Elsker du mig overhovedet...? - Martinus Gunnarsen

Kapitel 11 // Hvorfor?

(Maries P.O.V.)

Jeg forstod han virkelig ikke, altså han kyssede mig, krammede mig, sagde han elskede mig. Hvorfor? Var det hans mening at ville såre mig eller havde han måske ikke lige regnet ud, at jeg var begyndt at få følelser for ham. Altså Martinus var nok én af det få, som jeg faktisk stolede på, men ikke mindst med, at han kyssede med én eller anden tilfældig pige til festen, så lovede han mig, at han aldrig ville forlade mig. Jeg havde lyst til at give mig til at græde, men alligvel ikke helt eller jo måske, det hele var lidt forvirrende. Efter lidt tid blev mine øjenlåg tungere og tungere, de begyndte at lukke stille i.

☆☆☆

Da jeg vågnede op, var det søndag og jeg ved faktisk ikke, om jeg kan lide søndage eller ej. Jeg ved at det lyder mærkeligt, men enten er søndage hyggelige eller så er de ekstrem kedelige, men mest kedelige for mit vedkommende. Jeg ved aldrig hvad jeg skal lave, altså jeg kunne jo være sammen med Martinus, men ham skal jeg ikke have noget at gøre med lige foreløbigt. Altså når man ser ham, som man er forelsket i kysse med en anden, er det da klart at man bliver utrolig ked af det, er det ikke?

Jeg endte faktisk med at ligge i sengen nærmest hele dagen, hvor jeg bare lå og så Netflix, da det var det eneste, som jeg lige følte for. Men Martinus var hele tiden i mine tanker og jeg ville egentlig bare gerne glemme ham lidt lige nu, for at være helt ærlig.

☆☆☆

Jeg vågner næste morgen ved, at min alarm ringer og det kan jo kun betyde en ting ikke sandt, skole yeah. Skole var det jeg havde allermindst lyst til lige nu, udover at skulle se Martinus, men det bliver jeg jo så desværre også nødt til. Hvorfor kunne jeg ikke bare have blevet i Danmark og aldrig nogensinde have flyttet til Norge, for der har ikke været andet end problemer siden jeg flyttede her op. Alle problemer føre hen til én ting eller mere specifikt, så føre de hen til én person, Martinus Gunnarsen, drengen som jeg er smask forelsket i.

Jeg rejser mig fra sengen, tager noget tøj på, går derefter nedenunder hvor min mor sidder og drikker hendes morgenkaffe. "Godmorgen min skat" siger min mor glad, da jeg næsten er henne ved hende. Jeg giver hende et hurtigt kys på kinden og svare godmorgen tilbage. Jeg spiser et æble, pakker min taske, siger farvel til min mor og er på vej til at gå i skole. Da jeg træder ud af døren, ser jeg Martinus gå ud af døren ovre ved ham, så jeg skynder mig bare at gå. Jeg håber inderligt, at han ikke ser mig, men jeg tror lidt at det ikke helt gik, som jeg gerne ville have det til. "Marie!" hører jeg ham råbe efter mig, så jeg begynder at gå endnu hurtigere, "Marie stop nu lige" fortsætter han, men jeg stopper ikke, jeg skal virkelig ikke tale med ham. Jeg fortsætter bare og da jeg endelig når skolen, har Martinus opgivet at komme i kontakt med mig. Jeg sætter mig på min plads og tager mine ting frem, da Martinus kommer hen imod mig. "Oh shit" hvisker jeg stille, da jeg fuldstændig havde glemt, at jeg jo sad ved siden af Martinus oppe i skolen, men han sætter sig bare ned på hans stolen uden at sige et ord. Vores lære kommer ind ad døren lidt efter da klokken havde ringet og vores time begynder dermed. Jeg ligger godt mærke til, at Martinus kigger meget over på mig, men jeg prøver bare at ignorere det. På et tidspunkt mærker jeg, at Martinus lægger hans hånd på mit lår under bordet. Jeg tager hurtigt hans hånd væk og kigger irriteret og såret over på ham, "Vi bliver altså nødt til at tale sammen, Marie" hvisker Martinus til mig og. jeg ryster på hovedet, "Nej Martinus, nej" svare jeg og retter mit fokus op mod læreren igen.

☆☆☆

"Marie!" hører jeg igen bag mig, da jeg er på vej hjem fra skole. Jeg vender mig hurtigt om og ser Marcus stå og vinke til mig, mens Martinus står stille og kigger ned i jorden. Marcus prøver at signalere til mig, at jeg skal komme hen til dem, så vi kan følges. Jeg takker pænt nej tak, vender om igen og begynder at gå hjem. Ved Marcus overhovedet, at Martinus og jeg ikke er på talefod? Det gør han sikkert, ham og Martinus taler jo om alt sammen.

(Martinus P.O.V.)

Hvorfor skulle Marcus lige kalde efter hende, han ved jo godt at hun bestemt ikke vil tale med mig, men jeg sætter utrolig stor pris på, at han prøver at hjælpe. Jeg vil egentlig bare gerne tale med Marie om det hele og forklare hende hvad der skete, men hun gider jo selvfølgelig ikke. Jeg kan bare ikke helt klare tanken om, at hun er sur på mig, det er så forfærdeligt. Hvorfor skulle Cecilie også være så irriterende og kysse mig, jeg vil jo kun være sammen med Marie og ingen andre, ved hun overhovedet det? Amen altså, jeg er bange for, at hun ikke vil tro på mig...

------------------------------------------------------------------------------------------------

Okay okay, så kapitel 11 kunne endelig komme ud og jeg håber, at I kunne lide det. I må meget gerne kommentere og trykke på den lille stjerne oppe i hjørnet, som ville gøre mig utrolig glad:))

- Katrine<33 (imagiinemm)