Elsker du mig overhovedet...? - Martinus Gunnarsen

Kapitel 60 // Pigesur

Jeg vågede op med Martinus, da alarmen, som vi havde sat til, ringede. Som sagt så blev han jo og sov igår. Jeg faldt rimelig hurtigt i søvn og det tror jeg egentlig også, at Martinus gjorde.

På en måde var jeg slet ikke klar til at skulle i skole igen, men på en eller anden måde var jeg. Det lyder måske mærkeligt og det er jo nok også, men sommetider er jeg bare trolig forvirret omkring de mærkeligste ting.

Martinus så ikke ud til at vågne, da alarmen lød. Det ville dermed sige, at jeg nu æren af at skulle vække ham, hvilket kun var skønt. Jeg vidste dog ikke helt, hvordan jeg skulle få han vækket eller rettere sagt, hvilken måde jeg skulle vække ham på.

Jeg ville ikke hælde vand udover ham, for han lå jo sjovt nok i min seng og det ville måske ikke være så mega klogt af mig. Selvom det kunne være sjovt at vække ham på en irriterende måde, så endte jeg altså bare med at vække ham på en sød måde.

Man skulle tro, at Martinus er let at vække om morgenen. Det er det som regel også, men så er der ligesom også de der dage, hvor man bare overhovedet ikke kan vække ham. Dette var en af de irriterende dage.

Til sidst åbnede han øjnene. Han skubbede blidt til mig, men nok til at jeg røg ned på gulvet. Det gjorde heldigvis ikke ondt eller noget, men Martinus lå bare og grinede lidt for sig selv oppe i sengen. Det irriterede mig lidt, at tanken om at hjælpe mig op slet ikke strejfede ham.

☆☆☆

Martinus og jeg havde ikke rigtigt snakket sammen om morgenen, men først da vi begyndte at gå i skole. Vi mødtes med Marcus og Esther på vejen. Marcus havde lige været henne at hente Esther hjemme ved hende.

Jeg kunne godt huske den gang, Martinus altid kom hen og hentede mig før skole, så vi kunne følges ad med hinanden. På en måde savner jeg lidt den tid, tiden hvor Martinus og jeg lige var fundet sammen. Dog gjorde det mig overhovedet ikke noget, at vi var der, hvor vi var nu.

Ja, Martinus og jeg havde vores op- og nedture, men de havde jo også været en del, af hele Martinus' og mit forholds udvikling og vores måde at blive bedre kendt med hinanden, men det vigtigste for mig var dog, at jeg havde oplevet mange forskellige sider af drengen, som jeg elsker.

Pludselig var vi ude foran skolen og inden jeg vidste af det, havde klokken ringet og vi sad alle sammen så fint på vores flade rumper, hvor vi ventede på, at læreren ville komme ind og have time sammen med os, eller hvad man nu skal sige.

Vi blev fortalt, at vi skulle arbejde sammen to og to. Til at starte med tænkte jeg jo, at jeg ville arbejde sammen med Martinus. Han ville dog ikke arbejde sammen med mig, da han åbenbart ikke syntes, at jeg ville lave specielt meget.

Jeg kunne godt se på ham, at han ikke mente det, men at han bare allerede havde fundet en at arbejde sammen med, altså Marcus. Det gjorde jo ikke noget, men det kunne han jo bare have sagt i stedet for at skulle sige et eller andet utrolig flabet.

Esther kom over til mig og spurgte, om jeg ikke havde lyst til at arbejde sammen med hende. Selvfølgelig havde jeg da lyst til det, så vi samlede vores ting og gik ud på gangen. Vi gik forbi bordet, hvor tvillingerne sad. Martinus tog fat i min arm, i det jeg gik forbi, men jeg trak den hurtigt til mig og gik bare videre uden at skænke ham et eneste blik.

Jeg var nok lidt sur over det fra i morges og det fra lige før. Ikke sådan ur for alvor, men lidt pigesur bliver man dog lov at blive sommetider. Lov og lov det ved jeg ikke, om man kalder det, men det bliver man jo til tider og det skal der jo så også være plads til.

Esther og jeg fik sat os ned. Vi begyndte på vores lille opgave, som vi havde fået stillet og skulle så fremlægge senere på dagen. Vi kom egentlig rimelig godt fra start og for at sige det lige ud, så fik vi altså lavet noget rimelig godt.

Da det var tid til, at vi skulle fremlægge, gjorde vi klar og det gik egentlig rimelig godt. Martinus sad med lidt åben mund, da Esther og jeg var færdige, men det havde han lidt godt af, nu hvor han jo havde sagt til mig, at han ikke ville arbejde sammen med mig, fordi jeg åbenbart var for dårlig til det.

Det ringede ud ikke så lang tid efter, at de to tvillinger havde været oppe at fremlægge som de sidste. De klarede det super fint og det ville jeg da ikke kommentere mere på. Jeg fik pakket mine ting sammen og så var jeg ellers klar til at tage hjem fra skole.

Martinus havde prøvet at få fat på mig til sidst i timen, men jeg ignorere ham bare. Han blev ved med at tage fat i min hånd og jeg blev ved med at trække den til mig igen. Det var lidt underligt, men når jeg først var en smule sur, så skulle der ikke meget til, at jeg faktisk overhovedet ikke gad personen som havde gjort mig sur til at starte med. Det vil sige, Martinus, i dette tilfælde.

"Gider du lade være med at være pigesur, Marie" lød det lettere irriteret fra Martinus, eftersom at jeg ikke havde gidet ham.

"Jeg er ikke pigesur" konstaterede jeg, selvom det var løg og det vidste han også godt.

Han nikkede bare ironisk på hovedet og kom med kommentaren "Helt klart".

Det var dråben. Jeg løb over til ham og slog han blidt på brystet. "Slut med at være så forbandet irriterende, Martinus Gunnarsen" sagde jeg lidt halv sur og et smil formede sig bare på læberne af Martinus.

"Skal du med hjem til mig?" spurgte han kækt og jeg var hurtig til at ryste på hovedet som svar.

"Det skal jeg i hvert fald ikke! Jeg vil være sur på mig", det sidste mumlen jeg, for det var rimelig svært for mig at være sur på ham. "Det ved vi begge to godt, at du ikke kan" hviskede han forsigtigt i mit øre og dernæst gav han det et lille kys...

------------------------------------------------------------------------------------------------

Kommenter & vote for mere...

- Katrine<33 (imagiinemm)