Elsker du mig overhovedet...? - Martinus Gunnarsen

Kapitel 44 // Kujon

Jeg kunne ikke nænne at skrive eller snakke med Martinus, ligemeget hvor meget han prøvede på at få fat på mig, ville jeg bestemt ikke overgive mig og skrive eller ringe tilbage. Marcus har også haft skrevet til mig og hver gang har det faktisk være Martinus.

Før glædede jeg mig virkelig til, at de ville komme hjem, men nu er min entusiasme slet ikke så stor mere.
Jeg glæder mig til at se Marcus, det gør jeg virkelig og selvom jeg synes, at Martinus er den største kujon længe, så har jeg jo også savnet ham mere end noget andet.

Der er ikke andet end nogle få dage til, at de kommer hjem. Jeg har lovet Marcus, at jeg ville tage med Gerd Anne ud i lufthavnen for at hente dem.
Jeg føler ikke rigtig, at jeg jeg kan bryde det løfte, om jeg så skal se Martinus i øjnene, efter hvad han har gjort mod mig, så må jeg jo tage mig sammen og få det bedste ud af det.

Da min familie er gode venner med familien Gunnarsen, så har de lavet en aftale om, at de skal hen og spise ved os, når Kjell-Erik og drengene kommer hjem.
Gerd Anne og Emma har brugt meget tid over ved os, da min mor og Gerd Anne kommer rigtig godt ud af det med hinanden, så jeg har tilbragt rigtig meget tid med Emma. Det har været så hyggeligt, da Emma er den sødeste pige længe.

Det kan godt være, at Martinus har været en kæmpe kujon, men hans familie er seriøst nogle af de skønneste mennesker, som jeg nogensinde har mødt.

☆☆☆

Dagen hvor tvillingerne skulle komme hjem til Norge og Trofors var kommet. Jeg skulle være henne ved familien Gunnarsen, men jeg havde lige lidt tid inden.
Jeg fik mig taget sammen til at stå op og hurtigt tig jeg et bad, selvom det nok ikke var så hurtigt igen. Jeg følte dog, at det ikke tog så forfærdelig lang tid.

Efter lidt gik jeg ud i gangen, hvor jeg tog mine sko og en jakke på. Jeg sagde farvel til mine forældre, inden at jeg smuttede ud af døren og over til Gerd Anne og Emma.
Da jeg bankede på døren, var Emma hurtig til at åbne døren og smide sig ind i armene på mig. "Marie!" lød det glad fra hende og jeg kunne ikke modstå, at et lille smil dukkede frem på mine læber.

Emma kunne virkelig altid få et smil frem på mine læber og det var ligemeget, om jeg havde en helt igennem lorte dag for at sige det mildt. Emma var jo lidt som den lillesøster, som jeg aldrig fik, da jeg sjovt nok er enebarn.

Efter lidt hyggelig tid og snak, går vi ud mod bilen og kører mod lufthavnen. Det kommer til at tage lidt tid, men en lang køretur med Gerd Anne og Emma kan ikke blive bedre.

Godt nok ligger Trondheim lufthavn omkring fire timer væk, men vi skal nok få det sjovt eller det tænker jeg i hvert fald, at vi nok skal.

☆☆☆

"Mooooor, hvornår er vi der?", det spørgsmål har forladt Emmas mund den sidste time. Ikke fordi det irriterer mig eller jo måske lidt, men fordi at tiden ikke går hurtigere af, at der bliver spurgt hele tiden.

Der er dog ikke lang tid til, at vi endelig er fremme. Jeg skal se min bedsteste ven igen og ham som skulle forestille at være min kæreste. Jeg glæder mig til at se Marcus, men jeg også bare, at han kommer til at snakke en del om, at jeg burde få snakket med Martinus osv.

Ja, jeg burde nok snakke med ham, men det er ikke lige det, som jeg har allermest lyst til for at sige det lige ud.
Jeg troede, at problemerne, som var mellem Martinus og jeg, var blevet løst og at vi måske endelig bare kunne have et forhold, hvor vi kunne stole fuldt ud på hinanden og hvor der ikke behøvede at være så mange bekymringer omkring alt muligt.

Pludselig standser bilen op og jeg opfatter først der, at vi er fremme ved lufthavnen. Gid jeg skulle ud at rejse til et super lækkert sted, men nej nej, ikke denne gang

Da jeg stiger ud af bilen, kommer Emma hurtigt hen til mig og hun placere stille hendes søde og lille hånd i min.
Vi går ind i selve lufthavnen og finder vej hen, til der hvor Kjell-Erik og drengene gerne skulle komme ud.

Efter lidt begynder man så småt at kunne høre, at folk kommer gående og drengen, som jeg elskede at se ansigtet til, kom frem sammen med de to andre.
Emma stod stadig med sin hånd i min og hun kiggede glad op på mig, da hun også lagde mærke til, at drengene nu kom.

Da drengene kom tæt nok på os, løb Emma hurtigt hen til dem og omfavnede dem i et stort kram. Jeg havde også lyst til at hoppe i armene på Martinus, men alligevel havde jeg virkelig ikke lyst til det.
Selvom jeg var ked af det over, hvad han havde gjort, så elskede jeg ham jo ufattelig højt.

Marcus kom gående med raske skridt over mod mig og smed hurtigt armene om mig. Han trak mig ind i et dejligt og varmt kram.
"Godt at se dig igen, jeg har savnet dit altid gode humør, Marie" hviskede Marcus sødt i mit øre og jeg krammede ham tættere ind til mig.

Vi stod og krammede i lidt tid, indtil at der var en som rømmet sig bag ved os. Jeg vidste udemærket godt hvem det var, nemlig Martinus. Gig jeg bare kunne droppe alt og nyde, at Martinus var min kæreste, men nej, billedet hvor han kysser med en anden, fyldte virkelig meget.

"Marie, har du ikke bare savnet Martinus!", det strålede virkelig ud af Emma og da hun spurgte mig spørgsmålet, hentydede hun også lidt til, om jeg ikke nok ville løfte ende op, så hun kunne sidde om hoften på mig, hvilket jeg selvfølgelig gjorde, da det var Emma.

"Jo... Det har jeg i hvert fald, Emma" svarede jeg sarkastisk og falsk, men jeg ville bare ikke ødelægge den gode stemning, ved at fortælle det modsatte og dermed også sandheden. Eller næsten sandheden. Jeg ved det virkelig ikke.

"Marie, vil du ikke nok lytte til mig"...

------------------------------------------------------------------------------------------------

Kommenter & vote gerne for mere...

- Katrine<33 (imagiinemm)