Elsker du mig overhovedet...? - Martinus Gunnarsen

Kapitel 31 // "Fuck dig, Martinus"

Emma havde nærmest plaget drengene om at prøve den store vandrutsjebane med hende, men ingen af dem gad. Inderst inde tror jeg bare, at de var bange for at prøve den, men de ville bare ikke indrømme det overfor os.

Begge tvillinger stod ved kanten af poolen. Emma og jeg havde en lille plan som egentlig ville være rimelig sjov for os, men nok ikke for tvillingerne, som de ville gå udover.

Når drengene ikke ville gøre deres lillesøster en smule glad ved at prøve den store vandrutsjebane sammen med hende, så må vi jo finde en måde, hvor på vi kan irritere dem en smule.

Vi sneg os om bag dem, uden at de ville ligge mærke til det. Heldigvis lagde de ikke mærke til noget og jeg så ned på Emma som stod og kunne næsten ikke holde masken længere. Jeg gjorde tegn med mine fingre, at vi skulle til at udføre vores lille plan om 3...2...1 og der røg begge tvillinger i vandet.

Emma og jeg satte os grinede ned på kanten og ventede egentlig bare på, at drengene ville dukke op til overfladen igen. Vi glædede os til at se deres ansigtsudtrykke og da de begge kom op, så de en smule forskrækket ud. Martinus gav mig hurtigt et det-skulle-du-virkelig-ikke-have-gjort-blik og jeg tog begge hænder i vejret som om, at jeg var uskyldig.

Martinus så hurtigt hen på Marcus og sendt ham et blik, som jeg ikke helt kunne tyde. Jeg kunne faktisk overhovedet ikke tyde det, men han vendte sig om mod mig igen og så på mig med et løftet øjenbryn og der, lige der blev jeg en smule bekymret, for hvad som ville sket lige om lidt.

Martinus svømmede tættere på mig og holdte hele tiden det lille kække smil som var dukket op på hans læber. Da han var helt tæt på mig og stod imellem mine ben, tog han forsigtigt fat om livet på mig og trak mig en smule tættere på ham. Jeg kiggede lidt usikkert ned på ham. Han sendte mig bare et smil og kiggede derefter over på Marcus igen. Derefter skete der ikke mere.

Lige indtil at Martinus strammede hans greb om mig og pludselig var mit hovede under vandet. Jeg kunne mærke, at Martinus' arme stadig holdte om mig, så vi måtte jo begge været røget under vandet. Da jeg fik mit hovede over vandet igen, mødte mine øjne Martinus' og han havde selvfølgelig et stort og grinende smil plantet fast i hans ansigt. Han følte sig simpelthen så god og gud, hvor var det dog irriterende. Jeg må nu give ham, at det var godt lavet af ham, men Emmas og min plan var altså en del bedre, hvis jeg selv skal sige det.

"Var det virkelig nødvendigt?" spurgte jeg med hovedet på skrå og Martinus nikkede bare provokerende med hovedet. Jeg lavede et meget kort og falsk grin, inden jeg svømmede lidt væk fra Martinus. "Fuck dig, Martinus" sagde jeg irriteret og himlede med øjnene.

Martinus kom bagfra og lagde sine arme om min mave, "Det har du vidst allerede gjort, men du må da gerne gøre det igen" hviskede han meget stille i mit øre og selvom jeg var under vand, fik jeg altså gåsehud og kuldegysninger. Jeg sukkede bare og så opgivende om på ham.

Den dreng er seriøst det mærkeligste længe og nogle gange, ville jeg bare ønske, at jeg ikke behøvede at høre på alle hans kommentarer, for nogle af dem er rimelig latterlige. På en måde er jeg jo glad for alle hans mærkelige og latterlige kommentarer, for jeg er jo utrolig glad for ham, men nogle af dem kunne han godt tage og droppe.

☆☆☆

En masse tid var blevet brugt nede ved poolen og det endte med, at jeg jeg nærmest måtte trække Martinus med op i vandrutsjebanen, om han ville det eller ej. Nej, selvfølgelig tvang jeg ikke min kæreste til det, det ville jeg overhovedet ikke gøre, men han gik med til det efter en lidt, hvor Emma og jeg virkelig havde plaget ham et i stykke tid. Marcus tog også med, så Martinus og jeg kørte sammen, imens at Marcus og Emma kørte sammen.

Emma bliver nok aldrig træt af at bade, men det gør vi andre altså en smule. Så derfor endte vi altså oppe på hotelværelset igen, inden at vi skulle ud og finde noget at spise lidt senere. Jeg har god tid til at gøre mig klar, ikke at jeg bruger så forfærdelig meget tid på det, men det er der nok andre der mener, at jeg gør. Nemlig, Martinus.

Mon Martinus har mod på at spille minigolf imod mig, når vi har spist. Jeg kom bare lige i tanke om, at det var noget, som jeg virkelig havde lyst til.

Nu når vi er inde på emnet Martinus, så har han fundet vej hen til sengen, hvor han har lagt sig og igen har han fundet sin mobil frem. I stedet for at ligge med sin mobil, så burde han måske spørge om Marcus vil være med til noget. Han har jo sagt til mig en aften, at han gerne ville bruge mere tid sammen med Marcus og det har han da også gjort, men det kunne godt være bedre.

☆☆☆

Vi gik nede i byen og luften var stadig rar. Den var lidt kølig, men det var jo absolut ingenting i forhold til på Trofors. Vi havde næsten lige spist og det var lækkert, altså jeg elsker mad, så det var virkelig godt.

Martinus havde sagt ja til at spille minigolf. Han gik hen og spurgte Marcus, om han ville være med, hvilket han gerne ville. Jeg synes det er skønt, at han tager initiativ til at spørge Marcus. Jeg føler lidt, at jeg lyder som en mor eller noget, men det er altså ikke det, som jeg prøver på, men jeg synes bare, at det er vigtigt.

Nok om det, vi skal spille minigolf og jeg glæder mig som en sindsyg. Det er seriøst lang tid siden, at jeg har spillet det, men jeg husker det som om, at jeg er utrolig dårlig, så jeg kommer nok til at tabe...

------------------------------------------------------------------------------------------------

Kapitel 31 er nu ude og jeg håber, at I kunne lide det:)) Hvis I kunne, så må I meget gerne skrive en mega skøn kommentar og trykke på den lille stjerne oppe i hjørnet (vote), da det ville gøre mig utrolig glad...

- Katrine<33 (imagiinemm)