Elsker du mig overhovedet...? - Martinus Gunnarsen

Kapitel 65 // En god start på slutningen

Vi havde endelig fri fra skole. Der var ikke mere folkeskole til mig nu og det glædede mig ufattelig meget.
Jeg skulle bare have en fantastisk sommerferie og jeg skulle tilbringe den med det bedste mennesker omkring mig.

At være sammen med Martinus stod øverste af alle de ting, som jeg meget gerne skulle kunne krydse af min lille "to do list".
Nej, jeg havde faktisk ikke sådan en, men det siger vi bare, at jeg havde.

Det er faktisk lidt vildt at tænke over, hvad jeg har formået at opnå på det stykke tid, jeg har boet i Norge. Det har klart være helt fantastisk at bo på Trofors.
Jeg har mødt fantastiske mennesker og virkelig fundet kærligheden i Martinus. Oplevelser for livet er også været noget jeg aldrig nogensinde kommer til at glemme.

"Marie, kom nu" brokkede Martinus sig og jeg kom lidt til mig selv igen. Jeg var gået med til, at Martinus og jeg kunne tage ud at spille fodbold eller noget i den stil.
Jeg kan jo selvfølgelig stadig ikke finde ud af fodbold og ligemeget hvor meget jeg prøver på at lære det, tror jeg aldrig nogensinde, at jeg kommer til at kunne finde ud af det.

"Ja ja, Martinus Gunnarsen" svarede jeg og han trak mig hurtigt med sig. Som den kæreste jeg er, så siger jeg selvfølgelig ikke, at jeg egentlig ikke rigtig gider at spille fodbold, fordi jeg er så forbandet dårlig til det.

Efter lidt gad jeg virkelig ikke mere og det kunne Martinus vidst også godt se på mig. Jeg var lidt halv træt og glædede mig til at komme hjem igen.

Den eneste grund til at jeg faktisk var taget med ham, var selvfølgelig fordi jeg var glad for at være sammen med ham, men mest af alt fordi jeg havde en lille overraskelse til ham, når vi kom tilbage.

Jeg ville gerne have det til at være en måde at sige tak på. Tak fordi han havde gjort det at flytte til Trofors noget helt specielt.

☆☆☆

"Hvad er alt det her?" spurgte Martinus med et smil, da han kom ind ad døren og så hvad jeg, mine forældre og Gunnarsen familien havde fået sat op.

"En tak fra mig til dig" svarede jeg og var ikke helt sikker på, hvad han syntes om det. Han smilede dog, så det måtte da betyde noget godt.

Han trak mig hurtigt ind i et stort kram. Han kyssede mig blidt i håret, samtidig med at han blidt nussede min ryg.
"En tak for hvad dog?" hviskede han i mit øre og jeg trak mig lidt væk fra ham, så jeg kunne se ham i øjnene.

"Fordi du har været der så meget for mig, siden jeg flyttede hertil. Du har altid taget dig godt af mig og lyttet til alle de, sommetider dumme ting, som jeg havde at sige".
Martinus sagde ikke rigtig noget, han trak mig bare tæt indtil sig igen.

Martinus grinede han lille søde grin og jeg kunne virkelig ikke modstå det som sædvanligt. "Hvorfor skal du være så forbandet sød?" spurgte jeg og kyssede hans bryst.

Vi satte os udenfor sammen med resten af begge vores familier. Jeg nød virkelig det fantastiske selskab og var mere end taknemmelig for at have lært alle de andre end min familie at kende.

Vi fik den lækreste mad, samtidig med at vi grinede mere end noget andet og vi havde det alt i alt bare utrolig hyggeligt.

"Marie! Kan vi lege gemmeleg?" spurgte Emma og Martinus så hurtigt hen på mig. Jeg nikkede på hovedet som et ja og Martinus sukkede lidt.

