Elsker du mig overhovedet...? - Martinus Gunnarsen

Kapitel 61 // "Om du så vil eller ej"

Jeg vågede op og det var en dejlig morgen. Normalt ville jeg synes, at tirsdag er en lorte dag, men denne tirsdag var en god en af slagsen. Min fødselsdag.

Det er ikke fordi, at jeg synes, at fødselsdage er den vigtigste ting at fejre, men alligevel synes jeg, at den er pænt vigtig. Jeg fylder år og har jo sjovt nok været her i verden i et år længere end før, amen tak siger jeg bare.

At være fyldt seksten er skønt. For det første er jeg ikke den der "lille" pige længere, som mine forældre lidt har set mig som, siden jeg overhovedet kom til, men jeg er også lige pludselig lige så gammel som min kæreste.

Nu kan Martinus ikke gå rundt og sige alt muligt med, at jeg er den bette af os, selvom det faktisk er sandt. Jeg vil nok altid være den bette af os, men det er ikke så slemt, når bare jeg er den samme alder, som han er.

Jeg skal ikke lave noge særligt. Som sædvanligt skal jeg i skole, så skal jeg hjem fra skole og kommer nok egentlig bare til at se et eller andet på Netflix eller noget, inden at min mor og far har lavet en helt vildt lækker aftensmad til mig. Alle mine favoritter og det man normalt ikke bare sådan lige for på en normal hverdag.

Martinus havde været den første til at skrive til mig. Det satte et smil på mine læber. Ikke bare fordi at han havde husket min fødselsdag, men at han tænkte over at skrive til mig.

Martinus - Godmorgen til min smukke kæreste og kæmpe stort tillykke med dagen. Du skal nok et eller andet idag, men efter skole låner jeg dig lige, om du så vil det eller ej;))

Jeg kunne ikke helt lade være med at blive lidt varm inden i på grund af Martinus' besked. "Om du så vil det eller ej" mumlede jeg for mig selv og grinede lidt over det. Efter skole havde jeg jo så pludselig en aftale med Martinus, men det gjorde mig bestemt ikke noget.

Jeg tog noget tøj på og gjorde mig nogenlunde præsentabel at se på, inden jeg smuttede nedenunder, hvor min mor og far stod med store smil og flag i hænderne. "Tillykke, vores nu store pige" lød det glad fra min mor. Jeg takkede og gav dem et stort kram.

Vi satte os ned og fik noget lækkert morgenmad, inden det var tid til, at jeg skulle i skole. Mine forældre tilbød at køre mig, men de havde lidt på fornemmelsen, at jeg måske ville måde nogen af mine venner og følges med. Ikke fordi jeg havde planer om det, men det ville jo være løgn, hvis jeg sagde, at jeg nok ikke lige havde tænkt, at jeg skulle følges med Martinus, Marcus eller Esther.

☆☆☆

Jeg havde ikke fulgtes med nogen i skole, men det gjorde mig faktisk hellere ikke så meget. Jeg gik bare med noget musik i ørene og med Martinus i tankerne.

Jeg trådte stille ind af døren til klassen og tog så småt høretelefonerne ud, hvor jeg så lagde dem i min lomme. Jeg gik over mod mit plads, hvor Martinus overraskende sad med et ufattelig stort smil.

"Fik du ikke min besked, siden du ikke valgte at svare" spurgte han og tog sig til brystet, så det virkede som, at han var såret og skuffet. Dog begyndte han at grine lige bagefter. Han trak mig ned til ham, så jeg endte med at sidde på hans skød.

"Tillykke, min pige" hviskede han i mit øre og det gav mig lidt kuldegysninger. Han gav min kind en masse små kys og pludselig vendte han mit hovede, så hans læber blidt ramte mine. "Tillykke til min bedsteste veninde" lød det fra Marcus og jeg rejste mig hurtigt fra Martinus for at trække Marcus ind i et kram.

Det samme gjorde jeg med Esther, da hun sagde tillykke til mig. Klokken ringede ind til time og jeg havde ikke specielt meget lyst til skole idag, me det skulle vel bare overstås. Efter skole ville jeg jo skulle med Martinus eller det tror jeg da i hvert fald. Jeg havde jo absolut ingen anelse om, hvad det var, som vi skulle, men det skulle nok blive fint.

☆☆☆

Endelig! Efter hvad som føltes som uendeligheder, så havde klokken endelig ringet ud og vi kunne endelig pakke vores ting sammen og tage hjemad. Jeg vidste dog ikke, hvad jeg skulle, men Martinus var hurtigt henne ved mig.
"Kom" sagde han sødt og vi begyndte at gå hjemad mod hans hus.

Da i kom ind ad døren til Martinus' hus, stod hans alt for skønne familie med balloner og et kæmpe skilt, hvor der stod "Tillykke" på. Pludselig lagde jeg mærke til, at min familie også stod der og lykønskede mig.

Af en eller anden grund, havde mine forældre og Gunnarsen familien snakket sammen om, at vi skulle fejre min fødselsdag hjemme ved dem. Jeg havde intet vidst og det gjorde faktisk overhovedet ikke noget, for jeg synes, at det var en sød lille overraskelse.

Gaverne som jeg fik var skønne, men for mig handler det bestemt ikke om gaver. Ja, gaver er da bare et plus, men jeg ville godt kunne overleve uden.

Der var dog en af gaverne som gjorde et eller andre specielt ved mig. Det var selvfølgelig Martinus' gave. Det virkede virkelig som om, at han havde tænkt godt og grundigt over, hvad han skulle give mig og han havde ramt helt rigtigt.

Han havde givet mig et armbånd. Ikke et hvilket som helst armbånd, men det passede ligesom til den halskæde, som han havde givet mig, da jeg næsten lige havde lært ham at kende. Da han skrev et utrolig søde brev til mig og lagde halskæden ved siden af.

Jeg kunne ikke være mere lykkelig over at have Martinus i mit liv...

------------------------------------------------------------------------------------------------

Kommenter & vote for mere...

- Katrine<33 (imagiinemm)