Elsker du mig overhovedet...? - Martinus Gunnarsen

Kapitel 33 // Tour?

(Martinus' P.O.V.)

Hjemme på Trofors er seriøst noget af det bedste, som jeg ved. Thailand var lækkert, men følelsen af at være hjemme er rar. Ude godt, hjemme bedst som man jo siger.

Efter at vi kom hjem fra Thailand, er jeg begyndt at være meget mere sammen med Marcus. Vi er tit nede på fodboldbenerne, for som de fleste jo nok ved, så er vi glade for at spille fodbold.
Jeg har også brugt lidt tid sammen med Marie, men ikke i nærheden af hvad jeg plejede. Det er lidt underligt og jeg ved egentlig heller ikke hvorfor,at det har været sådan.

Nu når jeg allerede har bragt Marie på banen, så skal jeg faktisk fortælle hende noget. Jeg har været lidt bange for at sige det eller ikke bange, men jeg har mere været lidt nervøs. Nervøs for hvordan hun vil reagere.

Det er jo sådan, at Marcus og jeg er kendte. Derfor har vi fået muligheden for at komme på Europatour og det er helt sygt at tænke på. Dog vil jeg ikke komme til at se Marie i nogle måneder og det bliver utrolig hårdt.
Jeg vil rigtig gerne have hende med og far har sagt, at det måske godt kunne lade sig gøre, men det blev ikke alle steder, at hun kunne komme med hen og det er egentlig også fair nok.

Marie kan nok komme med til koncerten, som vi har i Norden, men jeg ville ønske, at hun kunne komme med til dem alle.

☆☆☆

Far havde endelig sagt ja til, at Marie måtte komme med og jeg er så taknemmelig. Jeg har inviteret hende over og jeg kan mærke, at jeg bliver mere og mere nervøs, for hvad nu hvis hun ikke vil med eller ikke synes, at det er en god ide, at hun tager med.

Det ringer på nedenunder og jeg spurter nærmest ud af mit værelse og ned ad trappen. Jeg åbner døren og der står min smukke kæreste. Hun smiler kort inden, at jeg trækker hende ind i et kram.

Hun får hængt sin jakke på en knage og stillet sine sko ved sinde af vores andres. Derefter går vi op mod mit værelse, hvor vi sætter os ned i sengen. Marie ser en smule træt ud eller måske endda en smule sløj ud.

Hun ligger sig ned og trækker mig med, så vi ligger og ser på hinanden. Jeg vikler mine arme om hende og kysser blidt hendes pande.

"Du er jo helt varm, smukke", hun kigger træt på mig og gjorde et lille nik med hovedet. "Det ved jeg, jeg er en smule syg" svare hun med en lidt hæs stemme, som man kan høre gør ondt.

Jeg trækker hende endnu tættere ind til mig og kan mærke hendes kolde krop mod min. Hendes pande er brand varm, men hendes krop er iskold. Jeg griber fat i dynen og ligger den over os, så Marie kan få varmen. Jeg ser ned på hende og hun har lukket hendes øjne. Hendes vejrtrækning er også blevet tungere, så hun må jo være faldet i søvn.

☆☆☆

Jeg lå med min mobil, da Marie begyndte at bevæge lidt på sig. Jeg havde stadig mine arme om hende og hun havde heldigvis fået varmen.

Hun åbnede stille hendes øjne og et smil bredte sig på mine læber. "Har du sovet godt?" spurgte jeg stille, "Ja, det har jeg bestemt".

Var det nu jeg skulle spørge, om hun ville med? Ja, det må det næsten være. Altså det skal jo gøres og hvis hun ikke har lyst, er det helt okay og dermed skal hun ikke tvinges til det, men hvis hun har lyst, bliver jeg jo selvfølgelig meget glad.

"Marie?", hun gned sig hurtigt i øjnene og derefter hvilede alt hendes fokus ellers på mig. "Marcus og jeg skal på tour" sagde jeg en smule hurtigt, men hun havde godt hørt, hvad jeg havde sagt. Hun smilede sødt og gav min kind et lille kys.

"Og i den anledning, så ville jeg høre, om du kunne have lyst til at komme med rundt her i Norden" fortsatte jeg en smule nervøst. Jeg håbede inderligt, at hun gerne ville. Det kunne være så hyggeligt, men jeg skulle stadig fokusere på Marcus og vores job.

Jeg følte, at tiden stod stille og at der gik meget lang tid før, at Marie svarede. Det var måske bare mig. Ja, det tror jeg vidst nok, at det bare var.

"Det vil jeg meget gerne, Martinus", jeg svarede ikke engang, jeg kyssede hende bare. Hun skubbede mig væk rimelig hurtigt og kiggede seriøst på mig. "Martinus, jeg er syg og du skal ikke også til at være det" sagde hun og jeg himlede med øjnene af, hvad hun lige havde sagt. Hun så undrende på mig.

"Tror du seriøst ikke, at jeg er fuldkommen ligeglad med, om jeg bliver syg eller ej" kom det hurtigt fra mig og Marie kiggede bare opgivende på mig. Altså tro mig, jeg skal bare have lov til at kysse min kæreste, om hun så er syg eller ej. Jeg er så ligeglad, om jeg bliver syg eller ikke, jeg skal nemlig bare mærke hendes dejlige og varme læber mod mine.

Så jeg skyndte mig at få samlet vores læber igen. Denne gang skubbede hun mig ikke væk og følelsen af forelskelse kom endnu engang frem i mig. Jeg får altid den følelse, hver gang hun kysser mig.

☆☆☆

(Maries P.O.V.)

Martinus havde næsten lige spurgt mig, om jeg ville med ham og Marcus på noget af deres tour. Selvfølgelig ville jeg gerne det, for det er faktisk rigtig spændende at se, hvordan de arbejder og hvordan de nyder hvert evig eneste sekund af det, ligesom at jeg nyder hvert evig eneste sekund sammen med de tvillinger. Specielt Martinus...

------------------------------------------------------------------------------------------------

Kapitel 33 er nu ud og jeg håber, at I kunne lide det:)) Hvis I kunne, så må I meget gerne skrive en mega skøn kommentar og trykke på den lille stjerne oppe i hjørnet (vote), da det ville gøre mig utrolig glad...
Tak for 5k!!

- Katrine<33 (imagiinemm)