Elsker du mig overhovedet...? - Martinus Gunnarsen

Kapitel 26 // Det smukkeste længe

Vi er kommet hjem fra en helt igennem skøn tur til Finland. Drengene har arbejdet hårdt, så det må være dejligt for dem endelig at være hjemme igen. Hjemme på kolde Trofors.

Martinus og jeg har været sammen nærmest hver dag, siden at vi kom hjem. Både efter skole og i weekenderne. Men ja, vi er tilbage i skole, skide godt. Mærk ironien.

Altså jeg er gode venner med alle i min klasse, men jeg har stadig ikke fundet mig en bedsteveninde endnu. Det er også okay, for jeg bruger jo meget tid sammen med Martinus, men det kunne være hyggeligt at have en tale om drenge med osv.

Nu når jeg jo lige nævnte Martinus, så har han faktisk spurgt om jeg ikke ville være sammen med ham senere og det sagde jeg jo selvfølgelig ja til. Han fortalte, at han gerne ville vise mig et eller andet, så jeg er meget spændt.

☆☆☆

Jeg havde ligget i min seng med min MacBook hele dagen, da der var kommet nye episoder af den serie, som jeg nu engang ser.

Det banker stille på min dør og Martinus træder ind ad den. "Er du ved at være klar?" lød det grinende fra Martinus, da han så, at jeg på ingen tænkelig måde var tæt på at være klar.

"Meget morsomt, Martinus" sagde jeg med et falsk grin efterfølgende.

"Du ved jeg elsker dig", "Og jeg elsker dig, Gunnarsen".

"Se at komme op ad sengen eller så når vi ikke det, som vi skal og du vil ikke gå glip af det" fik Martinus sagt inden, at han trak mig op ad sengen og lige ind i hans arme. Han dufter så mega skønt.

Jeg skulle til at tage nogle andre bukser på i stedet for dem, som jeg havde sovet i, da Martinus lagde hans arme om mig og vuggede os lidt fra side til side.

"Martinus, kan jeg måske få lov til at tage mine bukser på, så vi kan komme afsted, for du sagde jo, at det var noget, som jeg ikke ville gå glip af", Martinus sukkede en smule, men løsnede hans greb om mig. Han gav min røv et lille slag inden, at han tog nogle skridt bagud og satte sig på sengen.

Jeg fik bukser på og en af Martinus' hoodies over min trøje, også var jeg altså klar. Martinus havde siddet med sin mobil hele tiden, så jeg må have været en smule langsom efter hans mening. Men jeg kunne altså heller ikke finde ud af hvilken hoodie, som jeg skulle tage på.

☆☆☆

Martinus havde taget mig med udenfor. Heldigvis var der ikke så koldt igen, men det var meget tilpas. Martinus holdte min hånd i hans og flettede hans fingre ind i mine.

Jeg så smilende op på ham og han så smilende ned på mig, da han er en smule høj i forhold til mig, ikke meget men lidt. Han bukkede sig lidt ned og kyssede min pande blidt.

Vi kom til en lille sti, som vidst nok førte os op på en lille bakke. Jeg tog min mobil frem og tog et billede af Martinus som gik lidt foran mig. Da jeg havde lagt mobilen tilbage i min lomme, halv løb jeg op til Martinus og sneg mine fingre ind i hans.

"Jamen der kom du jo" sagde Martinus smilende og jeg nikkede stolt over, at jeg var så smooth.

Vi endte på toppen af bakken og er du helt sindsyg, der var den flotteste udsigt. "Er du sindsyg, det her er flot" sagde jeg ud af det blå, mens jeg kiggede ud over Trofors. Jeg kiggede dernæst hen på Martinus, som stod med hans mobil og tog billeder af mig.

"Kan du lide det?" spurgte han roligt, "Er du gal, jeg er vild med det".

"Du har ikke set det bedste af det hele endnu, smukke", et kæmpe smil formede sig på mine læber og jeg kunne ikke lade være med at drukne i hans helt vidunderlige øjne.

"Se ud over Trofors nu", jeg vente mig og der, lige der så jeg det smukkeste jeg nogensinde havde set. Solnedgangen over Trofors. Det var simpelthen det smukkeste længe.

Martinus kom bagfra og lagde hans arme om mig, ligesom han havde gjordt tidligere. "Hvor er jeg glad for, at du har taget mig med herop, Martinus" sagde jeg stille, lænede mit hovede lidt tilbage, så det støttede lidt op ad hans skulder og lukkede så mine øjne i, så jeg kunne nyde det hele lidt mere.

Martinus kyssede stille min kind og derefter min hals. Hans arme var dejlig varme og det var som om, at tiden var gået helt i stå. Der var kun Martinus og jeg.

Efter at have stået og set på den smukke solnedgang, så var det jo sjovt nok blevet mørkere og derfor valgte vi, at vi ville til at gå hjemad. "Du kommer altså med mig hjem" insisterede Martinus og det var helt okay med mig, for gud hvor ville jeg bare gerne ligge i Martinus' arme når jeg falder i søvn.

Jeg sagde pænt hej til hans forældre og ville egentlig til at være en utrolig sød svigerdatter, men jeg nåede altså ikke mere, da Martinus skyndte på mig. Gerd-Anne sagde, at det var alt i orden, at jeg gik med Martinus, da han nok havde en eller anden mærkelig grund til at ville have mig med.

Jeg fulgte med Martinus ovenpå og så snart jeg kom ind på hans værelse, løb jeg over og kastede mig i sengen. Martinus grinede bare lidt af mig, så jeg kiggede irriteret på ham. "Du griner altid af mig, som om jeg er en eller anden kæmpe kegle" sagde jeg med løftet øjenbryn og kiggede lidt forvirret rundt.

"Du er en meget smuk en af slagsen, hvis du altså er en kegle" der kom den, jeg vidste at den ville komme. Han ville lige finde på et eller andet rigtig sødt at sige, så jeg ikke ville tænke mere over det. Den virker seriøst hver evig eneste gang, det er utrolig mærkeligt...

------------------------------------------------------------------------------------------------

Kapitel 26 er nu ude og jeg håber, at I kunne lide det:)) Hvis I kunne, må I meget gerne skrive en skøn kommentar og trykke på den lille stjerne i hjørnet (vote), da det ville gøre mig utrolig glad...

- Katrine<33 (imagiinemm)