Elsker du mig overhovedet...? - Martinus Gunnarsen

Kapitel 56 // Faret vild

Martinus havde gået rundt og irriteret mig hele dagen. I starten kunne jeg godt se lidt sjovt i det, men jeg var begyndt at blive rimelig træt af det efterhånden.

Esther og Marcus var også hoppet lidt med på den, så det var egentlig tre mod en. Jeg blev sjovt nok irriteret og synes egentlig bare, at de skulle stoppe.
Jeg gad det ikke rigtig længere og man kunne også sagtens mærke på mig, at jeg ikke rigtig gad det mere.

Jeg prøvede lidt at undgå at høre, hvad det var, som de gik rundt at sagde. Jeg gjorde mit bedste for at lukke ørene, men i sidste ende var det rimelig svært.

Selvom jeg gik væk fra de andre, så var de hurtigt henne ved mig igen. Jeg havde virkelig fået nok og det var virkelig begyndt at gå mig og mit humør en smule på.
"Nu sidder hun alene igen, men det er ikke noget nyt" lød det inde fra huset og jeg kunne sagtens høre, at det var Martinus.

Han kom tættere på mig og hans irriterende kommentarer blev tydeligere. Jeg vidste jo inderst inde godt, at han ikke mente noget på en træls måde, men at han bare ville tage lidt pis på mig, men det gjorde egentlig ikke, at jeg synes det var sjovt.

Han lagde armene om mig og placerede hans hovede mellem mit hovede og min skulder. Han kyssede blidt min kind, men jeg rejste mug bare og gik egentlig væk fra ham.

"Gider du at lade være" spurgte jeg så venligt, som jeg nu kunne, selvom at jeg var irriteret. Han begyndte pludseligt at se utrolig forvirret og chokeret ud.

"Hvad er der galt?" spurgte Martinus og lød til virkelig ikke at forstå noget.
"Hvad der er galt! Jamen ser du, hele dagen har du gået rundt og irriteret mig så fandtes meget uden at tænke over, at jeg måske ikke synes, at det var så utrolig sjovt. Du har ikke sagt andet end nedladende og trælse ting til mig idag og jeg synes det er dissideret tarveligt gjort af dig".

Med de ord gik jeg lige forbi Martinus. Han greb fat i mit håndled og holdt mig fast, så jeg ikke gik nogen steder.
"Vil du ikke nok slippe mig, Martinus", man kunne høre på mig, at jeg var ved at bryde en smule sammen.

Martinus gav slip på mig og jeg godt fornemme, at han ikke var helt glad for det og situationen.
Jeg så hurtigt op på Martinus, men så også hurtigt ned i jorden igen. Jeg vendte mig om og begyndte bare at gå, men jeg vidste virkelig ikke hvorhen.

Mine ben førte mig bare et eller andet sted hen. Det føltes ikke helt som om, at jeg selv havde fuldstændig kontrol over det.

Jeg gik bare i mine egne tanker. Jeg var egentlig ikke sur på Martinus og de andre to, men bare en smule irriteret og lidt ked af det. Det kunne også sagtens være, at jeg overdrev, for det gjorde jeg jo nok.
Af en eller anden grund havde jeg bare brug for at komme ud med mine tanker i det øjeblik og de kom nok ud på en lidt forkert og sur måde.

Jeg burde slet ikke have reageret, som jeg nu engang gjorde. Jeg var godt træt af det, det var jeg virkelig, men alligevel burde jeg nok bare have snakket med Martinus om det.

Jeg havde fundet vej hen til en skov. Der var blevet lidt mørkt og jeg hadede mørke. Jeg burde have vendt om for længst, men det var på en eller anden måde rigtig rart at gå og tænke lidt over tingene.

Egentlig skulle jeg nok aldrig have trådt ud af døren og taget det første skridt ud mod skoven. Dog fandt jeg vej derind og pludselig kunne jeg ikke rigtig holde til det mere.

Jeg blev utrolig ked af det, hvorfor det vidste jeg ikke helt, men tårerne kom bare frem. Jeg satte mig ned på en sten og efter lidt, lod jeg bare tårerne trille ned af mine kinder.

Der var faktisk ikke rigtig nogen grund til, at jeg behøvede at blive så ked af det. Martinus havde jo ikke ment noget af det på en træls eller dårlig måde, han lavede bare lidt sjov.
Dog synes jeg jo ikke det var rart og vidste egentlig heller ikke, hvorfor det hele skulle gå ud over mig.

Det var blevet ufattelig koldt og regnen var begyndt at falde ned fra skyerne.
Mit hår og hår var jo nærmest gennemblødt og det gjorde bestemt ikke noget varmere.

Jeg prøvede lidt at finde vej ud af skoven, men jeg fandt den ligesom aldrig. Jeg blev mere og mere bekymret for, at jeg ikke ville kunne finde tilbage igen.

Det så virkelig ikke godt ud og jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg var virkelig bange og ville egentlig bare gerne tilbage, ville bare gerne være i Martinus' beroligende, trygge og varme arme.

Jeg satte mig ned på en sten. Jeg havde på en måde givet lidt op, selvom jeg godt vidste, at klokken ikke var så mange. Det hele virkede bare så uvirkeligt og jeg følte ikke rigtigt, at jeg kunne gøre noget.

Jeg havde aldrig frosset så meget før og jeg begyndte at kunne mærke, hvor træt jeg blev af det. Selvom det var koldt, føltes luften utrolig tung. Jeg svedte og frøs på samme tid.

"Martinus" mumlede jeg, selvom jeg umærkede godt vidste, at han ikke kunne høre det.
"Martinus, please" mumlede jeg igen. Han var sikkert ligeglad med, at jeg faktisk var væk.

Jeg vidste ikke hvor lang tid, jeg havde været væk, men jeg vidste bare, at jeg utrolig gerne ville tilbage til de andre...

------------------------------------------------------------------------------------------------

Kommenter & vote for mere...
Jeg har fødselsdag, så derfor får I et kapitel!
- Katrine<33 (imagiinemm)