Elsker du mig overhovedet...? - Martinus Gunnarsen

Kapitel 24 // "Elsker du mig overhovedet?"

(Martinus' P.O.V.)

Marcus havde forladt rummet, som vi sad og nu havde jeg en hulkende Marie i mine arme. Jeg forstod ikke helt, hvad der var sket, men Marcus kiggede lidt skuffet på mig? Marie må haft fortalt han, hvad der gik hende på og det var sikkert noget omkring mig. Hun har jo haft ignoreret mig helt indtil nu, hvilket virkelig går mig på.

"Elsker du mig overhovedet?" lød det fra Marie og hun løftede hendes hovede, så hun kiggede mig dybt i øjnene. Jeg kiggede skeptisk på hende. Om jeg elsker hende, det skal jeg ikke engang tænke over, ja jeg elsker hende mere end noget andet.

"Hvordan kan du overhovedet spekulere over det, selvfølgelig elsker jeg dig", hun rystede stille på hovedet og jeg kunne mærke nogle tåre pressede på. Jeg elsker hende, det gør jeg virkelig.

"Der kom en besked op på din telefon og jeg kunne undgå at se den" hun tog en dyb indånding, inden at hun fortsatte. "Martinus, hun savner dig og du burde nok havet taget hende med i stedet for mig". Hvilken pige snakker vi om. Jeg tager hurtigt min mobil frem og trykker ind på mine beskeder. Jeg har en uåbnet besked fra "E<33".

"jeg tror, at der er noget, som du har misforstået, Mari...", "Hvad har jeg misforstået, Martinus?" hun afbrød mig ved nærmest at råbe, men jeg kunne høre gråden i hendes stemme. "Det er min lillesøster Emma, der er intet at være bekymret for" fik jeg fremstammet mens, at jeg prøvede på at holde mit grin inde. Det var måske ikke lige det bedste tidspunk at begynde at grine på.

Maries kinder begyndte at blive røde. Hun rejste sig og stillede sig hen til vinduet, hvor hun bare stod. Jeg kom bagfra og lagde mine arme omkring hende, mens at jeg hvilede mit hovede på hendes skulder. Jeg kyssede siden af hendes hals og jeg kunne ane et smil kom frem på hendes læber.

Efter at vi havde stået i lidt tid og set ud af vinduet, mumlede Marie, "Jeg føler mig så ufattelig dum". Jeg tog hendes hånd og flettede mine fingre ind i hendes. Hun vendte sig rundt og gav slip på min hånd, inde at hun trak mig ind i et kram.

"Undskyld, du må virkelig undskylde, Martinus" sagde hun imellem hendes små snøft. Jeg trak mig lidt væk fra hendes og tørrede tårene væk fra hendes kinder, "Ik tænk på det, det hele går nok". "Nej Martinus, det går ikke... Jeg burde have snakket med dig, i stedet for at tro noget dårligt omkring dig".

Jeg gad ikke engang svare hende, jeg kyssede bare hendes læber, for at få hende til at tie stille for nu. Hun kyssede med og jeg kunne mærke, at jeg kun bliver gladere og gladere for hende, for hver dag som går og for hver kys som bliver delt mellem os.

☆☆☆

Vi kom ud fra hospitalet som Marie havde været på, efter hendes lille uheld igår, hvor hun simpelthen besvimede. Jeg var der ikke, jeg var på toilettet. Jeg ville gerne have været der for hende, men jeg fik at vide af Marcus, at hun pludselig bare besvimede. Vi nåede jo ikke til Finland igår, så derfor skulle vi altså afsted i dag. Vi sørgede for, at Marie var klar til at tage afsted og blev ved med at sikre os omkring hende. Altså jeg var klar til at tage hjem med hende, hvis det var det som skulle til. Men hun insisterede altså på, at hun intet problem havde med, at vi nu skulle til Finland.

Der er rigtig smukt i Finland. Alle de gange Marcus og jeg har været der, har alle vores fans været helt igennem crazy. Altså vi elsker crazy, så det er helt fint med os. Det viser jo egentlig bare, at de bryder sig om os.

Jeg glæder mig til at vise Marie rundt. Far har lovet, at Marie og jeg kan få lidt tid for os selv, hvilket er virkelig skønt. Jeg er ikke sikker på, om far ved, at Marie og jeg har haft sex, men det behøver han altså heller ikke lige vide lige foreløbigt vel.

Jeg tror ikke at jeg siger det nok, eller så siger jeg det alt for meget. Nå men ligegyldigt. Jeg er helt vildt glad for Marie og jeg kan slet ikke forstille mig mit liv uden hende. Jeg burde seriøs takke gud for, at han har bragt Marie til lille Trofors. Hun er en af guds skabninger og hun er en perfekt en af slagsen.

Så tak, Gud!

☆☆☆

Marie så ud til at synes godt om hotelværelset. Hendes kæbe faldt næsten ned på gulvet, da hun så hvor fint det hele var. Det er jo egentlig rimelig godt, at hun kan lide det, for vi skal jo altså tilbringe en masse tid her.

(Maries P.O.V.)

Det var simpelthen så smukt her. Jeg har aldrig nogensinde været i Finland, så denne gang blev den første. Jeg var allerede vild med det.

Martinus og jeg fik talt ud om det hele, heldigvis. Dog er jeg en smule flov over, at jeg beskyldte han for at være mig utro eller hvad man nu skal sige, når det jo bare var hans lillesøster.

To arme blev lagt om mig og de førte mig hen til en helt igennem fantastisk seng. Sengen var stor, blød og generelt set bare dejlig. Sådan en seng, som alle drømmer om at have. Det var Martinus' arme som var lagt omkring mig. Han kyssede mig på kinden og pustede mig i nakken, af en eller anden mærkelig årsag. Jeg fik gåsehud, men det var egentlig behageligt nok.

"Jeg har en overraskelse, som bare vi to får æren af" hviskede Martinus kærligt i mit øre. Han lagde sig endnu tættere end tilsig og kyssede nu mit øre, det var rimelig romantisk.

"Det vil jeg glæde mig til, Martinus Gunnarsen", jeg vendte mig om og så han i øjnene. Han lænede sig frem mod mig og hans læber landede på mine. Kyssede føltes anderledes end det har gjordt førhen, men på den gode måde. Det var som om, at det var fyldt med kærlighed, fyldt med længsel og fyldt med håb. Jeg elsker ham virkelig, det gør jeg...

------------------------------------------------------------------------------------------------

Kapitel 24 er nu ude og jeg håber, at I kunne lide det! Hvis I kunne, så må I meget gerne skrive en mega skøn kommentar og trykke på den lille stjerne i hjørnet (vote), da det ville gøre mig utrolig glad:))

- Katrine<33 (imagiinemm)