Elsker du mig overhovedet...? - Martinus Gunnarsen

Kapitel 22 // "Er du helt seriøs?"

"Hvad, er du helt seriøs?" spurgte jeg en anelse forvirret over, hvad Martinus lige havde fortalt mig. Hvorfor vidste jeg ikke, at vi skulle direkte til Finland? Altså ikke at der var noge problem i, at vi skulle til Finland, men det kom bare som en rimelig stor overraskelse. Nå, men jeg fik pakket alle mine ting og det gik egentlig okay hurtigt. Jeg troede, at jeg ville være langsommere end Martinus, men nej nej, det var lige omvendt. Så nu er jeg en smule stolt af mig selv, så ja tak.

Vi fik checket ud af hotellet og skulle videre ud mod lufthavnen. Drengene fortalte lidt om, at de har nogle lidt crazy fans i Danmark, så derfor skulle jeg måske passe lidt på. Altså folk ved jo godt, at Martinus har en kæreste og at hun hedder Marie, men hvad de ikke ved er, at den pige er mig. Jeg er lidt nervøs, men samtidig lidt spændt på, hvordan de alle vil tage imod mig. Jeg håber, at det kommer til at gå fint, hvilket jeg bestemt også tror, at det kommer til.

☆☆☆

Da vi ankom til lufthavnen, stod der allerede en helt masse fans. Det var først nu, at jeg indså, hvor nervøs jeg var for det hele. Jeg trorgodt, at Martinus kunne fornemme det på mig, da han tog min hånd og gav den et lille klem som tegne på, at han var der for mig. Vi steg ud af bilen og blev mødt med en her del skrig fra alle som stod og bare ventede på, at drengene ville dukke op, hvilket de så også gjorde. Altså hvis man ikke allerede havde tinitus i forvejen, så fik man det da efter det her.

Jeg kunne godt mærke en masses fokus blev vendt over på mig, da jeg også kom ud fra bilen. Til mit held, blev der plantet rigtig mange smil på læberne, på pigerne som ellers stod og omringede drengene. Martinus havde stadig fat i min hånd og gav heller ikke slip lige foreløbigt, hvilket jeg var pænt glad for. Jeg skulle ikke til at blive væk mellem min kærestes fans, nej ellers tak.

Jeg hørte mange spørge ind til, om jeg var den pige, som Martinus havde fortalt om i interviewet. Hver gang kiggede Martinus bare smilende om på mig og nikkede stolt på hovedet. Jeg kunne selvfølgelig ikke lade være med at rødme. Det var nærmest blevet en dårlig vane for mig, at rødme hver gang Martinus var en lille smule sød og jeg mener virkelig hver gang. Gid at jeg bare kunne lade være, men det kan jeg bare ikke, det er virkelig svært for mig.

Drengene fik taget billeder med så mange, som de nu kunne nå og endelig var vi bare for os selv, uden nogle skrigende fans. "Hvordan kan du holde det ud, Martinus" spurgte jeg helt udmattet, efter bare at have set på drengene sammen med dem alle. Martinus trak lidt på skuldrene, "Det jo dem som har hjulpet os allermest og dem som gør allermest for os, så selvfølgelig skal de også have noget tilbage" svarede Martinus som om, at det var det mest logiske svar nogensinde. Det var egentlig rimelig sødt, at han tænkte sådan omkring det. Altså hvis ikke Martinus allerede var min kæreste, så ville jeg godt nok være den sygeste fan af ham og hans personlighed.

☆☆☆

Vi fandt vores vej hen til vores gate og satte os bare for at vente, da der stadig var lidt endnu til, at vi skulle afsted. Jeg sad eller lå rettere sagt, med mine ben over Martinus'. Jeg lå og nød at han nussede mine ben stille. Jeg nød hans berøring og hans måde at vise hans kærlighed på. Jeg tror virkelig ikke, at jeg kan blive mere forelsket i den dreng, end jeg er akkurat nu. Altså alt er bare så godt eller det føler jeg da i hvert fald. Min familie og jeg er nærmest gladere sammen nu end førhen, jeg har det pisse godt på Trofors og jeg har en dejlig kæreste og bedsteven. Jeg tror faktisk ikke, at det kan blive bedre.

Martinus skulle hurtigt på toilet, så han smuttede afsted og efterlod hans mobil lige ved siden af mig. Altså jeg kunne ikke finde på at gå ind på hans mobil, da jeg på ingen måde kan se nogen grund til det. Han er jo sjovt nok min kæreste og jeg stoler på ham eller det gjorde jeg i hvert fald indtil, at jeg så besked komme frem på hans skærm. Det var en besked fra "E<33". Altså hvem er det, jeg kender ikke nogen "E<33" og Martinus har aldrig snakket om nogen "E<33" førhen. Jeg skimtede hurtigt beskeden uden at snage for meget, da det ville være dårlig stil overfor Martinus.

E<33 - Martinuuuuus, jeg savner dig altså...

Ehm undskyld mig, hvad? Det er nok ikke lige en dreng, drenge plejer ikke at skrive sådan noget og hvis de gør, så er det overhovedet ikke på den måde, at de skriver det. Jeg ved ikke om det bare er en jalousi som ligesom spredte sig i hele min krop, men det var bestemt ikke en rar eller behagelig følelse på nogen tænkelig måde. Alt kørte gennem mit hovede lige nu, jeg kunne virkelig ikke tænke klart. Glem alt det jeg sagde om, at jeg ikke troede, at det kunne blive bedre. For det er blevet det stik modsatte, alt er blevet værre. Det var som om, at alt bare pludseligt blev sløret og det gjorde det også, for det næste jeg husker er, at det hele sortner for mine øjne...

------------------------------------------------------------------------------------------------

Kapitel 22, men hvad skal der mon ske med det hele? Jeg håber selvfølgelig, at I kunne lide kapitlet og hvis I kunne, så må I meget gerne skrive en skøn kommentar og trykke på den lille stjerne oppe i hjørnet (vote), da det ville gøre mig utrolig glad...

- Katrine<33 (imagiinemm)