Elsker du mig overhovedet...? - Martinus Gunnarsen

Kapitel 58 // "Lad os glemme det"

(Maries P.O.V.)

Jeg kunne mærke, at Martinus lå bag ved mig. Han havde en arm rundt om mig og lå bare at nussede min arm.
Jeg faldt i søvn med det samme igår, efter at Martinus havde fundet mig ude i skoven og fået mig hjem på en eller anden måde.

Jeg havde selv lidt givet op, men da jeg hørte Martinus sige mit navn, blev jeg virkelig glad og kunne slet ikke vente på at komme tilbage til det lille sommerhus.

Martinus var jo lidt min helt igår og jeg ved godt, at vi nok burde få snakket om situationen igår, men jeg ville egentlig bare gerne droppe den samtale og komme videre.

Jeg lod bare lidt som om, at jeg faktisk sov. Jeg synes nemlig, at det var utrolig rart bare at ligge sammen med Martinus. Den måde hans fingre blidt strøg over min arm var beroligende og det var noget af det, som Martinus aldrig måtte stoppe med, når han først var gået i gang med det.

"Marie?", Martinus' hvisken i mit øre fik mig til at smile. Jeg vendte mig om mod ham og forsvandt i hans øjne. Jeg lagde mit hovede ind til hans bryst og hans hænder nussede blidt min nakke og lidt op. "Marie?" spurgte han igen. Jeg så op på ham og nikkede på hovedet.

"Hvad skete igår?", jeg havde egentlig ikke lyst til at snakke om det, for jeg overreagerede og selvom jeg var irriteret, så var min reaktion ikke helt acceptable. Jeg burde måske bare have snakket med Martinus på det tidspunkt, men det tænkte jeg jo selvfølgelig ikke lige over.

"Lad os glemme det" foreslog jeg, men Martinus så ikke ud til at være med på den idé. Jeg kunne godt fornemme, at jeg nok ikke kunne komme udenom denne her samtale. Jeg tog en dyb indånding. Ikke fordi jeg var nervøs eller noget lignende, jeg havde bare ikke helt lyst til at ødelægge stemningen mere end den allerede var.

"Jeg var bare lidt irriteret eller måske mere ked af det over, at I tre kommenterede så utrolig meget på alt jeg gjorde igår. Kommentarer som jeg udmærkede godt var klar over skulle tages som sjov, men i længden blev det nok bare lidt for meget for mig. Jeg overreagerede bestemt også, det skal jeg ikke lægge skjul på, men at I alle tre pludselig begyndte at komme med lidt kække og lidt trælse kommentarer til mig var nok bare ikke lige det fedeste".

Martinus så ikke længere på mig. Hans blik hvilede bare ned på sengen og han sagde heller ikke noget. Pludselig så jeg en dråbe som faldt ned fra Martinus' kind og nu var je godt klar over, hvorfor han havde vendt hovedet væk fra mig.

Han havde nok ikke lyst til, at jeg skulle se ham græde. Jeg husker egentlig ikke, om jeg havde set ham græde før, men hvis ikke så var dette i hvert fald første gang. Jeg tog en finger under hans hage og vendte forsigtigt hans hovede over mod mig, derefter løftede jeg det forsigtigt op, så hans øjne mødte mine.

Jeg strøg min tommeltot hen over Martinus' kind og tørrede nogle små tårer væk. Der lød et lille trist snøft fra Martinus og jeg fik det lidt dårligt over, at han var blevet så ked af det, som han nu engang var.

"Jeg vidste sket ikke, at det var det som gik dig på, Marie. Jeg er ked af, at jeg ikke lagde mærke til, at jeg nok skulle have stoppe. Undskyld, undskyld og atter undskyld". Jeg brød mig ikke om, at Martinus skulle sige undskyld til mig, jeg bryder mig faktisk ikke om, at nogen skal sige undskyld til mig. Det er bare ikke lige mig, for jeg vil gerne bevare en positiv stemning hele tiden og den er der ligesom ikke rigtig, når man siger undskyld.

"Vil du ikke nok lade være med at sige undskyld, Martinus. sket er sket og det kan vi selvfølgelig ikke gøre noget ved, udover at vi bare kan glemme det og komme videre. Måske var igår bare en dårlig dag og så må vi jo gøre idag til en helt igennem dejlig dag, ikke sandt?", Martinus nikkede på hovedet og jeg kunne sagtens fornemme et lille smil som var ved at brede sig på hans læber.

Jeg så smilende på ham, men samtidig havde jeg et lille løftet øjenbryn. Han kunne ikke helt holde det ud længere og smilet kom frem. Martinus' smil gav mig altid lyst til at smile endnu mere. Det gjorde bare et eller andet ved mig. Noget helt vildt skønt, det kunne ikke rigtig beskrives, men når følelsen rammer en, ved man bare, at man har lyst til at føle sådan for altid.

Jeg stillede mig op i sengen og stillede mig faktisk lige over Martinus. Jeg stod med et ben på hver side af ham og så kiggede jeg egentlig bare ned på hans forbandet søde ansigt og smil. Jeg satte mig ned på en blanding af hans mave og hofte, måske endda skridt hvis man nu engang vil kalde dét det.

Han lå bare at grinede af mig og det passede mig egentlig også fint, for så kunne jeg ligesom fornemme, at humøret var lidt bedre igen og det gjorde mig glad. Jeg bukkede mig lidt ned og hvilede min hage på Martinus' bryst, men så jeg stadig kunne se op på ham.

Martinus tog hans arme om mig og trak mig lidt længere op til sig. Han kyssede min næse et par gange, inden at hans læber endte længere ned og på mine læber. Jeg var glad for at kysse Martinus igen og for at være helt ærlig så skulle denne dag nok blive en god dag...

------------------------------------------------------------------------------------------------

Kommenter & vote for mere...

- Katrine<33 (imagiinemm)