Elsker du mig overhovedet...? - Martinus Gunnarsen

Kapitel 4 // "Stoler du ikke på mig?"

Da jeg trådte ind af døren, smed jeg mine sko og jakke for derefter at løbe ovenpå og ind på mit værelse. Jeg løb direkte over til min seng, hvor jeg lagde mig ned og først der begyndte tårerne virkelig at rende ned af mine kinder. Jeg lå med hovedet ned i min pude og kunne ikke stoppe med at græde, beskeder kom hele tiden frem på min mobil, men jeg ville i se dem og ihvertfald ikke når jeg nærmest kunne regne ud at de var fra Martinus. Jeg havde virkelig bare lyst til at råbe af alt og alle, mine forældre var ikke hjemme da de var taget til Oslo pga. noget med min fars arbejde. Jeg satte mig op og fik en kraftig hovedpine af at græde, men alligevel ville jeg egentlig gerne bare få alle mine følelser ud lige nu, så jeg råbte bare. "Ahhhhh" råbte jeg ud i mit værelse og rejste min helt op for at gå nedenunder, jeg satte min i sofaen og fik sat en film på. Jeg blev trættere og trættere, så jeg må have været faldet i søvn på en eller anden måde, for da jeg vågnede stod der lige pludselig noget på bordet foran mig. Jeg kiggede forvirret på det, før jeg spurgte ud i huset "MOR? FAR?", men ingen svarede, så jeg var vel stadig alene hjemme. Jeg kiggede hen på bordet igen og så et lille kort, jeg rakte ud efter det og åbnede det. 

"Jeg bankede på, men ingen åbnede, så jeg gik bare ind og så dig ligge at sove på sofaen. Så jeg stillede bare den lille gave, jeg ville have givet dig... Please snak til mig, jeg elsker dig!                          - Martinus<33"

Jeg begyndte at græde igen, da jeg læste det sidste "jeg elsker dig". Hvordan kunne han finde på at skrive det til mig, når de piger lige har fortalt mig hvordan han faktisk er, jeg forstår det virkelig ikke. Jeg var så forvirret, skulle jeg tage imod gaven og lytte til hvad han har at sige, eller skulle jeg måske bare aflevere gaven til ham igen, for derefter aldrig at tale med ham igen? Martinus betyder jo noget for mig, det gør han virkelig, "jeg elsker dig" køre rundt i mit hovede, elsker jeg også Martinus? Jeg besluttede mig for at åbne gaven, jeg åbnede den langsomt og tårerne begyndte at presse på, men de begyndte for alvor at rende ned af mine kinder, da jeg så den helt igennem smukke halskæde, som Martinus havde givet mig. Da jeg kiggede nærmere på den, lagde jeg mærke til de to bogstaver, som var på den "M+M". Ej hvor var han da bare skøn, begge vores initialer. Stop Marie, du hørte selv hvad de piger fortalte dig, du hørte selv hvordan de beskrev Martinus og hvor han bare udnytter piger.

Jeg vågner op samme sted som før, men denne gang er det dagen efter og jeg har halskæden, som Martinus lige har givet mig, i hånden. Jeg kigger rundt, ser at mine forældre allerede er taget afsted og opdager at klokken er mange. "Shit, jeg kommer for sent i skole" mumler jeg for mig selv og løber ud i køkkenet for at tage noget hurtigt mad. Da jeg kommer ud i køkkenet, ser jeg en seddel ligge på bordet, "Godmorgen min pige... Vi så at du lå og sov på sofaen, du så ud til ikke at have det så godt, så vi tænkte at det måske var okay med en dag hjemme:)) - Knus mor og far". Jeg lagde sedlen fra mig igen, tog noget mad, for derefter at gå ind i stuen igen og tænde for noget Netflix.

Timerne gik og jeg ville være færdig i skole nu. Jeg savner Marcus, men ikke mindst så savner jeg Martinus utrolig meget. Jeg gjorde ikke andet end at tænke på ham, indtil at mine tanker blev afbrudt af, at det bankede på døren. Jeg rejste mig for at gå ud at åbne og der stod han, eller hans tvillingebror stod der. "Marie vær sød at fortæl mig, hvad der sker for dig og Martinus. Jeg har aldrig set ham så ked af det før" var det første Marcus sagde, da jeg havde åbnet døren. Jeg stod bare og kiggede ham i øjnene, før jeg trådte til siden og lod ham komme indenfor, vi satte os ned og jeg begyndte at fortælle ham alt, seriøst alt. Alt det pigerne havde sagt til mig, det med brevet og ordene "jeg elsker dig" som han skrev, men selvfølgelig også mine tanker omkring det. "Intet af det pigerne har sagt er sandt. Martinus kan lide dig, rigtig meget endda og det tror jeg også selv, du kan regne ud med det brev han skrev. Han ville aldrig gøre noget for at såre dig" sagde Marcus, da jeg har færdig med at forklare ham det hele. Jeg tøvede og Marcus kiggede forvirret på mig, "stoler du ikke på mig? Stoler du ikke på det jeg siger?" spurgte Marcus en smule vred og såret, jeg nikkede stille som et ja og kiggede ned i gulvet. Marcus skyndte sig at sætte sig hen ved siden af mig, da han så at jeg var ked af det, "det var ikke ment sådan, undskyld" hviskede han i mit øre, da han havde trukket mig ind i et kram, "det er helt okay" svarede jeg og krammede med. "Vil du ikke nok få talt med Martinus?" spurgte han, jeg nikkede usikkert og han gav mig et smil, før han gik igen.

Burde jeg bare tale med Martinus og høre hvad han har at sige? Jeg savner og elsker ham jo...

------------------------------------------------------------------------------------------------

Halløj halløj venner, endelig et nyt kapitel! Håber at i kunne lide det og at i synes det var fedt, at det var en smule længere end førhen... Kommenter meget gerne for mere også må i meget gerne trykke på den lille stjerne som er oppe i hjørnet:))

- Katrine<33 (imagiinemm)