Elsker du mig overhovedet...? - Martinus Gunnarsen

Kapitel 29 // Verdens værste bror

(Marcus' P.O.V.)

Hotellet er virkelig smukt og enorm hyggeligt. Gæt engang hvem jeg er så mega heldig at skulle dele værelse med. Hvis du gættede på Martinus og Marie eller Marie og Martinus, så er det helt og aldeles korrekt. Om jeg er glad for det? Både og.

Til min store overraskelse, så gik Marie hen til den lille seng, hvor man kun kan sove en i. Ikke nok med at jeg var forvirret, så var Martinus mindst lige så forvirret, hvis ikke mere endda.

Hun pakkede sine ting ud, uden nærmest at sige et ord. Men jeg tror, at jeg lurede den til sidst. Hun kigger over på mig og sendte et grinende smil. Jeg gengældte det bare og hentydede til, om vi måske lige skulle få snakket, som vi jo havde aftalt, at vi ville. Hun nikkede over mod døren og gjorde tegn til at jeg skulle komme med. Martinus stod rigtig forvirret og kiggede på. Altså jeg kunne godt fornemme at min bror blev jaloux, men hvis han stoler på mig, ved han at der ikke er nogen grund til at være det.

Jeg fulgte med Marie ud på gangen. Da jeg havde lukket døren bag mig og vendt mig om, blev jeg mødt af Marie som stod med krydsede arme og ventede på, at jeg ville fortælle det hele.

Jeg tog en dyb indånding, inden at jeg begav mig ud i, at fortælle hvad der gik mig på. "Martinus er jo utrolig glad for dig og bruger også meget tid sammen med dig, ikke at der er noget galt i det. Jeg er super glad for, at han har fundet en, som han virkelig holder af og som han elsker virkelig højt. Dog føler jeg mig glemt, glemt af min egen bror. Jeg føler ikke, at han har tid til mig mere. Jeg savner at være sammen med ham, savner at grine med ham, savner generelt bare ham" fik jeg fortalt en lille tåre rullede langsomt ned af min kind.

Marie trak mig hurtigt ind i et kram. Jeg holdte godt fast om hende og hun holdte godt fast om mig, da hun vidste, at dette var hvad jeg virkelig havde brug for.

(Martinus' P.O.V.)

Jeg ved godt, at jeg ikke burde stå og lytte lidt henne ved døren. Jeg ved også godt, at jeg skal stole på min bror, hvilket jeg også gør, men når man er så forelsket i en, som jeg er i Marie, er det svært at tænke klart.

Jeg hørte ikke så meget efter indtil at ordene "Dog føler jeg mig glemt, glemt af mine egen bror. Jeg føler ikke, at han har tid til mig mere" kom fra den anden side. Er det virkelig sådan, at han har det? Jeg har bestemt ikke glemt min bror, jeg har bare brugt tid sammen med Mari... Åhh nu kan jeg godt se det.

Hvad har jeg dog tænkt på. Han er jo min bror, jeg fungere ikke uden ham. Hvordan kunne jeg bare skære ham væk på den måde og ikke rigtig bruge tid på at være sammen med ham.

Jeg sætter mig over på sengen. Døren åbner og jeg ser først min smukke kærestes øjne. Derefter ser jeg Marcus' øjne som er helt røde. Han må have grædt.

Jeg skynder mig over til Marcus og trækker ham ind i et kram. "Undskyld, jeg var slet ikke klar over, at du havde det sådan, det er jeg ked af" mumlede jeg, mens vi stadig stod og krammede. Det var længe side, at min bror og jeg havde krammet. Det var faktisk rart.

☆☆☆

(Maries P.O.V.)

Mine to ynglingsdrenge fik snakket det hele ud. Marcus var nu glad igen og nu kan vi bare nyde, at vi er i Thailand. Vi er seriøst i Thailand, det har jeg aldrig været før, men det har drengene vidst.

Emma havde været inde og spørge om vi ville med på opdagelse på hotellet. Drengene sagde med det samme nej, men på en sød måde, bare rolig. Jeg ville gerne med Emma på opdagelse, det er jo rimelig cute egentlig.

Hun tog mig i hånden og sammen gik vi udenfor. Jeg kiggede hurtigt tilbage og så begge tvillinger sidde og smile til os. Jeg rakte tunge af dem, inden at vi ikke kunne se dem længere. "Mariiiiie, ved du godt, at du er en fantastisk bonus storesøster?" spurgte Emma og så op på mig. Hun er den kønneste pige, som jeg længe har set.

Jeg rystede stille på hovedet med et smil. Jeg gav hendes hånd et lille klem og vi fortsatte vores opdagelser. Vi fandt poolen, et lille græsareal og legepladsen, hvor vi også lige brugte lidt tid. Jeg sad og så på Emma, imens hun løb og hoppede rundt.

Hun kom løbende hen mod mig og tog fat i mine hænder.. Jeg rejste mig og nu løb vi begge rundt. Vi løb tilbage mod værelserne, gik ind på drengenes og mit værelse, hvor vi fandt dem liggende på sengen med hver deres mobil.

De hørte os ikke, så vi gik stille over mod dem og smed os ovenpå dem. Jeg ovenpå Martinus og Emma ovenpå Marcus. Emma og jeg brød ud i grin.

☆☆☆

Vi havde været på restaurant for at få noget aftensmad og for at side det mildt, så var det sygt fryd. Jeg satte mig ikke ved siden af Martinus, men ved siden af Emma, da jeg gerne ville have Martinus til at være mere sammen med hans bror.

Min plan virkede fint, for de havde allerede brugt mere tid sammen, end de har gjordt på det sidste. Marcus havde dog insisteret på, at jeg skulle ligge i den samme seng som Martinus. Så han havde flyttet mine ting fra den lille seng og så over til den store dobbeltseng, hvor Martinus lå.

Jeg lå under dynen og var på vej til at falde i søvn, da Martinus' arme sneg sig omkring min mave. Jeg vendte mig om, stadig med hans arme omkring mig og så ham smilende ind i øjnene. Han kyssede mine læber blidt og da jeg prøvede at trække mig, gjorde han det længere.

Hans hænder gled ned ad min krop og jeg fik kuldegysninger. "Martinus. Ikke. Nu." hviskede jeg mellem kyssene og Martinus kiggede med et er-du-helt-seriøs-blik. Jeg nikkede med hovedet i retningen hvor Marcus lå og Martinus fattede nu, hvorfor jeg sagde, som jeg nu engang gjorde. Vi skal kun være på dette hotel i nogle dage, inden at vi skal skifte til et andet, hvor Martinus og jeg vidst for vores helt eget værelse...

------------------------------------------------------------------------------------------------

Kapitel 29 er nu ude og jeg håber, at I kunne lide det:)) For at være helt ærlig, så er jeg ikke selv helt tilfreds med det, men hvis I kunne lide det, så må I meget gerne skrive en skøn kommentar og trykke på den lille stjerne i hjørnet (vote), da det ville gøre mig utrolig glad...

- Katrine<33 (imagiinemm)