Elsker du mig overhovedet...? - Martinus Gunnarsen

Kapitel 12 // "Lyt dog til mig..."

(Martinus P.O.V.)

Da jeg næste morgen ligger i min seng og kigger op i loftet. Jeg burde nok gøre mig klar til at gå i skole, men jeg har virkelig ikke lyst til det eller rettere sagt, så har jeg ikke lyst at Marie ikke vil tale med mig. Det er en smule svært at holde sig væk fra hende, når jeg er så mega forelsket i hende, men jeg må virkelig tage mig sammen, for måske har hun bare lige brug for lidt plads. Men altså jeg bliver jo seriøst nødt til at tale med hende.

Jeg gjorde mig færdig og skyndte mig ud af døren, hvor jeg derefter gik over mod Maries hus. Jeg er en smule bekymret for, hvordan hun vil reagere, når jeg lige pludselig står foran hendes dør og beder hende pænt om at tale med mig. Jeg gik med tunge skridt mod hendes hus, hvor jeg blev mere og mere nervøs for hvert et skridt, som jeg tog. Da jeg stod ved døren og skulle til at banke på, kunne jeg ikke få mig selv til det, så jeg vendte mig om og begyndte at løbe, men jeg ved ikke hvorhen.

☆☆☆

(Maries P.O.V.)

Det var morgen, jeg havde lige gjort mig klar og hvad man nu ellers gør om morgenen, inden jeg skulle til at i skole. Jeg stod lidt og kiggede ud af de store vindue, som jeg har oppe på mit værelse, da jeg pludselig fik øje på Martinus. Nej, nej, nej, han kom gående over mod mit hus, ej det er egentlig ikke så værst. Jo det er, hvad tænker jeg. dog på, han kyssede med en anden, selvom han nærmest lige havde fortalt mig, at han havde følelser for mig og kyssede mig. Jeg kunne ikke se ham mere, så han måtte jo nok snart banke på døren nedenunder, også burde jeg jo nok gå ned og åbne for ham, men der kom slet ikke noget bank. Jeg undrede mig rimelig meget, da jeg pludselig ser ham løbe væk, altså hvad, er der sket noget siden han bare løber?

Jeg skynder mig nedenunder, hvor jeg står i døråbningen og kigger efter Martinus. Jeg tog hurtigt mine sko på og begyndte at løbe efter ham, for selv om jeg var sur på ham, så kunne jeg bare ikke lide at se ham ked af det, det knuste lidt mit hjerte. Jeg løb alt hvad jeg kunne få at nå ham, men han var selvfølgelig hurtigere end mig og derfor måtte jeg bare stille følge, hvor han løb hen. Måske havde jeg en lille forventning om, hvor Martinus ville løbe hen og jeg havde fuldstændig ret, da jeg så at han pludselig løb ned mod parken. Martinus satte farten ned og det samme gjorde jeg. Martinus satte sig ned på en lille bænk, jeg gik tættere på ham og kunne hører at han sad og græd stille. "Martinus?" spurgte jeg med en rolig stemme, han kiggede hurtigt op på mig og jeg kunne ane et lille smil på hans læber, "Er du okay?" fortsatte jeg og nu smilte han oprigtigt. Han nikkede og hentydede mig til at sætte mig ned, men det havde jeg egentlig ikke helt lyst til, "Undskyld Marie, undskyld" sagde Martinus pludseligt efter noget tid med stilhed. "Martinus, ik gør det her mod mig, jeg klare de..." mere nåede jeg ikke at sige, før han afbrød mig, "Lyt dog til mig... Jeg er ked af det Marie, det hele er en kæmpe misforståelse, det var Cecilie som kyssede mig, ikke omvendt" startede han og fortalte derefter hvordan det hele gik til den aften.

Det var blevet utrolig koldt udenfor, så Martinus og jeg var taget hjem til ham for at tale færdigt. Jeg sad nu på kanten af Martinus'seng, mens han hurtigt lige var inde ved Marcus. Jeg sad lidt med min mobil og tjekkede mine sociale medier, da Martinus kom tilbage. Jeg lagde mobilen fra mig og Martinus kom stille gående hen mod mig, "Er jeg tilgivet?" spurgte han og kiggede mig dybt i øjnene, mens jeg nikkede med et lille smil plantet på mine læber. Han trådte endnu tættere på mig, hvor han derefter lagde sine helt igennem fantastiske læber på mine og gud hvor havde jeg dog savnet det og ham. Martinus lagde os ned uden at bryde vores kys og jeg kunne fornemme et smile forme sig på hans læber imens, vi træk os fra kysset og smilede til hinanden.

Martinus og jeg havde ikke været i skole, da hans mor sagde, at vi bare kunne blive hjemme, da hun kunne se, at vi havde brug for det. Gerd Anne er simpelthen den sødeste og jeg ville bestemt ikke have noget imod, hvis hun nu skulle ende op med, at blive min svigermor ahaha. "Martinus, jeg tror altså, at jeg skal til at hjemad", "Nej det skal du bestemt ikke" insisterede han og tog fat om livet på mig, hvor han ellers holdte godt fat. Jeg små grinte lidt, "Vil du ikke nok blive, du kunne jo sove her..." begyndte han og kiggede forventningsfuldt på mig, jeg kunne selvfølgelig ikke modstå ham, så jeg takkede pænt ja tak...

------------------------------------------------------------------------------------------------

Kapitel 12 er nu endelig ude og jeg håber, at I kunne lide det! Husk t kommentere og trykke på den lille stjerne oppe i hjørnet (vote), da det ville gøre mig super glad...

- Katrine<33 (imagiinemm)