Elsker du mig overhovedet...? - Martinus Gunnarsen

Kapitel 51 // "Hey, hey, hey"

Nå men Martinus havde på en eller anden over fået overtalt mig til at tage med ham og Marcus ned på fodboldbanerne.
Det var egentlig ikke fordi, af jeg sådan oprigtigt gad, men Martinus blev meget glad, da jeg sagde ja sååååe.

Jeg fik dog noget igen. Jeg ville kun tage med ham og Marcus, hvis han tog mig med hen for at få is bagefter. Han gik med til den, så begge parter blev rimelig glade.

Tvillinger løb rundt på banen og jeg sad egentlig bare at kiggede på, da fodbold ikke lige var det, som jeg havde mest styr på.

Martinus kiggede hele tiden ud på mig og dermed begyndte Marcus også at klare sig en smule bedre end ham.
Han løb ud til mig og tog fat i mine hænder. "Kom, nu skal vi spille fodbold" sagde Martinus glad og trak mig med ham ind på banen.

Marcus kom løbende med bolden og spillede den til mig. Jeg fumlede lidt med at stoppe den og drengene begyndte bare at grine lidt af mig.
Martinus sneg armene om min mave, men jeg fjernede dem bare igen.

"Skulle vi ikke spille fodbold eller er jeg herind på banen forgæves?" spurgte jeg med en flabet tone, da jeg blev en smule irriteret over, at de grinede over mine utrolig dårlige skills.
"Jamen okay da, frøken" svarede Martinus grinende og prøvede at tage bolden fra mig, da jeg hurtigt flyttede den.

Jeg så ud til at være en smule overrasket over min hurtige handling og Marcus klappede bare i hænderne, imens han grinede af at Martinus' ansigtsudtryk var lidt sjovt. Jeg løb væk fra Martinus og han så på mig med et lidt smørret smil.

"Come on, Marie" brokkede Martinus sig, da vi stadig ikke rigtigt var kommet ordentlig igang. Jeg trak bare på skuldrene af ham og var egentlig pænt ligeglad med hans tålmodighed. "Spil nu bare bolden så vi faktisk kan komme igang, det er altså ikke sværere", så nu var det pludselig blevet til en bare-brok-dig-over-Marie-fodboldkamp.

"Okay da! Siden at du tror, at jeg er så dårlig til fodbold, så kan du få lov at være alene, imens jeg har Marcus på mit hold" sagde jeg bestemt og samlede bolden op i mine hænder. Jeg bevægede mig langsomt over til Martinus og stillede mig lige foran ham.

Jeg så direkte ind i hans brune øjne, som jeg jo normalt elskede, men lige på det tidspunkt var de ikke så skønne. Jeg rakte ham hårdt bolden og han fik en lille mavepumper. "Du starter?" forslog jeg og han ømmede sig en smule, inden at han lagde bolden ned på græsset.

Martinus begyndte at løbe med bolden og bevæge sig længere og længere ned mod målet som tilhørte Marcus og jeg. Jeg ville virkelig gerne vise Martinus, at jeg måske kunne bar en lille smule mere, end han gik og troede om mig.

Martinus kom pludselig nærmere på mig og jeg gik lidt halvt i panik, men jeg var virkelig nødt til at holde fokus, for jeg var virkelig ikke god til fodbold. Det ville i hvert fald være synd at sige. Martinus troede lige, at han kunne komme forbi mig, men der kunne han vidst godt tro om igen, for jeg fik overraskende nok fat i bolden og begyndte at løbe væk med den.

Jeg kunne hurtigt fornemme, at Martinus var lige bagved mig, så jeg skyndte mig at spille bolden til Marcus og så stod der 1-0 til Marcus og jeg. Så kunne Martinus lære det og jeg havde det lidt optur over det, så det var jo meget sjovt.

☆☆☆

"I var også to, så det var ikke helt fair", en virkelig dårlig undskyldning skulle Martinus selvfølgelig komme med for at forsvare sig selv, da han nok ikke lige havde regnet med at tabe til Marcus og jeg. Martinus var virkelig dårlig eller så var jeg bare utrolig heldig. Jeg tror nok mest af alt på den sidste mulighed, for jeg har set Martinus spille fodbold før og jeg synes han er dygtig til det, det gør jeg virkelig.

"Nu er det så min tur til at få noget igen og dermed skal vi jo så hen og have is" udbrød jeg glad og Marcus fik også et stort smil på læberne. Jeg gav hurtigt Marcus en high five og rakte tunge af Martinus imens. Martinus himlede med øjnene og gik bare lidt væk fra Marcus og jeg.

"Martinusmus, hvor skal du dog hen?" spurgte jeg irriterende og gjorde nok ikke Martinus humør bedre på nogen tænkelig måde. Han fortsatte bare med at gå, så jeg løb op til ham og hoppede dernæst op på hans ryg.

"Nu skal vi ha is!" hviskede jeg spændt og glad ind i Martinus' øre og for at være helt ærlig, så virkede jeg nok lidt som en lille pige igen som var meget glad for hendes nye dukke eller noget i den stil. Jeg så mig over skulderen og signalerede til Marcus, at han skulle komme op til os, hvilket han så også gjorde.

Da Martinus havde tabt kampen, så skulle han give isen og det gjorde mig jo nærmest ovenud lykkelig. Jeg har det på den måde, at hvis man først har fået en is, så har man altså lyst til endnu en også selvom, at man ved, at det nok ikke er det smarteste.

"Tak" mumlede jeg med munden fuld af is og Martinus ville til at give mig et kys, da han lagde mærke til, hvordan det var, som jeg så ud. "Jeg elsker dig så højt og du er noget af det smukkeste på denne jordklode, men lige nu ser du ikke specielt charmerende ud". "Jamen jeg kan da også godt lide dig, Martinus" svarede jeg, inden at jeg pressede mine læber på hans, så han fik en masse is på sig.

"Du minder seriøst om Emma på det punkt der" sagde Martinus og man kunne tydeligt fornemme, at han prøvede på at fornærme mig, men det lykkedes ikke helt.

"Det er helt okay med mig, for jeg synes, at Emma er skøn og jeg kan faktisk bedre lide hende, end jeg kan lide dig" mumlede jeg og kiggede lidt forvirret rundt som om, at jeg ikke lige havde sagt, hvad jeg faktisk havde. "Hey, hey, hey. Nu synes jeg lige, at vi skal være søde her, for jeg har trods alt lige købt is til dig", "Jaaaaa, du er den bedste kæreste" svarede jeg og han tørrede mig rundt om munden med en serviet, inden at han blidt kyssede mig igen...

------------------------------------------------------------------------------------------------

Kommenter & vote gerne for mere...

- Katrine<33 (imagiinemm)