Elsker du mig overhovedet...? - Martinus Gunnarsen

Kapitel 47 // Klare det ikke

Jeg kunne overhovedet ikke koncentrere mig. Alt føltes så utrolig ligegyldigt og jeg hørte ikke efter et ord af hvad læreren sagde.
Det var bare alt for meget. Uroen i min krop spredte sig som pesten og jeg kunne virkelig ikke sidde stille. Det var den kedeligste og den absolut længste skoletime nogensiden.

Når min lærer så ned på mig, lod jeg lidt som om, at jeg fulgte med selvom det var svært at lade som om. Hun så heldigvis bare væk igen nogenlunde med det samme, så der var ikke noget at bekymre sig om.

Jeg prøvede virkelig på at koncentrere mig, måske bare en lille smule, men det lykkedes overhovedet ikke. Jeg kunne virkelig ikke klare det. Der var en så ubehagelig følelse i min krop på det tidspunkt og den ville ikke gå væk.
Jeg rejste mig fra min stol og på vej gennem klasselokalet gik jeg forbi Martinus. Jeg tog fat i hans arm og trak ham med mig.

Jeg så hurtigt tilbage, hvor jeg med det samme lagde mærke til Marcus som sad med det største smil plantet på læberne og så på mig som havde Martinus på slæb efter mig.
Marcus mimede et eller andet, men jeg kunne ikke rigtig fornemme hvad det var til at starte med, men anden gang han mimede det, kunne jeg sagtens se, hvad det var, som han ville sige eller hvad man nu skal kalde det.

"Gå til den" mimede han og jeg fandt det lidt kikset, men hvad havde jeg regnet med.

Jeg gik ud af døren til klasselokalet med Martinus som fulgte med bag mig. Hans hånd lå i min og jeg nænnede ikke at slippe den, for det var den rareste følelse, som jeg længe havde haft.

Martinus lukkede døren bag os og vendte sig dernæst om mod mig igen. Han så lidt forvirret ud, men der var også noget trist over hans ansigtsudtryk.
Jeg begav mig nærmest på en rejse, da jeg virkelig ikke kunne stå for Martinus' chokoladebrune øjne som så lige ind i mine.

Nu! Nu kunne jeg virkelig ikke klare det mere. Jeg stod med lidt mellemrum til Martinus, dog var jeg hurtig til at bryde mellemrummet og løb direkte over i Martinus' arme.

Han holdt mig tæt ind til sig og bare duften af Martinus gjorde mig ovenud lykkelig. Jeg trak mig lidt væk fra ham og inden jeg vidste af det havde Martinus lagt hans læber på mine i et helt igennem fantastisk kys.
Det føltes som om, at det havde været en evighed siden, at det sidst havde sket.

Martinus skubbede mig blidt op mod væggen og pressede sig selv tæt op mod mig. Lad mig sige det sådan, at det var utrolig heldigt, at der ikke var andre.
Jeg havde savnet Martinus' læber mod mine og på det sidste havde jeg virkelig haft en træng til, at Martinus bare ville kysse mig som aldrig før, hvilket han virkelig gjorde nu.

Pludselig var vi endt i et lille rum nede i kælderen som var. Martinus stod mellem mine ben og med armene om livet på mig, imens jeg sad på et bord og havde mine hænder omme ved hans nakke.

"Vi må få snakket", jeg rystede bare på hovedet. Jeg så ingen grund til at snakke lige nu, for jeg ville egentlig bare nyde øjeblikket med Martinus. Nyde at slippe alle tanker og bare gøre noget, som jeg faktisk havde lyst til. At være i Martinus' selskab, det var virkelig noget jeg havde lyst til og det tror jeg også, at det kommer til at være fremover.

"Nej Martinus, det må vi ikke. Kan vi ikke bare lægge det som har været sket bag os og tage tingene som de kommer. Ligesom tage en dag ad gangen, for der er en grund til, at vi er sammen, nemlig fordi at vi elsker hinanden". Martinus svarede ikke, men placerede bare hans læber på mine igen.

Martinus og jeg ikke dukkede op til resten af timen. Vi endte med alligevel at snakke lidt ud omkring tingene. Det var egentlig helt fint, men det kunne godt have været undladt. Det skadede dog ikke, så det gik jo nok alt sammen.

Han flyttede sit hovede ned ved min hals og efterlod små kys der. På et tidspunkt kunne jeg mærke, at Martinus forblev et bestemt sted og gad vide, hvad han dog havde efterladt der. Et sugemærke? Ja, det kunne da egentlig godt tænkes.

Martinus' hovede dukkede op foran mit igen og jeg kiggede egentlig bare på ham med et lidt løftet øjenbryn. "Martinus Gunnarsen, har du lige efterladt et sugemærke på min hals?", Martinus begyndte bare at grine, så jeg kunne nok godt selv regne mig frem til, at det havde han. "Martinus!" sukkede jeg lidt halv irriteret. "Hvad tænker folk nu ikke, når vi kommer tilbage op i klassen?". Martinus så fuldkommen ligeglad ud med, hvad de andre ville tænke.

Jeg trak han endnu tættere ind til mig, nussede stille hans nakkehår og lagde mit hovede på hans skulder, imens at vi krammede. Jeg vidste, at Martinus synes, at det er rigtig rart, når man nusser ham i håret og at han godt blive en smule salig af det.

Martinus kunne godt få lidt igen, eftersom at han lige havde givet mig et sugemærke på siden af min hals. Jeg kyssede blidt siden af hans hals, lige der hvor mit hovede lå. Det var nogle små og våde kys, da jeg vidste, at Martinus ikke kunne stå for dem. Jeg placerede en del af dem og jeg kunne mærke, at Martinus begyndte at røre lidt på sig, nærmest vride sig fordi han synes, at det var utrolig rart.

Han løftede mit hovede fra hans skulder og nu var det altså ham som så lidt halv irriteret på mig. Det var også lidt min plan, at det skulle ende sådan. Karma is a bitch, Martinus Gunnarsen.

Man lige præcis høre, at klokken ringede. Jeg frydede mig lidt over situationen og synes faktisk, at den var lidt komisk, hvis jeg selv skulle sige det. Martinus så dog ikke ud til at synes, at det var så komisk. "Skal vi komme op mod klassen igen?" spurgte jeg og var på vej til at hoppe ned fra bordet, da Martinus standsede mig.

"Glem det, jeg kan ikke gå ud sådan her" svarede han og hentydede til, at han var vokset forneden. Jeg smilede bare lidt kækt til ham, men ellers lod jeg bare som om, at jeg var fuldstændig ligeglad, ligesom han havde gjort før.

Vi gik stille op mod klassen og gangen var nu fyldt med mennesker, altså i forhold til tidligere hvor det kun var Martinus og jeg som var der. Vi fandt vej hen til klasse og lige inden vi skulle til at gå ind, stoppe jeg op og så hen på Martinus.

"Ehm, jeg ville bare lige sige, at du har noget der" fortalte jeg ham og pegede ned mod hans skridt, hvor der stadig var et lille problem. Martinus kiggede opgivende på mig og åbnede bare døren uden at tænke over, hvad jeg lige havde sagt.

"Jamen der har vi dem jo"...

------------------------------------------------------------------------------------------------

Kommenter & vote gerne for mere...

- Katrine<33 (imagiinemm)