Emma og jeg rejste os op, jeg trak Martinus med mug og Emma trak Marcus med sig. Emma bestemt sig for, at Martinus skulle være den første til at finde os andre.
Martinus kiggede bare over på mig, imens han stille nikkede på hovedet.

Inden jeg skulle til at gemme mug og Martinus skulle begynde at tælle, tog han fat i min hånd og trak mig lidt hen til ham.
"Når vi er færdige med denne leg, så smutter vi to" konstaterede han og jeg så lidt skeptisk på ham til at starte med, men så brød jeg ellers bare ud i et kæmpe smil.

Han begyndte at tælle og jeg gemt mig, ligesom de to andre også gjorde. Jeg sad ikke så langt væk fra Emma, så vi sad og vinkede lidt til hinanden.
Pludselig hørte vi, at Martinus kom tættere og tættere på, så jeg signalerede til Emma, at hun skulle sidde stille og være helt stille.

Jeg kunne se, at Martinus nærmede sig, der hvor Emma sad. Lige inden han var helt henne ved Emmas gemmesteder, rejste jeg mig op og sørgede for, at han så mig.
Heldigvis så han mig og han skyndte sig over til mig. "Fundet!" sagde han glad og jeg sendte ham bare et lidt flabet smil.

Jeg gik med ham og med et stort smil på læberne, fordi jeg vidste, at han nok ikke kom til at finde Emma foreløbigt.

Han fandt dog Marcus rimelig hurtigt og så var det jo ellers bare Emma, som han mangle at finde. Det gik ikke så godt for ham, for vi sørgede lidt for, at han ikke kom alt for tæt på der, hvor Emma var.

Til sidst kunne vi dog ikke længere forhindre, at Martinus gik over mod Emma. Han endte med at finde hende og så havde vi ellers også leget denne leg rimelig længe.

Da Emma ville til, at vi skulle lege endnu en runde, så sagde Martinus stop og trak mug med sig.
Jeg så undskyldende om på Emma og hun smilede bare sit søde smil. Det så ud til, at det var i orden med hende.

Martinus og jeg sad oppe på en lille bakke, som vi havde siddet på mange gange før. Vi så ud over Trofors.

Der var lidt stilhed til at starte med, men så tog Martinus stille fat i min hånd og flettede hans fingre ind i mine.
Jeg så smilende hen på ham og han gengældte helt bestemt smilet. Jeg faldt i staver, når jeg så direkte ind i Martinus' brune øjne.

"Hvor jeg bare glad for, at du flyttede til denne lille by. Hvor er jeg bare glad for, at vi klingede godt fra starte. Hvor er jeg bare glad for, alt vi har oplevet sammen og mest af alt, så er jeg så forbandet glad for, at du ville være min", Martinus' ord gjorde mig utrolig glad og en lille tårer trillede også stille ned af min kind.

Han tørrede den væk og så mig dybt i øjnene. Jeg forsvandt lidt i hans øjne og før jeg vidste af det, så lå hans læber på mine.

Her sad jeg, i en lille by helt oppe i Nord Norge, med min helt igennem fantastiske kæreste og jeg ønskede aldrig nogensinde, at alt dette skulle endelig...

------------------------------------------------------------------------------------------------

Nå, nå, nå. Så alle historier har altså en slutning og dette var slutningen på denne.

Først og fremmest vil jeg bare gerne sige tusind mange gange tak, fordi I alle har villet følge med i denne historie.
Jeg havde bestemt ikke regnet med, at I ville tage så godt imod historien, men jeg er mere end taknemmelig for, at I har villet læse med, for alle kommentarerne og alle jeres votes.
Jeg er utrolig glad for alles jeres ufattelig søde kommentarer og alt jeres støtte.

Så tusind, tusind, tusind tak for alt og jeg håber, at I har nydt at læse med!
Hvis I kunne tænke jer at læse mere fra mig af, så gå gerne ind og følg med i min nye bog som snart kommer ud, "Kun dig - Marcus Gunnarsen"<33

- Katrine<33 (imagiinemm)