Elsker du mig overhovedet...? - Martinus Gunnarsen

Kapitel 27 // "Det kan du ikke mene"

Jeg havde hjulpet Gerd-Anne med at lave noget mad, da jeg tænkte, at hun måske ville have lidt hjælp. Var det lige sødt af mig eller var det lige sødt af mig, det tror jeg vist nok lige, at det var.

Maden smagte skønt, hvilket jeg tror at de to tvillinger også synes, da de nærmest spiste det hele. Ej det er måske en overdrivelse, men de spiste i hvert fald meget, lad mig sige det sådan.

Jeg tog lidt af bordet sammen med Marcus, mens at Martinus var gået ind i stuen sammen med Emma. Jeg kiggede hele tiden i den retning, som Martinus var. Jeg kiggede over på mig og et smil bredte sig på begges vores ansigter.

En hånd viftede foran mine øjne og jeg vendte hovedet, hvor Marcus stod og smilte. "Marie" kom Emma løbende hen til mig og kastede sig i mine arme. Martinus var vidst efter hende.

Martinus kom hen og skulle til at kilde emma, da hun trak sig tættere ind til mig. Jeg vendte os om, så Martinus ikke kunne komme til hende. Han prøvede at gå om på den anden side, men jeg vendte mig bare om igen.

Emma begyndte at grine og det samme gjorde jeg, fordi Martinus så utrolig sjov ud, da han ligesom prøvede at fange Emma. Martinus toppede op og undrende på os, da vi nærmest lå flade af grin nede på gulvet.

Martinus satte sig ovenpå mig og en halvkvast lys undslap min mund. "Martinus, du dræber hende" råbte Emma op og løb hen og skubbede stille Martinus af mig. Martinus endte på gulvet og jeg rejste mig op. Emma og jeg løb ovenpå og ind på hendes værelse.

"Marie?", "Hvad så søde" svarede jeg og løftede hende op, så hun sad med benene om mine hofter. "Vil du ikke nok se en film med mig?" spurgte hun med det sødeste ansigt, som jeg længe havde set. Gud hvor ligner hun egentlig hendes brødre. Jeg nikkede på hovedet og Emma skyndte sig at finde en film.

Vi satte os i hendes seng og satte filmen i gang. Det var selvfølgelig en prinsesse film, som hun havde valgt, at vi skulle se. Det skulle faktisk ikke undre mig, hvis hun allerede havde set den ufattelig mange gange, men hun er simpelthen for sød til, at man kan sige nej.

Efter at vi var nået lidt ind i filmen, kunne jeg høre at Emma træk været rimelig tungt. Hun var faldet i søvn og så var det altså i mine arme. Hun sad mellem mine ben og hvilede hendes hovede ved mit bryst. Hun så utrolig fin ud, selv når hun sov. Gid hun var min lillesøster, men jeg er jo bare enebarn.

Jeg ville ligge Emma ordentlig i seng, selvfølgelig uden at vække hende, så jeg løftede hende stille op og lagde hende ned igen, da jeg havde rejst mig. Da jeg havde lagt dynen over hende, åbnede Martinus døren indtil hende værelse meget hurtig og det gav en høj lyd.

"Shh, Martinus" tyssede jeg på om og hentydede til, at Emma altså sov. Han kiggede ned på hende med et lille smil. gud hvor var det sødt. Derefter kiggede han op på mig med et endnu større smil. "Har du fået hende til at sove?" spurgte han overrasket, jeg nikkede og gjorde tegn til, at vi burde gå ind på hans værelse, så det gjorde vi.

Han skubbede mig ned på sengen og kom over mig. "Du bliver virkelig en god mor" kom det meget pludseligt fra Martinus. Hvorfor tænker han dog over det? Det var dog meget sødt og det glæder mig da også, at han har det sådan. Jeg vendte mit hovede væk fra ham, da jeg synes, at det var en mærkelig kommentar.

"Hey du" sagde han og lagde hans hånd på min kind inden, at han pressede hans læber mod mine. Jeg kan seriøst ikke modstå ham, det er virkelig svært.

Min mobil brummede og jeg skubbede Martinus væk fra mig, så jeg kunne komme til den. Det var min mor som havde skrevet. Jg læste den hurtigt igennem.

Mor - Vi ved godt, at det her måske ikke er det, som du har mest lyst til lige nu, men vi bliver altså nødt til at rejse lidt væk i noget tid, da det er det bedste lige nu...

"Det kan du ikke mene" udbrød Martinus, som må have læst beskeden på samme tid som jeg. Jeg kiggede op på ham og sårene begyndte stille at danne sig og løbe ned ad mine kinder. Martinus var hurtig til at tørre dem væk, hvor han derefter kyssede mine læber blidt. Jeg smed mobilen fra mig og kyssede med.

Jeg lå over han, mens han havde hans hænder om mig. Jeg hvilede mit hovede på hans bryst og han nussede mig i håret. "Jeg har ikke lyst til at rejse væk, jeg vil være her sammen med dig" mumlede jeg ned i Martinus' bryst og kiggede dernæst op på ham.

"Jeg forstår dig godt, men din mor sagde jo, at det ville være det bedste", "Jamen hvorfor, Martinus?" spurgte jeg i frustration. Han trak på skuldrene, "Det må du spørge hende om, smukke".

☆☆☆

Jeg stod nu ude foran døre til mit eget hus og havde egentlig ikke lyst til at gå ind, men jeg blev jo nødt til det. Jeg trådte ind ad døren og der sad mine forældre, de ventede jo nærmest bare på mig.

Jeg satte mig over til dem og ventede på, at de gav mig en forklaring. "Ser du Marie, grunden til at vi må rejse lidt er, da far og jeg simpelthen trænger til at komme lidt væk fra hverdagen, så vi tænkte, at vi ville tage en tur til Thailand" forklarede min mor, altså jeg troede det var noget dårligt som skulle ske, men jeg tog vidst lidt fejl.

"Og ikke nok med at vi skal afsted, så skal vi altså også afsted sammen med familien Gunnarsen, da vi havde på fornemmelse, at du ville savne Martinus utrolig meget. Vi snakkede med Kjell- Erik og Gerd-Anne, vi valgte at vi ville holde det lidt hemmeligt, så det ville blive en overraskelse" fortsatte min far og jeg kunne ikke holde op med at smile.

Jeg skulle seriøst til Thailand. Ikke nok med at jeg skulle det, så skulle min kæreste og hans virkelig skønne familie altså også med. Jeg glæder mig voldsom meget...

------------------------------------------------------------------------------------------------

Kapitel 27 er nu ude og jeg håber, at I kunne lide det:)) Hvis I kunne, så må I meget gerne skrive en mega skøn kommentar og trykke på den lille stjerne i hjørnet, da det ville gøre mig utrolig glad...

Tusind tak for 3k reads!!

- Katrine<33 (imagiinemm)