Elsker du mig overhovedet...? - Martinus Gunnarsen

Kapitel 64 // "Skal det virkelig fejres?"

"Martiiinus, du må simpelthen stoooppe" skreg jeg nærmest op. Martinus havde skubbet mig ned at ligge i sengen og dernæst havde han sat sig ovenpå med et ben på hver side af mig. Han var begyndt at kilde mig og jeg kunne virkelig ikke holde det ud.

Jeg hadede virkelig at blive kildet og hvis der var én ting, som Martinus virkelig var god til, så var det i hvert fald ikke at høre efter, når nogen siger stop til ham. Jo, selvfølgelig er han god til det, når det er noget seriøst, men hvis det er noget som dette, hvor han bare driller lidt, så er han bestemt ikke god til det.

Endelig stoppede han, men han blev siddende. Han sagde ikke noget, men så bare ned på mig. Jeg vidste ikke lige helt, hvad jeg skulle sige til det, når han jo intet sagde heller.

"Hvad?" spurgte jeg efter lidt, hvor Martinus bare havde set på mig. Et smil havde så småt bredt sig på hans læber og det smittede selvfølgelig også lige lidt af på mig.

"Jeg synes bare, at vi skal fejre, at vi endelig er færdige med vores eksamener og at du er så forbandet smuk", amen altså hvad skulle jeg dog sige til det.
"Skal du virkelig fejres?" spurgte jeg og han kiggede lidt kækt på mig. "At jeg er så forbandet smuk, som du jo siger" fortsatte jeg og han nikkede ivrigt på hovedet.

"Det skal det i hvert fald" mumlede han, imens han så småt begyndte at tage min trøje over hovedet på mig. Jeg var udmærket klar over, hvor han ville have dette til at føre hen.

Jeg trak fat i min trøje og trak den ned igen. Martinus kiggede forvirret op på mig og med et lidt bedende ansigt. Han så så forbandet sød ud og inderst inde, kunne jeg virkelig ikke modstå det, men jeg blev nødt til det, da jeg havde andre tanker end lige dette.

"Lad mig nu" bad Martinus mig om, men jeg bøjede mig altså ikke bare sådan lige. Han lagde sig opgivende ned ved siden af mig og med hans hovede på mit bryst.

Jeg begyndte stille at nusse ham i håret og jeg kunne fornemme på ham at han nød det. Selvom han tydeligvis nød det, så skubbede han altså bare min hånd væk.

Jeg rystede bare lid på hovedet af hans opførelse og gad egentlig ikke, hvis han skulle til at blive pigesur. Jeg skubbede ham blidt af mig og rejste mig fra sengen.
"Marie" lød det fra Martinus, da jeg var på vej ud af døren. Jeg så hurtigt tilbage, men vendte mig hurtigt om igen uden at svare ham.

Jeg ville lige lade, Martinus være lidt og så ville jeg bare lige sætte mig ned i stuen. Jeg satte et nyt afsnit af Riverdale på og ellers satte jeg mig bare til rette.

Efterhånden som jeg kom længere og længere ind i episoden, jo uhyggeligere og uhyggeligere blev det altså også.
Jeg hørte, at Martinus kom ned ad trapperne og pludselig endte han med at ligge halvt ovenpå mig.

Han kyssede blidt min kind og jeg kunne ikke lade være med at smile stort. Jeg var simpelthen så ufattelig glad for ham.
Det blev rimelig uhyggeligt og jeg kunne ikke helt holde ud til at se det.

Jeg trak Martinus tættere ind til mig og han så bestemt ikke ud til at have nogle indvendinger til det.
Han tog blidt fat om min kæbe og vendte mit hovede, så jeg så ned på ham.

Nu kunne jeg ikke holde det ud længere og jeg måtte bare kysse hans bløde læber. Han virkede overhovedet ikke overrasket over min måde at reagere på det hele på, men han havde vidst godt set den komme.
Det var nok også inderst inde, det som han ligesom lidt havde håbet på.

Martinus kyssede mig ned af min hals og pludselig ramte han mit ømme punkt. Han vidste jo udemærket godt, at det var der, det var og ikke et andet sted.
Han sugede sig fast og efterlod et sugemærke ved mit kraveben.

☆☆☆

"Godmorgen, godmorgen, til hele bondegården" hviskede Martinus i mit øre og nu forstod jeg egentlig godt, hvorfor han blev lidt halv irriteret, da både Marcus og jeg gik og sang den sang.

Efter aftenen igår var jeg bare faldet i søvn nede i stuen og i sofaen. Siden at jeg lå i min seng, da jeg vågede, gik jeg lidt ud fra, at Martinus havde fået mig derop på en eller anden måde.

"Godmorgen, godmorgen, til hele båndegå...", jeg afbrød ham ved at lægge min hånd over hans mund.
Så flabet og irriterende som Martinus nu engang var, så valgte han selvfølgelig lige at skulle slikke på min hånd, så jeg fjernede den hurtigt igen.

"Tak for igår, smukke", jeg rullede øjne af ham. Nej, der skete ikke noget andet end, at vi bare lå og puttede en smule, imens nogle få kys nok blev indblandet i det.

Jeg fik dog ikke helt set resten af afsnittet af Riverdale, da jeg valgte at sætte det på pause og fokusere lidt mere på at være sammen med Martinus.
"Skal du ikke også snart hjem?" spurgte jeg morgentræt og jeg lød virkelig som en, som ikke ville have sin egen kæreste på besøg.

Sådan var det jo selvfølgelig ikke ment, at det skulle, men jeg var ufattelig træt og Martinus havde jo også haft vækket mig tidligt eller noget i den stil.

Martinus rystede på hovedet af mit spørgsmål og han lagde sig tættere indtil mig. "Nej, jeg vil forbliver her med dig i mine arme, hvor jeg kan fortælle dig, hvor højt jeg egentlig elsker dig" svarede han med det sødeste smil.

Jeg gav ham et kys på kinden og lagde mig godt tilrette igen med Martinus arme omkring mig og min ellers lille krop...

------------------------------------------------------------------------------------------------

Kommenter & vote for mere...

- Katrine<33 (imagiinemm)