Elsker du mig overhovedet...? - Martinus Gunnarsen

Kapitel 43 // "Er det ikke Martinus?"

Det var noget tid siden, at jeg var kommet hjem og der ville egentlig heller ikke vare så længe, inden at mine to favorit tvillinger ville komme hjem igen.
Det havde virkelig været kedelig for at sige det mildt. Der havde været så stille og jeg var virkelig ved at blive sindsyg. Det hele føltes så tomt og så ufattelig ensomt. Der var intet at lave, når man ikke var i skole.

Selvom Martinus havde travlt, så var det bestemt ikke noget problem for ham, at skrive eller ringe til mig hele tiden. Jeg klager overhovedet ikke, da jeg synes det er rimelig sødt, men han burde fokusere på det han er ude at lave, nemlig hans arbejde.

☆☆☆

"Marie" lød det nede fra stuen af. Det var min mor som kaldte efter mig. Jeg rejste mig fra sengen, som var det første jeg smed mig i, da jeg kom hjem fra skole. Jeg gik med sløve skridt hen mod døren, ud gennem den, ned ad trappen og ind i stuen, hvor min mor sad i sofaen. Fjernsynet var tændt, men det så ikke ud til, at min mor fulgte med på nogen måde, hun havde travlt med at se på noget andet.

Hun lagde ikke rigtig mærke til, at jeg stod bagved hende, så hun må virkelig have været optaget af et eller andet.
"Marie" kalder mig mor igen og det lyder endnu højere end før, men det er jo nok også fordi, at jeg står lige bag hende. Jeg ligger min hånd på hendes skulder, "Jeg er lige her". Hun får lidt af et chok, men griner også lidt af det.

Dog vare grinet ikke længe ved, inden at min mor pludselig så forvirret og alvorlig ud. Altså hvad skete med hende, havde jeg mon gjort noget forkert eller havde jeg ikke opført mig ordentligt?
Var hun mon sur på mig, måske endda skuffet over mig? Hvad kunne jeg dog have gjort, hvad kunne dog have været sket? Alt var et stort spørgsmålstegn for mig, alt var et større spørgsmålstegn end noget andet, nogensinde havde været.

"Marie, er der sket noget mellem dig og Martinus", jeg blev en smule lettet, men alligevel var jeg bekymret på samme tid. Jeg rystede på hovedet, for der var jo ikke sket noget mellem Martinus og jeg efter den lille misforståelse i Sverige.
Min mor så sendte mig et lidt trist blik og jeg vidste virkelig ikke hvad der skete. Altså kunne hun ikke lide Martinus mere, synes hun ikke, at han var god nok til at være sammen med hendes datter?

Hendes blik endte på hendes skød og først der, lagde jeg mærke til, at hun sad med hendes mobil. Jeg kiggede hende over skulderen, men det var ikke så nemt at se, hvad hun sad og så på. "Hvad er det som sker, mor?" spurgte jeg og kunne mærke, at jeg snart ikke kunne holde det ud længere.
"Er det ikke Martinus?", mine øjne blev pludselig meget store og jeg var virkelig i chok. Først beskylder han mig for at være ham utro, ved at kysse med en anden, hvilket ikke var rigtigt, og dernæst gør han det fandme selv.

Jeg var knust for at sige det mildt. Det var ikke noget med, at jeg tænkte det var Martinus eller at jeg måske lige skulle overveje om det faktisk var ham, for det var virkelig tydeligt at se, at det var det altså.
Jeg havde førhen set et billede, hvor jeg tænkte, at det var Martinus, selvom det ikke var det. Jeg vidste dog, at denne gang var det ham. Små tåre dannede sig i mine øjne og til sidst blev de bare flere og flere.

Jeg kendte efterhånden Martinus' ansigtstræk og ansigtsform rigtig godt. Den lille skønhedsplet som gerne skulle være på venstre side af hans overlæbe, den var der. Hans list uglede midterskilning, ja den var det også. Men det var de mørkebrune øjne som gjorde mig mest sikker i min sag.
Øjnene som jeg altid blev væk i, når jeg så ind i den. Øjnene som varmede en og som nærmest smilede til en, det var dem som jeg kunne genkende ham mest på.

Jeg satte mig ved siden af min mor. Tårerne gled ikke ned af mine kinder, men de forblev i vandkanten af mine øjne.
Min mor lagde armen om mig og træk mig ind til sig. Jeg følte ellers, at Martinus og jeg havde det så godt sammen. Ja, man kunne godt blive en smule jaloux på hinanden og ja, man kunne godt komme til at se forkert på et billede, men denne gang var ikke lige en af de situationer.

☆☆☆

Martinus havde haft skrevet til mig resten af dagen, hvor jeg egentlig bare havde undladt at svare ham. Han skrev ikke noget omkring det billede, som jeg havde set, men han skrev alt muligt om, at han savnede mig.
Det ragede mig egentlig ikke lige på det tidspunkt, for hvis han faktisk savnede mig, så ville han jo ikke gå rundt og kysse med andre piger, vel?

Da jeg lå i min seng, kunne jeg bare høre, at min mobil blev ved med at vibrerer. Til sidst tog jeg den altså op og Martinus' navn var overalt på skærmen.

Martinus - Jeg savner dig, smukke
Martinus - Er der sket noget?

Det var de nyeste beskeder, som han nu engang havde sendt. Jeg sukkede lidt over det og jeg blev en smule sur over, at han bare lod som ingenting. Han burde jo udemærket være klar over, at han havde kysset med en pige, imens at han faktisk havde en kæreste.

Marie - ...

Jeg sendte ham bare tre punktummer. Jeg gad ikke rigtig svare ham, men jeg ville gerne have en forklaring på det hele. Forklaringen ville jeg dog gerne have face to face.

Martinus - Hvorfor har du ikke svaret hele dagen?
Marie - Hvorfor har du kysset med andre piger?
Martinus - Jeg kan forklare det hele, Marie
Marie - Det håber jeg da virkelig også for dig, for du er virkelig langt ud at skide
Martinus - Det ved jeg, men jeg elsker dig, det gør jeg virkelig
Marie - Hvis du elskede mig, ville du ikke have behov for at kysse på andre
Martinus - Marie, jeg elsker kun dig

Jeg smed min mobil fra mig. Jeg ville ikke have det længere, jeg ville ikke.
Han havde virkelig såret mig...

------------------------------------------------------------------------------------------------

Kommenter & vote gerne for mere...

- Katrine<33 (imagiinemm)