sige.

"Det var jo ikke fordi, at jeg ikke ville have, at du skulle sove med mig. Det ved du jo godt, at jeg gerne vil, men jeg må jo også bare få brugt lidt tid med mine forældre en gang imellem", jeg håbede virkelig ikke at han var sur over det eller noget. Han så ikke ud til at være sur, han så faktisk bare mere forstående ud, så det var jo rart.

"Og det er også helt okay, der er slet ikke noget der, Marie. Selvfølgelig skal du have lov til at være sammen med dine forældre, det forstår jeg da fuldt ud, at du gerne vil". Jeg ved, at jeg har nævnt det før, men Martinus er virkelig bare verdens bedste kæreste og jeg kunne ikke forestille mig at haven en anden end ham.

Jeg tog ham i hånden og trak ham lidt med mig op mod min hoveddør. "Vil du med ind?" spurgte jeg så sødt, som jeg nu engang kunne. Martinus nikkede rigtig glad på hovedet. Han skrev hurtigt til hans mor, at han blev at sov henne ved mig og hun havde overhovedet ikke noget imod det, selvom hun på en måde havde sagt nej lidt tidligere.

Måske havde hun bare sagt nej, fordi hun kunne se, at jeg var lidt usikker omkring, hvad jeg nu skulle svare, da han spurgte mig der i bilen. Nok om det, så endte Martinus sammen med mig oppe på mit værelse og han blev natten over, da mine forældre også var okay med det...

------------------------------------------------------------------------------------------------

Kommenter & vote for mere...

- Katrine<33 (imagiinemm)