Elsker du mig overhovedet...? - Martinus Gunnarsen

Kapitel 45 // "Jeg kan ikke mere!"

"Hvad er der at fortælle, jeg har set, hvad du har gjort, Martinus", jeg ville mere end gerne have en forklaring, men på lige præcis det tidspunkt kunne jeg simpelthen ikke.

Jeg gik lidt fra væk Martinus, da vi begyndte at gå ud mod bilen. Martinus gik lidt omme bagved og så ned i hans mobil. Man kunne sagtens fornemme, at han bestemt var ked af det, men det ændrede jo ikke på, hvad han havde gjort.

"Marie, hvad er der galt med Martinus?" hviskede Emma i mit øre og kiggede tilbage på Martinus. Jeg kiggede også tilbage på ham og hans blik rettede sig hurtigt over mod Emma og jeg.
Han sendte mig et trist blik, "Please" mimede han og jeg nikkede bare på hovedet.

Han kom op til Emma og jeg. Han gik ved siden af mig og det var en smule svært at koncentrere sig om at være sur på ham, når man er så utrolig forelsket i ham.

"Marie, jeg havde...", "Martinus, vi snakker om det, når vi kommer tilbage, okay?". Jeg følte ikke, at vi burde tale om det, når Emma var sammen med os. Martinus var forstående.

Han vendte tilbage til at se ned i hans mobil, men hans frie hånd fandt altså frem til min, hvor den stille prøvede at flette sig ind.
Jeg kunne ikke modstå at lade ham få lov og inderst inde ville jeg jo også hellere end gerne gå med Martinus' hånd i min.

Vi kom hen til bilen, jeg satte Emma ned og jeg slap Martinus' hånd. Jeg fulgte Emma ind i bilen og jeg endte med at sidde i midten.

☆☆☆

Jeg tror, at det var den længste køretur, som jeg nogensinde har været på. Vi kørte endelig ind på Gunnarsen familiens grund og derfra kunne jeg jo bare gå hjem, så det var helt fint.

Da jeg var kommet ud af bilen, sagde jeg farvel til Emma som den første, dernæst Marcus og så til Gerd Anne og Kjell-Erik.
Jeg skulle til at gå, da der var en som tog fat om min hånd. Selvfølgelig var det Martinus.

"Kan vi måske gå en lille tur, så jeg også lige kan forklare dig hele situationen?" spurgte en lidt nervøs Martinus mig om, da jeg havde vendt mig om, så jeg kiggede på ham.

Jeg opdagede, at resten af hans familie var gået ind og at der nu kun stod Martinus og jeg tilbage. Jeg gik med til det.

I starten var der ikke rigtig nogen der sagde noget, men efter lidt brød Martinus stilheden. "Jeg ved godt, at det ser skidt ud og det er det virkelig også, men du skal vide, at jeg virkelig elsker dig. Marcus og jeg gik rundt i Berlin, da der kom en masse piger op til os og spurgte om vi ville tage billeder med dem, hvilket vi gerne ville. Der var denne ene pige som, af en eller anden mærkelig grund, var meget tæt på mug hele tiden. Jeg tænkte ikke mere over det, indtil at hun meget pludselig trak mig helt tæt på hende og lagde hendes læber på mine. Jeg vidste ikke helt hvad der skete til at starte med, men jeg skubbede ende bare væk fra mig og dernæst gik vi. Piger stod og fniste en smule over et eller andet, da vi gik og pludselig råber en af dem, at det var et flot billede, som der var blevet taget, da hende den ene pludselig kyssede mig".

Jeg havde ingen anelse om, hvad jeg skulle svare til det. Ja, jeg kunne godt se, at det ikke var Martinus' skyld, men det gjorde det bestemt ikke bedre.
Jeg var jo stadig såret og sådan synes jeg, at det har været nogle gange efterhånden.

Måske passer Martinus og jeg bare ikke rigtig sammen. Da jeg mødte ham for første gang, følte jeg virkelig noget specielt og det gør jeg bestemt også nu, men det hele har bare været så forvirrende og kompliceret på det sidste.

Måske burde vi bare tage en pause fra det hele og måske endda også hinanden. Det bliver svært, men måske er det det rette lige nu.

"Martinus, jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige. Jeg er ked af hvad som skete, men det sårede mig virkelig. Jeg synes, at der har været alt for mange forvirringer mellem os det sidste stykke til og... Jeg kan ikke mere!".

Det var virkelig svært at få sagt, men jeg følte lidt, at jeg nærmest blev nødt til det.
"Hvad kan du ikke mere, Marie?".

"Jeg kan ikke det her mere, Martinus! Jeg er træt af, at det altid ender ud med, at vi skal snakke alt ud, fordi der sker så meget som virkelig ikke skal ske. Så måske burde vi bare tage en pause fra det hele og fra... fra hinanden" og med de ord begyndte jeg virkelig at mærke, at tårerne pressede på.

Man kunne se på Martinus, at han var list chokeret over, hvad jeg lige havde sagt. Det var forståeligt nok, for det var jeg også selv.
Man kunne også sagtens fornemme, at Martinus' øjne begyndte at løbe en smule i vand. Jeg begyndte at få det utrolig dårligt.

Jeg elskede Martinus mere end noget andet, men jeg kunne bare ikke klare det mere.
Jeg ville hellere end gerne være sammen med Martinus, men der var simpelthen alt for meget drama sommetider.

"Er det virkelig det, som du vil?" spurgte han og nej, det var det virkelig ikke, men jeg følte, at det måske var det, som der var brug for. "Hvis det er det, som du vil, så må jeg jo respektere det", man kunne virkelig fornemme, at han virkelig ikke havde lyst til det her.

Jeg gav ham et hurtigt kys på kinden, inden at jeg begyndte at gå hjemad. Først der indså jeg, hvad jeg lige havde stået og sagt.

"Marie", jeg så mig tilbage og lige ind i Martinus' røde øjne.

"Jeg elsker dig, Marie"...

------------------------------------------------------------------------------------------------

Kommenter & vote gerne for mere...
|| Tak for 10k, det er helt vildt ||
- Katrine<33 (imagiinemm)