Elsker du mig overhovedet...? - Martinus Gunnarsen

Kapitel 40 // Forkert gjort

(Martinus' P.O.V.)

Efter Marie gik ud af døren, smed jeg mig ned på sengen igen. Ej, hvor var jeg dog sur på hende. Jeg kunne virkelig ikke forstå hende, altså hvorfor kysser hun med andre drenge, hun har en kæreste. Mig!

Jeg kunne ikke lade være med at kigge på billedet, som nogle af Marcus' og mine fans havde sendt til mig. Selvom jeg virkede sur og sagde, at jeg faktisk var sur, så gik det nok mest af alt ud på, at jeg var ked af det og såret.

Jeg havde skrevet til Marcus og spurgt om han ikke nok lige ville komme ind, fordi jeg virkelig havde brug for at tale med ham. Han var hurtig og der lød et bank på døren. Han trådte ind og satte sig hen ved siden af mig.
"Hvad sker?" spurgte han og til at starte med kunne jeg virkelig ikke få mig selv til at sige noget, så jeg viste ham bare billedet.

Marcus gjorde store øjne, da han så det og dernæst kiggede han lidt nærmere på det. Det var også nogenlunde sådan, at jeg havde reageret, da jeg så det til at starte med.
"Jamen, jamen er det Marie?" spurgte han og jeg nikkede stille med hovedet, for selvom jeg virkede sur, så synes jeg det hele var noget værre noget.
Jeg havde det forfærdelig, jeg var splittet og alle tanker gik gennem mit hovede.

"Martinus, det kan simpelthen ikke være Marie, det ville hun jo aldrig gøre" forsikrede Marcus mig, men det var jo lidt mærkeligt at sige, når jeg havde set billedet.
"Det er jo Marie, det er tydeligt" svarede jeg med en lidt arrig stemme, da jeg virkelig ikke kunne holde det ud mere.
Mest af alt havde jeg bare lyst til at give frit løb til alle min følelser og måske endda lade tåre løbe ned af mine kinder, men det ville jo overhovedet ikke nytte noget.

Marcus tog mobilen ud af hånden på mig og nærstuderede virkelig billedet, som var blevet sendt til os. Han blev siddende længe, hvor han ikke fjerne øjnene fra skærmen, men jeg sad bare lidt i mine egene tanker.
Elsker hun mig ikke længere, siden at hun kan finde et behov til at kysse med andre? Er jeg ikke god nok til hende mere?
Bare tanken om ikke at være sammen med Marie mere pinte mig mere end noget andet, men måske var det det som skulle til.

Da Marcus igen så op på mig, var det med et lidt anderledes udtryk end før. Han så på en eller anden måde en smule skuffet ud og han var hurtig til at give mig mobilen tilbage.
"Hvordan kan du ikke se, at det der bestemt ikke er din kæreste" lød det skuffet fra ham og påpegede, at det ikke var Marie.
Jeg så godt på billedet igen, men for mig lignede det altså Marie. Marcus viste mig hvor man sagtens kunne se, at det ikke var Marie og der kom al skyldfølelsen op i mig.

"Det er ikke Marie!" skreg jeg op af glæde, men mit humør blev ikke ved med at være højt, for jeg havde virkelig dummet mig. Hvordan kunne jeg dog tro sådan noget om Marie, min kæreste! Jeg har været en kæmpe idiot, jeg har sagt noget, som jeg virkelig ikke skulle have sagt. Jeg bliver nødt til at undskylde overfor hende og i hvert fald prøve at gøre det hele godt igen. Måske vil hun ikke tale med mig, måske vil hun ikke høre på mig, men det synes jeg egentlig også, at jeg fortjener.

☆☆☆

Efter en lang snak med Marcus, åbnede døren pludselig. Ella trådte ind af døren og dernæst kom hun jo, Marie kom lige bagefter.
Hendes øjne var røde, så hun havde nok grædt. Det var virkelig ikke rart at se hende ked af det og bestemt ikke, når jeg vidste, at jeg var grunden til, at hun var blevet ked SF det til at starte med.

De begyndte at finde nogle af Maries ting og lige inden de skulle til at gå igen, blev jeg simpelthen nødt til at sige noget.
"Marie" kom det fra mig og hun vendte sig stille om. Hvad havde jeg dog gjort?
Da Marie ikke sagde noget, trådte Ella op for hende, "Nej, Martinus" sagde hun og derefter fortalte hun, at Marie sov inde ved hende og nogle af de andre dansere.
Jeg nikkede bare forstående på hovedet, men inderst inde ville jeg jo bare gerne have, at jeg kunne ligge med Marie i mine arme.

Da de var gået igen, havde jeg jo bare allermest lyst til at gå efter dem. Det var nærmest en træng jeg havde, men jeg forstod også godt, hvis Marie synes, at det ville være irriterende af mig, mår jeg lige havde beskyldt hende for noget, som hun bestemt ikke havde gjort.

☆☆☆

Jeg ligger om aftenen og kan overhovedet ikke falde i søvn. Mine øjenlåg er tunge, men ikke tunge nok til, at jeg bare kan sove. Jeg kan heller ikke slippe tanken om, at Marie ikke ligger ved siden af mig og at jeg har været en skidt kæreste overfor hende.
Jeg håber virkelig på, at jeg kan få lov at gøre det godt igen, men det bliver nok lidt svært.

Pludselig er det som om, at mine øjenlåg ikke længere er tunge og jeg er helt vågen. Jeg tænker lidt over, om jeg måske bare burde gå ned og banke på dansernes dør og spørge om Marie ikke nok vil komme med mig, men det ville også bare være mærkelig og måske også en smule forstyrrende.
Imens jeg ligger i mine egne tanker, bliver jeg lidt forskrækket over, at der bliver taget ned i håndtaget på døren ind til værelset.

Jeg har selvfølgelig løst døren, da alt andet ville være mærkeligt og måske var det også bare en fejl. Jeg finder dog ud af, at det ikke var nogen fejl, da der bliver taget ned i det igen.
Jeg går stille over til døren, hvor jeg låser den op for dernæst at åbner den og der, lige der står...

------------------------------------------------------------------------------------------------

Kommenter & vote gerne for mere...

- Katrine<33 (imagiinemm)