Elsker du mig overhovedet...? - Martinus Gunnarsen

Kapitel 41 // Martinus' favn

(Maries P.O.V.)

Jeg havde ikke kunnet sove, så jeg listede mig stille ud af værelset og bevægede mig stille over imod Martinus' og mit værelse.
Da jeg stod foran døren, hvis jeg ikke helt om jeg skulle banke på eller hvad jeg skulle gøre. Jeg trak stille ned i håndtaget, men der var selvfølgelig låst.
Jeg trak stille ned i håndtaget igen og lidt efter åbnede Martinus døren. Han stod med store øjne, da han så, at jeg nu stod foran ham og ikke var inde ved de andre.

"Marie!" lød han overrasket, imens han stadig stod i dørkarmen. Jeg stod bare og så lige ind i hans smukke brune øjne og jeg vidste nærmest ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv.
"Jeg gjorde det ikke, jeg elsker jo kun dig, Martinus" sagde jeg på kanten til at bryde ud i gråd. Han trak mig ind i hans trygge og varme arme, hvor han så begyndte at nusse min ryg.

Jeg lod stille tårne komme ned af mine kinder. Martinus kyssede mig blidt i håret og selvom jeg var skuffet over, at han troede, at jeg kunne finde på sådan noget, så var der ikke andet i hele verdenen, som jeg havde mere lyst til end at være i Martinus' favn.

Jeg trak mig lidt fra Martinus og kiggede ham igen i øjnene. "Jeg har ikke kysset en anden dreng, det ville jeg aldrig gøre, for jeg har jo dig og det er jo kun dig, som jeg elsker" konstaterede jeg og et lille smil kom frem på hans læber.
"Det ved jeg godt og jeg er så ked af, at jeg beskyldte dig for det, smukke. Jeg er bare bange for at miste dig og jeg ville virkelig ikke kunne bære det, hvis jeg nu gjorde" svarede Martinus mig og uden at tænke videre over det, tog jeg Martinus' hånd og flettede mine fingre ind i hans, inden at jeg løb over imod sengen.

Jeg smed mig ned i sengen og Martinus røg med. Han endte halvt ovenpå mig og følelsen af at have Martinus tæt på mig, kunne virkelig ikke beskrives. Det var noget af det rareste nogensinde og jeg ville aldrig undlade ham.

☆☆☆

"Så det var altså her, at hun alligevel endte med at sove" hørte jeg en hvisken og jeg nænnede virkelig ikke at åbne øjnene for at se hvem det var, men det lød meget som Ella, Ebba og Kristine.
Det var jo meningen, at jeg skulle have sovet inde ved dem, men jeg kunne simpelthen bare ikke. Jeg havde jo bare allermest lyst til at sove inde ved Martinus, så det var skønt, at jeg kunne det.

"Det ser i hvert fald ud til, at de fik reddet trådene ud i nat" kunne man høre Ebba sige og dernæst lød det til at de gik ud igen.
Martinus rykkede lidt på sig og jeg vidste ikke helt om han var vågen. Jeg fandt dog hurtig ud af, at han var vågen, da han blidt kyssede min pande og jeg blev helt varm i kroppen.

"Ser du på mig, når jeg sover?" spurgte jeg, imens jeg stadig forholdte mine øjne lukket. Martinus var hurtig til at reagere og det gik nok også meget ud på, at han nok fik et lille chok.
"Nej, nej, nej" svarede han, så jeg åbnede hurtigt mine øjne og tog Martinus i at ligge og kigge på mig. Han lukkede øjnene i og lod som om, at jeg bestemt intet havde set.

Jeg fniste en smule og uden at tænke videre over det, placerede jeg stille mine læber på hans i et lille kys og Martinus var hurtig til at gengælde kysset.

"Jeg er seriøst mere end glad for dig, Marie", jeg mærkede varmen stige op i mine kinder og kunne mærke, at jeg begyndte at rødme en del. "Jeg er vild med, når du rødmer" hviskede Martinus i mit øre og jeg skyndte mig at tage mine hænder op foran mit hovede.
Martinus fjernede dem dog igen og så mig dybt ind i øjnene. Han brød ikke øjenkontakten og det var mærkeligt, men bestemt også rart.

Pludselig kom Marcus brasende ind ad døren og jeg gemte mig lidt ind til Martinus' bryst, da jeg faktisk fik et lille chok.
"Martinus, du kan ikke bare ligge her, du bliver simpelthen nødt til at få snakket med Marie" kommanderede Marcus og jeg fandt det egentlig rimelig sødt af ham, at han havde det på den måde.

Jeg stak hovedet op og kiggede hen på Marcus. Han så lidt overrasket ud til at starte med, men det ændrede sig hurtigt til, at han havde et stort smil på læberne.
"Aww, ynglingsparet er blevet gode igen" kom det meget glad fra Marcus og satte i løb hen til sengen, hvor Martinus og jeg lå i, for dernæst at smide sig ovenpå os.

Jeg grinede lidt af Marcus' handling, men alligevel var han ikke den letteste i hele verden. Måske var det bare fordi, at jeg ikke var specielt stærk, men det synes jeg ikke, at vi behøver at sige til nogen.
"Marcus, skrid!" nærmest råbte Martinus og Marcus sprang nærmest op fra sengen og løb hen imod døren.

"Hyg jer" kom der lige som en lille kommentar fra Marcus, inden at han smuttede ud af døren og heldigvis lukkede den efter sig.
Martinus kom hurtigt over mig, lagde sig imellem mine ben og med hans arme rundt om livet på mig.
Han kyssede mig stille på kinden og ned af halsen. Jeg blev nærmest helt salig og jeg kunne godt fornemme et selvsikkert smil fra Martinus, da jeg måske, måske ikke kom til at undslippe et meget lille støn og når jeg siger meget lille, så mener jeg altså meget lille...

------------------------------------------------------------------------------------------------

Kommenter & vote gerne for mere...

- Katrine<33 (imagiinemm)