Elsker du mig overhovedet...? - Martinus Gunnarsen

Kapitel 49 // Mærkelig opførelse

Der var gået nogle uger og der var ikke sket det store. Martinus og jeg havde snart været sammen i et halvt år og det var virkelig surrealistisk at tænke på. Med snart, så mener jeg snart. Der var bestemt ikke lang tid til. Nej, for der var nemlig kun en dag til.
Martinus og jeg havde ikke snakket så meget om det, men jeg havde virkelig tænkt på det.

Et helt halvt år med Martinus. Det virkede som lang tid og det var det jo egentlig også. Et halvt år sammen med Martinus og jeg kunne sagtens bruge resten af mit liv sådan.

"Marie", alle mine tanker blev afbrudt af Martinus som kom brasende og meget larmende ind på mit værelse. Jeg fik lidt af et chok, men jeg der var egentlig ikke noget problem i, at Martinus kom lidt larmende ind, når han jo bare var en sød kæreste.

"Martinus", han smed sig ned på sengen ved siden af mig og tog hurtigt armene om min mave. Han placerede hans hovede mellem min hals og nakke. Han kyssede mig stille og et smil kom frem på mine læber.

"Hvad så, Martinus?" spurgte jeg ham og uden at svare mig, begravede han bare hans hovede lidt mere ind til mig. Jeg rykkede lidt på mig og Martinus' hovede faldt ned fra min skulder.
"Marie" mumlede Martinus og lagde igen hans hovede på min skulder.

Jeg grinede lidt over hans opførelse. "Martinus, hvad sker?", da han jo ikke svarede før, havde jeg måske heller ikk regnet med, at han ville svare nu, men det overraskede mig lidt, at han gjorde. "Jeg, jeg elsker dig bare så højt, Marie" mumlede han ned i min nakke.

Han kiggede hurtigt op på mig med et kæmpe smil plantet på læberne. Det smittede lidt af på mig, men jeg synes egentlig bare, ar det hele var lidt underligt.
Jeg kunne ikke helt finde ud af hvad han ville. "Har du taget stoffer eller noget i den stil, siden at du er så glad?". Jeg vidste selvfølgelig godt, at det havde han ikke og at han ikke kunne finde på det, men hans opførelse undrede mig bare en lille smule.

Martinus rystede voldsomt med hovedet for at bekræfte, at det havde han bestemt ikke. Han puttede sig endnu tættere ind til mig, hvis det overhovedet var mulig, og jeg kunne mærke hans blide hvertrækning mod min hud.

Der gik ikke lang tid, før jeg kunne fornemme, at Martinus var faldet i søvn. Det skulle virkelig ikke undre mig, hvis Martinus kunne sove hvor som helst. Jeg lå og nussede hans arm stille, imens jeg bare nød synes at min kæreste.

☆☆☆

Mine øjne må have været faldet i lidt efter, at Martinus var faldet i søvn, for jeg slog mine øjne op, da jeg kunne mærke Martinus' læber mod min hud.

Martinus' arme lå stadig rundt om mig, men hans hovede var ikke længere på min skulder. Han kyssede blidt min arm og nussede stille min mave, hvor hans arme var.
Jeg vendte mig forsigtigt om, men sørgede for at mine øjne stadig var lukket.

Det var super rart bare at ligge i Martinus' arme og generelt bare hans selskab. Jeg nød virkelig øjeblikket og det var virkelig også det vigtigste, hvis det stod til mig.
Jeg kunne fornemme, at Martinus rykkede sig længere hen imod mig.

Han kyssede blidt min læber, uden at jeg kyssede ham igen. Han kyssede mig blidt igen og jeg kyssede ham stadig ikke tilbage.
Martinus vendte sig lidt om, så han lå på ryggen og han tog hans mobil frem.

"Du må ikke stoppe, Martinus" mumlede jeg træt og åbnede først mine øjne der. Martinus vendte hans hovede og så over på mig med et stort og varmende smil.
Jeg lagde mig lidt indover ham og havde mit hovede på hans brystkasse, hvor jeg bare lå og så op på ham.

"Jeg vil gerne spille fifa, Marie" kom det lige pludseligt fra Martinus. Altså hvad skulle jeg dog gøre ved det, jeg har jo ligesom ikke bare lige fifa herhjemme.
"Jamen jeg har ikke fifa, Martinus", "Det ved jeg, men vi kunne jo tage hjem til mig og så kunne du også bliver natten over" forslog Martinus og jeg vidste, at hvis jeg ikke svarede ja til det, ville han bare plage mig utrolig meget.

"Fint" svarede jeg og skulle til at rejse mig fra sengen, så jeg kunne pakke nogle få ting, men Martinus strammede sit greb om mig.
"Jeg skal have pakket nogle ting, Martinus", "Det ved vi vidst begge to godt, at du overhovedet ikke behøver" hviskede Martinus og kuldegysninger fløj gennem min krop, men jeg vidste egentlig ikke hvorfor.

☆☆☆

Jeg nåede ikke engang at træde ind på Martinus' værelse, inden at Emma havde trukket mig med ind på hendes værelse. "Emma!" lød det opgivende og sukkende fra Martinus, da han lagde mærke til, at Emma var en smule smart der.

Emma stillede sig op i sengen, så hun blev en smule højere og bedre kunne nå op til mig. Hendes arme omfavnede mig i et skønt kram og jeg holdte hende tæt ind til mig.

"Emma, kan jeg få Marie tilbage?" kom Martinus spørgende ind ad døren til Emmas værelse. "Nej Martinus, det kan du ikke" svarede Emma bestemt og tog min hånd, så Martinus ikke kunne tage mig fra hende.

Martinus gik tættere på Emma og jeg. Han stillede sig lige foran os og smilede stort til os. Han prikkede Emma på næsen og hun begyndte straks at smile og grine.

Martinus lagde hans hænder på mine kinder og rykkede hans hovede længere en mod mit. Han skulle til at lægge hans læber på mine, da Emma brokkede sig.
"Neeeeeeej" nærmest råbte hun og Martinus stoppede hurtigt hans handling.

"Jeg snupper Marie, Emma" forsikrede han Emma og skyndte sig at trække mig med ham, inden at Emma kunne nå at sige noget. Jeg følte mig lidt som en hund som blev trukket rundt i en snor eller noget.

Martinus skubbede mig ned på sengen og kom over mig, hvor han blidt lagde hans læber på mine. "Du må aldrig droppe mig for Emma, okay?", jeg grinede lidt over hans kommentar, men synes egentlig også at den var lidt sød.

"Hvad nu hvis jeg bedre kan lide din lillesøster, end jeg faktisk kan lide dig?" spurgte jeg med et kækt ansigtsudtryk. Martinus så lidt fornærmet ud, men trak mig ind til ham.
"Det ved jeg godt ikke passer", jeg nikkede på hovedet og gav Martinus' kind et lille kys...

------------------------------------------------------------------------------------------------

Kommenter & vote gerne for mere...

- Katrine<33 (imagiinemm)