Elsker du mig overhovedet...? - Martinus Gunnarsen

Kapitel 21 // "Du ved, at jeg..."

Det var vores sidste dag her i Danmark og det var egentlig lidt trist at tænke på. Jeg ved faktisk ikke, hvornår vi skal hjem imorgen, men det regner jeg med, at de andre har styr på. Drengene og jeg havde haft det virkelig hyggeligt de sidste par dage, selvfølgelig har drengene arbejdet, men det har faktisk været helt fint.

På en måde havde jeg ikke lyst til at skulle hjem imorgen. Det har bare været skønt at være sammen med drengene, specielt Martinus. Han gør mig seriøst glad. Når vi kommer tilbage til Norge, starter den normale hverdag igen og tror I, at jeg magter det? Nej, det gør jeg nemlig ikke.

☆☆☆

Jeg lå alene inde på hotelværelset, da de andre gik en tur nede i byen eller noget. Jeg hørte ikke så meget efter. Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke gik med. Tror måske bare, at jeg ikke rigtigt havde lyst. Martinus så på mig med et lidt bekymrende blik, da han gik. Men hvis der var noget galt med, at jeg lå på hotelværelset eller hvis han var bekymret for, at der ville ske noget, imens jeg lå på hotelværelset, så kunne han jo bare blive. Men hvad skulle der dog ske, undskyld mig, men jeg er altså ikke et lille barn.

Jeg lå med Martinus' Macbook, som han havde taget med sig her til Danmark. Jeg kunne selvfølgelig koden, så jeg havde altså låst den op og havde så sat mig til at se nogle episoder af "Riverdale". Det er seriøst en vold god serie, men jeg tror ikke, at Martinus gider at se den sammen med mig, trist nok. Jeg tror seriøst, at det eneste som Martinus faktisk gerne vil se er fodbold og specielt når det er Chealse som spiller. Altså jeg fatter ikke fodbold, selvom jeg virkelig har prøvet at forstå det for Martinus' skyld, men det går ikke så godt. Tror bare at jeg skal holde mig til at se Riverdale.

Det er en smule mørkt udenfor. Ikke sådan at man ikke kan se noget, men solen er i hvert fald begyndt at gå ned. Serien bliver mere og mere spændende, faktisk også pænt uhyggelig. Men selvfølgelig lige da det mest uhyggelige af alt i den serie kommer, så går døren op og jeg ser bare en skikkelse af en person. Skikkelsen kommer tættere på og jeg kryber mig mere og mere sammen. Da skikkelsen kommer tæt nok på til, at jeg kan se hvem det er, ånder jeg ud i lettelse af, at det var Martinus' ansigt som kom frem.

"Du skræmte nærmest livet af mig, Martinus" sagde jeg meget forpustet, da jeg på en eller anden måde havde siddet og holdt vejret, da jeg blev lidt bange over den der skikkelse af Martinus. Martinus kom grinende imod mig og lagde sig ned ved siden af mig. "Aww smukke, det må du undsky...", "Martinus, det er okay" afbrød jeg ham og et lille smil kom frem på hans læber. Han nikkede og rykkede sig tættere på mig. Han lagde hans hænder om min talje og kiggede mig dybt i øjnene med det sødeste smil nogensinde. Jeg tog mine arme om hans nakke og nussede stille hans hår samtidig. Martinus trak mig længere ind til sig, hvis det overehovedet var muligt og lagde forsigtigt hans læber på mine i et lille, men utrolig romantisk kys.

"Nå, men hvad ser vi" spurgte han glad efter, at vi havde brudt kysset. Jeg rystede opgivende på hovedet af ham og han slog mig let på skulderen. "Hey" mumlede jeg og kiggede væk fra ham. Han grinede hurtigt af mig og vendte mit hovede om, så jeg så på ham igen. "Du ved, at jeg elsker dig, ikke sandt?" kom det fra ham og jeg kunne virkelig ikke undgå at smile og rødme utrolig meget. Seriøst, han havde lige sagt, at han elsker mig. Det er egentlig første gang, at han siger det, efter at vi kom sammen. Jeg rystede på hovedet som et nej, da jeg egentlig bare gerne ville have, at han skulle sige det igen. "Nå men, jeg elsker dig, jeg elsker dig, jeg elsker dig" nærmest råbte han, "Jeg elsker også dig, Martinus". Jeg fik endnu et hurtigt kys.

☆☆☆

Jeg satte Riverdale på igen og Martinus sad overraskende og fulgte med i det. Han tog min ene hånd og flettede stille hans fingre ind i mine. Er det lige goals eller hvad, ja det tror jeg vidst nok lige, at det er. Når der kom nogle lidt uhyggelige steder i serien, så kom jeg måske til at klemme Martinus' hånd en lille smule. Ikke meget, men bare lidt. Hver gang jeg gjorde, kiggede Martinus enten smilende eller grinende hen på mig. Vi fik set afsnittet færdig og jeg var godt og grundigt træt bagefter. Jeg tror godt, at Martinus lagde mære til det, da han lukkede hans computer, lagde den væk og begyndte at tage hans trøje af. Lad os bare lige tage et minuts stilhed for hans dejlige mave.

Nej okay, joke. Men han har virkelig en ordentlig dejlig mave. Han kom over mig og rev stille op i min trøje, mens hans ene arm holdt ham oppe. Han tog trøjen over mit hovede og gik dernæst hen til hans kuffert, hvor han fandt en af hans store hoodies, som jeg så kunne sove i. Jeg tog den på og trak mine bukser af, lagde mig under dynen, hvor jeg hurtigt kunne mærke to arme blive lagt om min mave. Lidt inden jeg faldt i søvn, kunne jeg høre Marcus og Kjell-Erik komme hjem. "Ej hvor er de bare søde", "De er simpelthen så gode for hinanden" hørte jeg dem hviske til hinanden, inden jeg faldt i søvn i armene på den mest fantastiske dreng længe...

------------------------------------------------------------------------------------------------

Kapitel 21 er nu ude og jeg håber selvfølgelig, at I kunne lide det! Hvis I kunne lide det, så må I meget gerne skrive en mega skøn kommentar og trykke på den lille stjerne oppe i hjørnet (vote), da det ville gøre mig virkelig glad:))

- Katrine<33 (imagiinemm)