Elsker du mig overhovedet...? - Martinus Gunnarsen

Kapitel 57 // "Marie!"

(Martinus' P.O.V.)

Marie bad mig venlig om at slippe hende hånd, hvilket jeg selvfølgelig gjorde. Hun så ikke fald ud og jeg var så utrolig forvirret.
Jeg havde det ikke specielt godt med at skulle give slip på hendes hånd, men jeg måtte jo lytte til hende og gøre som hun sagde.

Hun gik ud gennem hoveddøren og jeg tænkte måske, at hun bare havde brug for at gå en lille tur og få tænkt ordentlig ud.
Men det var længe siden, at hun var gået og jeg forstod ikke helt, hvor det var, som hun blev af.

Jeg blev selvfølgelig utrolig bekymret for, at der måske var sket noget.
Da der var gået et par timer, blev jeg simpelthen nødt til at ringe til hende. Hun tog den ikke, den gik direkte på telefonsvarer og det gjorde bestemt ikke noget bedre.

"Esther, ved du hvor Marie gik hen?" kom jeg spørgende ind til hende og Marcus. Jeg afbrød vidst et eller andet, men Esther kunne vidst godt se på mig, at det faktisk var en smule alvorligt.

"Er hun her ikke?", jeg rystede på hovedet. Jeg skulle ikke have givet slip på hende, hun skulle ikke have været gået.
Esther skubbede hurtigt Marcus væk og var hurtigt på benene. "Ring dog til hende" lød det irriteret fra Marcus.

"Tror du ikke, at jeg har prøvet! Den går direkte på telefonsvareren" konstaterede jeg og nu så Marcus pludselig ikke så irriteret længere, men mere bekymret ligesom jeg.

"Vi må jo finde hende", det behøvede ikke at blive sagt to gange. Jeg trak nærmest Esther med mig og Marcus fulgte bare lidt med.

"Jeg leder nede ved vandet, Marcus leder rundt omkring oppe ved byen og Martinus, du leder henne ved skoven", selvom jeg ikke var let vild med at skulle lede ved skoven, så kunne jeg kun kommer derhen for langsomt.

Der var ikke andet, jeg hellere ville end at finde Marie og det jeg var fast besluttet på, at jeg bare måtte finde hende.

☆☆☆

Jeg nåede endelig hen til skoven, efter at jeg havde løbet hele vejen. Jeg var godt forpustet, men det skulle virkelig ikke sætte en stopper for noget. Jeg måtte virkelig finde hende hurtigst muligt.

Jeg kaldte på hende, men fik intet svar. Jeg måtte jo til at tage mig sammen og bare gå ind at lede efter hende.
Jeg var lidt bange for det, men jeg ville gå gennem ild og vand for Marie, så dette burde egentlig ikke være noget problem.

Jeg bevægede mig ind i skoven og sørgede selvfølgelig lige for at sætte lys på min telefon, så jeg faktisk kunne se noget.

Jo længere og længere jeg kom, jo mere og mere bange blev jeg faktisk. Ikke bare bange for at være der, men bange for at jeg ikke kom til at finde Marie.

Efter lidt begyndte jeg at kunne høre noget lidt besynderligt. Det var ikke bare fuglene, det var ikke bare træerne og det var ikke bare havet.
Nej, det var noget helt andet.
Det var gråd.

Jeg fandt vej hen til der, hvor lyden kom fra og jeg indså med det samme, at det var pigen, som jeg ledte efter.
"Marie!", hun så op på mig og pludselig stod hun i mine arme. Jeg havde ikke lyst til at give slip på hende og selvom hun så bad mig om at give slip på hende, så ville jeg ikke gøre det.

"Jeg har været så ufattelig bekymret for d...", "Kan vi ikke nok tage hjem, Martinus?" afbrød hun mig og der var ingen tvivl om, at vi skulle hjem med det samme.

Marie var iskold. Hendes tøj var gennemblødt og det var hendes hår bestemt også.
Jeg tog hende spåns i min og vi fandt vores vej ud af skoven. Hun så træt ud og man kunne også tydeligt mærke på hende, at det var hun.

Hun gik ikke så hurtigt og holdte sig meget tæt ind til mig. Pludselig var hun ved at falde, så jeg greb hurtigt fat i hende og prøvede lidt at stabilisere hende igen.

Hun placerede hendes arme om min nakke og jeg løftede hende forsigtigt op, så hun sad med et ben på hver side af mig.
Nu skulle vi bare hjem og så tror jeg bare, at Marie skal ned at ligge under dynen, så hun kan få varmen hurtigst muligt.

Jeg skynder mig at skrive til Marcus og Esther. Jeg måtte jo informere dem om, at jeg havde fundet hende og at vi nu var på vej hjem.

"Martinus" mumlede Marie træt. Jeg lavede bare den der typiske hmm-lyd og kyssede blidt hendes kind.
Hun krammede sig tættere ind til mig og jeg kunne fornemme at hun havde et lille smil plantet på læberne.

"Jeg synes, at du var utrolig uretfærdig og tarvelig, men jeg overdrev og jeg elsker dig mere end noget andet", uretfærdig og tarvelig?

Jeg vidste ikke helt hvad hun mente, men det skulle ikke undre mig, hvis jeg havde sagt eller gjort noget, som jeg ikke skulle have sagt eller måske endda gjort.

"Kan vi tage den, når vi er kommet tilbage?", Marie nikkede bare og jeg kunne mærke hendes varme og tunge vejrtrækningen mod min nakke.
Hun gav min nakke et lille kys og et smil bredte sig. Det gjorde der virkelig.

"Men, Martinus?", "Ja, hvad så?". Hun lød ikke helt på toppen, men hvad kunne man forvente, når hun er helt vildt kold.

Det føltes som om, at vi havde gået i en evighed, da vi endelig var kommet hjem. Marcus og Esther stod inde i stuen. De var hurtigt henne ved os og spørge ind til det hele.

"Lige nu, så skal hun bare i seng og så skal hun have varmen" sagde jeg stille og gik ind på værelset. Jeg lagde Marie ned i sengen og trak dynen op over hende.

Maries øjne gled i og man kunne tydeligt høre hendes vejrtrækningen som var blevet meget tungere end før.
"Du kan bare ligge dig til at sove, smukke" hviskede jeg i hendes øre og hun åbnede træt hendes smukke øjne...

------------------------------------------------------------------------------------------------

Kommenter & vote for mere...

- Katrine<33 (imagiinemm)