Elsker du mig overhovedet...? - Martinus Gunnarsen

Kapitel 62 // Stresset

Der var ikke længe til alle vores eksamener og det fyldte rimelig meget for mig. Jeg er ikke så god til alt det med karakter. Ikke fordi jeg ikke kan finde ud af de diverse ting, men fordi jeg sommetider godt kan have for høje forventninger.

Det er ikke fordi, jeg går så meget op i mine karakterer, men alligevel går jeg nok op i den til, at jeg ikke altid er tilfreds med et syv eller tital. Det lyder nok dumt, men når jeg virkelig har gjort mig umage eller arbejdet hårdt på noget, vil jeg da gerne have, at det bliver værdsat ordentligt.

Andre tænker nok bare, at det hele nok skal gå og at det bare er en karakter eller rettere sagt et tal, men det kan godt være lidt mere for mig. Det kan godt være, at jeg går rundt og kan blive en smule stresset over, at skulle tænke på alle eksamenerne, men de skal overstås på et tidspunkt og for mit vedkommende, er det om ikke så længe.

Martinus er blevet med med at sige, at jeg overhovedet ikke burde tænke så meget over det, men bare lægge det en smule til siden, da han godt kan fornemme på mig, at jeg som sagt var en smule stresset oveni hovedet.

Men Martinus virker nogenlunde klar til alle eksamenerne, men det er jo nok også mest af alt på grund af, at han gerne snart vil ud af folkeskolen. Det forstår jeg jo egentlig godt og det vil jeg jo også bare gerne selv. Det bliver da også skønt at slutte folkeskolen, men alligevel er jeg ikke helt glad ved tanken, da jeg egentlig nyder at gå i klasse og skole med mine bedsteven, bedsteveninde og selvfølgelig Martinus, min kæreste.

☆☆☆

Af en eller anden grund havde Martinus fået mig overtalt til at tage med ham, Marcus og Esther ned at bade. Jeg er bestemt sikker på, at vandet er koldt og det er det jo nok også. Vi er jo sjovt nok i Nord Norge og jeg synes egentlig altid, at her er en smule koldt.

Jeg har blandt andet sagt ja, fordi jeg tænkte, at det nok ville kunne få mig til at tænke på noget andet end de opkommende eksamenener. Jeg vil jo selvfølgelig også gerne være sammen med tvillingerne og Esther, så det er da ikke et problem.

Martinus ville komme og hente mig om ikke så længe og i mellemtiden, ville Marcus så være henne at hente Esther. Jeg glædede mig til at se Martinus igen. Ikke fordi det var lang tid siden, at jeg havde set ham, men mest af alt fordi det var lang tid siden, at jeg sådan rigtigt havde tilbragt tid med ham.

Ja, vi tilbragte lidt tid sammen, da det var min fødselsdag, men det var ikke så meget igen, da jeg ligesom også skulle bruge til med min familie og Gunnarsen familie. Det var også lidt siden, at det havde været min fødselsdag, dog ikke så lang tid, men lidt.

Det bankede på døren og jeg samlede mine ting. Jeg bevægede mig ned af trapperne og kunne se min far stå at snakke med Martinus. Min far har altid set ud til at kunne utrolig godt sammen med Martinus, men det er måske også fordi, min far aldrig fik en dreng.

"Hej, Martinus" sagde jeg glad og Martinus så hurtigt op på mig. Jeg sagde farvel til min far og han gik tilbage ind i stuen, hvor han kom fra. Jeg lukkede døren bag os og så var vi ellers på vej ned med havet.

Da vi kom derned, var Marcus og Esther ikke kommet endnu, så Martinus og jeg besluttede os bare for at gå i vandet ud dem til at starte med. Jeg gik stille over mod Martinus, hvor jeg så lagde min hånd på hans bryst og gav hans kind et lille kys.

Jeg tog fat I hans blusekant og begyndte så småt at trække den over hans hovede. Han smilede lidt kækt til mig og jeg himlede bare med øjnene af ham. Det var jo ikke meningen, at han skulle tage det på den måde, som han gjorde, men at jeg egentlig bare gerne ville have hans trøje af, så vi kunne komme i vandet og så jeg kunne se på hans fine mave.

Jeg fik hans trøje af og han fik lov at tage min af. Jeg fik også taget min nederdel af og dernæst var Martinus hurtig til at løfte mig op i hans arme. Han begyndte at løbe ud i vandet og pludselig smed han mig bare i.

Jeg var bestemt ikke klar på det, så jeg fik et lille et chok og var egentlig ikke helt klar over, at jeg var under vandet. Jeg kom dog hurtigt op over vandetsoverflade og tørrede mine øjne, så jeg stille kunne åbne dem igen.

Jeg sprøjtede lige lidt vand på Martinus, men jeg satte egentlig bare mine ben om hans hofter og han holdte mig tæt indtil sig.

"Hey" lød det oppe fra vandkanten. Martinus vendte sig om og dermed blev jeg også vendt om. Marcus og Esther var kommet. De var på vej ud til Martinus og jeg. Martinus sukkede hurtigt og mumlede et eller andet, som jeg ikke hørte.

"Hvad så?" spurgte jeg. Han sagde ikke rigtig noget, men klemmede mig bare tættere ind til sig. "Jeg havde bare lige glemt, at vi ikke var alene og det ville jeg egentlig gerne" hviskede han i mit øre og det var nok mest af alt, så de to andre ikke skulle høre det.

"Vi kan da bare tage hjem til mig bagefter" foreslog jeg og hans ansigt lyste nærmest op. Det var rimelig sødt og jeg var da også glad for, at han blev så glad.

Marcus havde også løftet Esther op og det hele begyndte bare så småt at minde mig om dengang, vi var i sommerhus, men det gjorde overhovedet ikke noget...

------------------------------------------------------------------------------------------------

Kommenter & vote for mere...

- Katrine<33 (imagiinemm)