Elsker du mig overhovedet...? - Martinus Gunnarsen

Kapitel 14 // Sammen eller?

(Hør musikken hvis det lyster<33)

"Der er absolut intet at være flov over og det er helt i orden, at du har lyst til det" sagde jeg for, at han ikke skulle føle jeg pinligtberørt. Martinus rykkede tættere på og lagde hans læber på mine endnu en gang. Martinus lå indover mig, mens hans læber var klistret til mine. Jeg havde min ene hånd i Martinus' hår og den anden ved hans helt igennem goals kæbe. Han havde hans hænder ved mine hofter og holdte mig tæt, han kørte hans hænder op ad min krop og hev min trøje over hovedet, så vi begge ingen trøje havde på. "Du har seriøst den lækreste krop, smukke" sagde Martinus mellem kyssene, jeg tog fat om hans nakke og begyndte at nusse ham. Han rykkede lidt på sig og jeg blev en smule forvirret, "Du gør ikke mit problem mindre" grinede Martinus og jeg vidste virkelig ikke, hvad jeg dog skulle svare. "Du må styre dig og din lille ven altså" fik jeg fremstammet, da jeg gemte mit hovede mellem Martinus' skulder og hals, "Men jeg har virkelig lyst til dig og jeg vil virkelig gerne have dig for mig selv" svarede han og jeg vendte mig med ryggen til ham. "Du har mig allerede" hviskede jeg, "Og du har mig" hviskede Martinus tilbage. Martinus lagde sig tæt indtil mig, så vi lå i ske og han lagde armene om livet på mig, "Tro mig, det skal nok komme til at ske en dag" sagde han, imens han lå med hovedet ved min nakke. Jeg rystede på hovedet som et nej og svarede, "Det vil jeg se, før jeg tror på det", inden jeg faldt i søvn.

☆☆☆

Jeg vågnede ved, at Martinus pustede mig stille i nakken og det var en utrolig anderledes, men rar måde at vågne på. Jeg vendte mig om mod ham igen og kiggede hurtigt på han, inden mine øjne lukkede i igen. Jeg sov ikke, men mine øjenlåg føltes bare virkelig tunge, "Godmorgen, sovet godt?" spurgte den søde dreng, som nu en gang lå ved siden af mig. Jeg åbnede mine øjne igen og nikkede med et lille træt smil. Mens Martinus og jeg lå og så hinanden i øjnene, tænkte jeg en smule over, hvad Martinus og jeg egentlig er. "Der er faktisk noget, som jeg gerne vil tale med dig om eller rettere sagt, spørge dig om" sagde Martinus nervøst og brød stilheden, jeg nikkede som tegn på, at han bare kunne spørge. Han tog en dyb indånding og virkede faktisk rigtig nervøs, så jeg tog fat i hans hænder og prøvede at berolige ham lidt, "Ehm, jeg kan jo godt lide dig og derfor ville jeg egentlig bare spørge dig... om du måske, sådan ville...". "Der er ikke andet jeg hellere ville, end at være din Martinus Gunnarsen" afbrød jeg han, da jeg kunne fornemme, at han ikke havde det helt nemt ved at færdiggøre sætningen.

Martius begyndte at smile over hele ansigtet og det smittede virkelig af på mig, for gud hvor er han da skøn. Han satte sig op og tog sig til hovedet, "Jeg kan sket ikke forstå, at du endelig er min, min kæreste og min pige" mumlede Martinus og jeg krammede ham bagfra. Jeg kyssede hans nakke og jeg kunne mærke på ham, at han fik gåsehud, da jeg strøg mine hænder over hans arme. Jeg lagde mig ned i sengen igen og Martinus faldt tilbage, hvor han selvfølgelig landede ovenpå mig, "Av Martinus, du vejer altså" sagde jeg og lød halvkvast. Han maste sig bare mere ned mod mig, amen altså kan drengen blive mere underlig, nej det tror jeg så ikke lige.

☆☆☆

Martinus og jeg har nu været kærester i nogle uger, hvilket har været nogle helt fantastisk uger. Vi har fortalt vores klasse, at vi er sammen og dem på skolen begynder så småt også at vide, at vi er kærester, hvilket er i orden. Vi har dog ikke fortalt drengenes fans det endnu, men jeg tror, at Martinus spørger om det er okay, at han fortælle fansene det snart. Jeg ved bare ikke, om jeg er klar til, at de alle ved hvem jeg er og alt det hate som kan forekomme. Jeg vil gerne være sammen med Martinus, han betyder virkelig meget for mig og jeg elsker ham, men hans fans gør mig en smule usikker på, om jeg vil trækkes ind i hans kendisliv.

Nok om det. Martinus og jeg sad og spillede FIFA eller Martinus spillede det, mens at jeg bare kiggede lidt på. Jeg synes altid, at han spiller FIFA, men det gør han jo egentlig også ahah.

Drengene skal til Sverige og spille en koncert, hvis ikke jeg tager fejl. Martinus har fortalt meget om, hvor meget han glæder sig til endelig at komme tilbage til Sverige, men at han nærmest glæder sig endnu mere til at komme tilbage til Danmark, da det jo er derfra jeg kommer eller det siger han i hvert fald. Han skal være væk i et par dage, når ham og Marcus skal til Sverige, men når de skal til Danmark, er de væk i en uge eller noget i den stil. Når de så kommer hjem fra Danmark, har de lige et par dage, før de tager til Finland og det magter jeg sket ikke. Altså jeg ka jo ikke holde ud, at været væk fra Martinus i så virkelig lang tid. Ej okay okay Marie, rolig nu, det hele går nok, men jeg kommer bare sådan til at savne ham...

------------------------------------------------------------------------------------------------

Endelig har jeg lige fået færdiggjort kapitel 14 og jeg håber virkelig at i nød at læse det:)) I må meget gerne kommentere og trykke på den lille stjerne oppe i hjørnet (vote), da det ville gøre mig super glad...

- Katrine<33 (imagiinemm)