Elsker du mig overhovedet...? - Martinus Gunnarsen

Kapitel 5 // Martinus...

Nærmest alt gik gennem mit hovede og jeg mener det virkelig, men mest af alt så var alle tankerne om, ja hvem mon? Martinus...

Jeg måtte bare tale med ham, det ville jo være det bedste at gøre. Jeg løb ud i gange, tog sko og jakke på, hvor jeg derefter gik ud af døren for at gå over mod Martinus. Jeg nåede ikke længere end at lukke døren og træde et skidt, før jeg stoppede op. Jeg så ham stå oppe ved hans vindue og kigge på mig, jeg kunne ikke tage over til ham, jeg kunne bare ikke. Så jeg løb om i haven og satte mig ned på en lille bænk som var, tårerne begyndte at presse på og lige pludselig kunne jeg ikke holde dem tilbage mere, så jeg lod dem stille trille ned af mine kinder. Jeg lagde mit hovede i mine hænder og lagde det på mit skød, mens jeg sad der og græd, hørte jeg nogle lyde, men jeg ignorerede dem bare, for det eneste jeg kunne tænke på var Martinus. En hånd lagde sig på min skulder og en anden nussede stille min ryg, det kunne kun være én person, for jeg følte mig tryg og da jeg kiggede op, sad han lige der. "Martinus..." sagde jeg, hvor jeg skulle til at sige noget derefter, men han afbrød mig og trak mig ind i det rareste kram, som jeg længe har fået. Jeg begyndte at græde igen og han lagde mærke til det, så han trak mig tættere ind til sig og kyssede mit hovede, gosh han er alt for skøn.

Vi sad oppe på mit værelse i stilhed, ingen sagde noget og ingen gjorde noget. Jeg sad og kiggede ned i gulvet og det samme gjorde Martinus, indtil at jeg kunne mærke hans øjne rette sig over mod mig. "Hvad sker der Marie, hvorfor undgår du mig?" spurgte han med en rystende stemme, man kunne høre at han var ked af det. Jeg kiggede op på ham og der kunne jeg ikke holde det ud mere, så jeg skyndte mig bare at omfavne ham i endnu et kram og det var virkelig noget jeg havde brug for, bare at kunne omfavne ham og ikke omvendt. Han krammede med og da vi trak os fra krammet, havde han det største smil på læberne og det smittede jo selvfølgelig en smule af på mig, "så hvad er der mus?" spurgte han, aww han kaldte mig mus. Nu skulle jeg så til at fortælle det hele igen, præcis som da jeg fortalte Marcus det, men denne gang var det en smule sværere. "Alt det de piger har fortalt dig er ikke sandt Marie, jeg kune aldrig finde på at gøre sådan og det ved du jo også godt, for jeg elsker dig jo" sagde han da jeg var færdig med at tale. Jeg vidste at jeg ikke skulle have lyttet til de piger, som Martinus fortalte mig, så kunne han aldrig finde på at gøre sådan noget overfor andre. Uden at svare ham rejste jeg mig fra sengen og gik over mod døren, "hvad skal du, har jeg sagt noget forkert?" han lød helt forvirret, jeg rystede smilende på hovedet og gik ud af døren, for derefter at gå nedenunder, hvor jeg fandt det utrolig fine brev som han havde skrevet til mig.

Jeg tog det i hånden og gik op til ham igen, da jeg kom ind af døren, rettede han hovedet direkte over mod mig og hans øjne lyste op, da han så hvad jeg havde i hånden. Jeg satte mig ned ved siden af ham igen og rakte ham brevet, "tusind tak for det fine brev, jeg elsker også dig Martinus" sagde jeg, mens han tog imod brevet, han gav mig et smil og skubbede mig ned på sengen. Han satte sig over mig med et ben på hver side og begyndte så kilde mig, for han ved hvor kilden jeg er, "Martiiiinus stooop" grinede jeg og prøvede at skubbe ham af, men han var større og stærkere end mig. "Kun på én betingelse", "og den betingelse er?" spurgte jeg om, han smilede kækt før han svarede "hvis du lover mig, at du aldrig vil gøre sådan noget her mod mig igen" svarede han og hans smil falmede en smule, jeg nikkede og han begyndte så småt at læne hans hovede længere mod mit, ville han til at kysse mig eller hvad, jeg var meget i tvivl, men jeg kunne jo godt lide ham så det var jo egentlig okay. Jeg begyndte at læne mig længere mod ham og da der kun var få centimeter mellem vores hoveder, gik døren så småt op og vi træk os hurtigt væk fra hinanden. "Er du helt seriøst" nærmest råbte Martinus, da døren blev helt åbnet og han så hvem der stod i døren...

------------------------------------------------------------------------------------------------

Part 5 wiiie, håber at i kunne lide det og synes det var spændende nok:)) Gad vide hvem det er som kommer ind og afbryder dem, hvad tror i? I må meget gerne kommentere for mere og meget gerne trykke på den lille stjerne som er oppe i hjørnet, tak...

- Katrine<33 (imagiinemm)