Elsker du mig overhovedet...? - Martinus Gunnarsen

Kapitel 2 // Naboerne

Jeg var begyndt at pakke nogle af alle mine ting ud, da min mor lige pludselig råbte nede fra stuen, "Kom lige ned Marie, der er nogle du skal møde". "Jeg kommer nu" råbte jeg tilbage og løb ned ad trapperne. Da jeg kom derned, stod to drenge med at smil plantet på deres læber og for at være helt ærlig, så var de ordentlig lækre. "Hej" sagde jeg og smilede til dem, de hilste tilbage og derefter begyndte en af dem at tale, "Jeg hedder Martinus og det her er min tvilling Marcus, vi kom lige overfor at sige hej da vi er jeres naboer". "Ej hvor hyggeligt" svarede min mor og kiggede over på mig, "ikke sandt Marie?" spurgte hun så jeg nikkede, "jo bestemt" tilføjede jeg og smilede til drengene. "Invitere du ikke Martinus og Marcus med ovenpå?" spurgte min mor mig og puffede til min arm, jeg sendte dem et kunne-i-tænke-jer-det-blik og de nikkede. De fulgte med mig ovenpå og ind på mit nye værelse som slet ikke var blevet pakket ud endnu, "ja i må altså meget undskylde hvis det roder, men vi er trods alt lige flyttet ind" grinede jeg og kiggede uskyldigt på dem, de grinede også lidt. De satte sig ned på min seng, også sagde Martinus lige pludselig "nå men vil du ikke fortælle lidt om dig selv, så vi kan lære dig bedre at kende" og jeg nikkede, derefter satte jeg mig også ned. "Som sagt hedder jeg Marie, jeg er 15 år gammel også er jeg fra Danmark, men lige flyttet hertil pga min fars nye arbejde, jeg plejede at gå til dans engang men stoppede for et år siden eller noget ligende" sagde jeg og drengene sad bare og smilede, jeg var vild med deres smil, men specielt Martinus' da det virkelig gjorde et eller andet ved mig, jeg smilede tilbage og sagde så "nå jeres tur drenge". De kiggede lidt på hinanden og jeg blev en smule forvirret, de kiggede så tilbage på mig og begyndte så at fortælle, "Martinus, Marcus" startede Marcus med og pegede på hvem der var hvem, da han sagde navnet, "vi er 15 så det vil sige at vi går i 10. klasse, vi elsker at spille fodbold og FIFA i vores fritid og det vigtigste af alt, så er vi jo selvfølgelig tvillinger, som du nok har lagt mærke til" sagde Marcus og da han havde sagt det sidste begyndte vi alle tre at grine. Jeg lagde mig ned på ryggen på min seng, hvor jeg lå og kiggede op i loftet, mens jeg kiggede op kom et hoved lige pludselig ind foran mit og der så jeg det smil igen, det som fik mig til at smile. "Hvad kigger du på?" spurgte Martinus mens han hovede hang over mit, jeg grinede og kiggede over til siden hvor Marcus ad før, men nu sad han der åbenbart ikke. "Martinus, hvor gik Marcus hen?" spurgte jeg Martinus og kiggede op på ham igen, Martinus lagde sig ned ved siden af mig og svarede "han gik da han havde en aftale med nogle af vores venner". Jeg kiggede spørgende på ham, "skulle du ikke med?" spurgte jeg og han smilede bare før han svarede, "nej, jeg vil hellere være her sammen med min nye og søde veninde", jeg rødmede en smule og det lagde han mærke til, "du er sød når du rødmer" sagde han drillende og jeg slå ham stille på armen. Vi lå og snakkede i flere timer indtil at det var tid til at Martinus skulle hjemad, "vi ses vel imorgen i skolen" sagde han da han var på vej ud af døren, jeg nikkede og svarede "du hjælper mig vel med at finde rundt", han smilede som et ja, "du kommer til at følge mig rundt overalt" råbte jeg da han næsten var ovre ved hans hus, "det vil jeg glæde mig til" råbte han tilbage før vi begge gik indenfor. Jeg lagde mig op i min seng efter at have spist og gjort mig klar til at sove, men jeg lå og tænkte på Martinus, det var som om at jeg ikke kunne få ham og hans vidunderlige smil ud af mit hovede, så jeg faldt i søvn til tanken om ham...

------------------------------------------------------------------------------------------------

2. part er nu ude og jeg håber at i kunne lide den:)) Jeg prøver at opdatere så meget som jeg nu lige kan, med forhold til skole og sport...

- Katrine<33