Elsker du mig overhovedet...? - Martinus Gunnarsen

Kapitel 17 // "Ehm vil du?"

Martinus og jeg havde nu været vågne i lidt tid og vi havde faktisk ikke lavet noget som helst, for at være helt ærlig. Martinus havde dog fortalt, at der var noget, som han gerne lige ville snakke eller spørge om, men ja hvad ved jeg. Jeg håber ikke, at det er noget dårligt omkring vores forhold eller at han vil slog op med mig, da jeg virkelig er forelsket i den dreng.

Han sagde intet, så jeg var en smule bekymret, altså kunne han ikke bare sige det. "Martinus, hvad var det du ville snakke om?" spurgte jeg med en lidt irriteret stemme, selvom det sket ikke var meningen, at det skulle lyde sådan. Nu tror han sikkert bare, at jeg er sur på ham eller noget i den stil, hvilken jeg overhovedet ikke er. Martinus kiggede lidt trist på mig efter hvad jeg lige havde sagt, "Det var altså ikke meningen, at det skulle lyde sådan Martinus" skyndte jeg mig at sige på en undskyldende måde, da jeg så at han faktisk blev såret. Han nikkede stille og kiggede bar end i jorden, så jeg satte mig tættere ind til ham. Jeg kyssede hurtigt hans kind og lige inden jeg skulle til at give hans kind endnu et kys, vendte han altså hovedet, så mine læber endte med at ligge på hans i et hurtigt men kærligt kys.

Martinus' ansigtudtryk gik pludselig fra glad til nervøs og bekymret. "Der er noget som jeg gerne vil tale med dig om" sagde Martinus og det var først ved de ord, at jeg virkelig begyndte at blive nervøs for, havd det var, han ville tale med mig om. Mit hjerte begyndte at banke der ud af og min vejrtrækning blev tungere og tungere, men hurtigere og hurtigere på samme tid. "Som du ved, så skal Marcus og jeg jo til Danmark her om et par dage" startede Martinus ud med og holdte derefter en lille pause, han tog min hånd og fortsatte så, "og jeg ville egentlig bare høre om du, ehm... Ehm vil du med?". Jeg var i chok, havde han lige spurgt om jeg ville med dem til Danmark, det land som jeg altså kommer fra. "Det er helt i orden, hvis du ikke har...", "Det vil jeg utrolig gerne Martinus" afbrød jeg ham og trak ham ind i et kram.

☆☆☆

Martinus - Vi henter dig om en halv time<33

Henter mig, hvad mener drengen dog? GUD JA, jeg skal med mine to bedstevenner til Danmark idag, og så er jeg så heldig at den ene også er min kæreste. Vent skrev han lige "en halv time", så har jeg virkelig travlt. Jeg skynder mig op ad sengen, tager tøj på, pakker min kuffert og løber nedenunder med alle mine ting. Jeg fandt hurtigt noget morgenmad frem, satte mig stille og roligt ind i stuen, hvor mine forældre sad. "Godmorgen skat, er du klar til at tage til Danmark med drengene?" lød det fra min far. Jeg var virkelig glad for, at min mor og far havde givet mig lov til at tage afsted, det er virkelig rart at de stoler på mig. "Ja, det er jeg bestemt" svarede jeg og begyndte at spise, da der ikke var så lang tid til, at jeg ville blive hentet.

Det bankede på døren og da jeg åbnede den, stod en smilende Martinus, som nærmest bare ventede bare at han ville få et kram. Han stod pludseligt i mine arme og en følelse af tryghed ramte mig. Vi trak os fra krammet og inden jeg nåede at opfatte, at Martinus gerne vil have givet mig et kys, var jeg altså gået forbi han, ups. "Nej okay, det er da også helt fint med mig" lød det fra en fornærmet Martinus, jeg kiggede om på han og trak lidt på skuldrene. Jeg fik mine ting ind i bilen og lige inden i nåede ind i bilen, havde Martinus lagt hans arme om mig og stod nu med hans læber på mig, uhhhh. 

Vi skulle sidde i bilen i omkring fire timer og jeg er ikke typen som har meget tålmodighed, nej det stik modsat. Jeg kan sket ikke sidde stiller, hvis jeg begynder at kede mig, hvilket jeg sikkert kommer til, så det er jo mega fedt. Men jeg sad jo mellem Martinus og Marcus, så det skulle da nok gå godt. Martinus havde siddet lidt med hans mobil, samtidig med at han havde holdt øje med hvordan jeg havde det, hvor sødt af ham hva. Altså for at være helt ærlig, så var det seriøst de længste fire timer i mit liv, gud hvor var der absolut intet at lave i den bil. Drengene var bare helt opslugte af deres mobiler som sædvanligt, så det undrede mig ikke så meget, men de kunne da godt lige have talt med mig eller noget.

Det var den støtte lettelse at træde ud af bilen, da vi endelig var kommet hen til Trondheim lufthavn. For det første, så kunne jeg strække mine ben ordentligt igen, efter den her langtrukket køretur. For det andet, så havde begge drenge lagt deres mobiler i lommen, så ja tak. Og for det tredje, så var vi tættere på snart at være i Danmark...

------------------------------------------------------------------------------------------------

Kapitel 17, åhhh! Jeg håber at I kunne lide det og at det var "ventetiden" værd, ahaha:)) Men I må utrolig gerne skrive en skøn kommentar og trykke på den lille stjerne oppe i hjørnet (vote), da det ville gøre mig så glad...

BTW TUSIND TAK FOR 1,2K READS, IHHH!

- Katrine<33 (imagiinemm)