Elsker du mig overhovedet...? - Martinus Gunnarsen

Kapitel 37 // Ivrig

Arenaen var fyldt og starten af showet var begyndt. Snart ville drengene også gå på og der ville være den vildeste fest i hele arenaen. Drengene havde haft lydprøve tidligere og nu gik det hele altså igang.
Arenaen blev fyldt med skrig, da lyset blev slukket og introvideoen kom op på skærmene. Dog blev skrigene højere, da drengene kom frem på scenen.

Humøret var højt gennem hele koncerten, både som publikum, men bestemt også oppe på scenen. Stemningen var bare generelt set utrolig fed og alle så ud til at more sig på en eller anden måde.
Der var jo selvfølgelig også "First kiss-pigen" og hun så mere end lykkelig ud, da hun blev valgt og da hun pludselig stod oppe på scene sammen med begge tvillinger. De tog sig begge to rigtig godt af hende, som de havde taget op på scenen. Selvom Martinus er min kæreste og at jeg godt kan blive en lidt jaloux til tider, så var dette bestemt ikke noget at blive det over.

Lige inden "first kiss" var min nok favoritsang, men det havde nok også noget at gøre med, at Martinus så virkelig godt ud, da han begyndte at danse. Det var altså "Remind me" og jeg elskede den sang, den var endda endnu bedre live.
Drengene skulle jo også skifte et par gang og gud hvor så de godt ud i alt tøjet. Hver gang Martinus havde været nede fra scenen for at skifte, havde han lige sendt mig et dejlig stort og varmende smil. Han fik bare et tilbage og dernæst var han igen væk og oppe på scenen.

☆☆☆

Da drengene kom af scenen, gav de hinanden det sødeste tvillinge-kram og jeg kunne simpelthen ikke undgå at blive helt varm indeni. Midt i krammet så Martinus hen på mig, jeg kiggede forsigtigt væk og lod lidt som om, at jeg intet havde set, af det som var lige var sket.
Jeg smuttede hen mod Martinus' garderobe, da jeg tænkte, at de nok allesammen skulle ordne et eller andet her efter showet. Måske skulle de bare lige samles og jeg havde jo ikke været en del af showet, så jeg valgte bare at ligge mig i sofaen som var placeret foran et stort tv.

Da jeg lige havde lagt mig tilrette, tændt tv'et og fundet Martinus lille slikskål frem, åbnede døren og Martinus løb direkte over til mig, hvor han tog slikskålen ud af min hånd og løb lidt væk med den.
"Martinus!" sukkede jeg lidt halv trælst over, at han lige havde været så irriterende og tage den. Altså jeg elsker alt sødt og specielt når jeg bare kan tage noget slik fra Martinus' garderobe.
"Martinus!" efterlignede han mig og prøvede virkelig at lyde ligesom jeg havde gjort.

Jeg himlede med øjnene af ham og lagde mig bare tilrette igen. Egentlig havde jeg allermest lyst til at løbe efter ham for at prøve på at tage slikket, men det ville ikke gå godt og det var jeg overhovedet ikke i tvivl om. Jeg måtte nok bare vente på, at Martinus ville stille skålen fra sig, så jeg kunne tage den.

"Marie, hvorfor skal du være så kedelig?" spurgte Martinus fyldt af energi, selvom han nok burde være løbet tør for energi efter koncerten, som han lige havde haft.
"Martinus, hvorfor skulle du absolut tage slikket? Jeg havde virkelig lyst til det" svarede jeg, imens jeg så opgivende på ham. Overraskende nok, så var jeg den trætte af os og jeg havde bare stået og set koncerten. Martinus lagde sig ned ved siden af mig, efter at han havde stillet skålen fra sig og jeg havde hurtigt snuppet et stykke.

Martinus trækker mig tættere ind til sig og da jeg kan mærke hans åndedrag på min hals, for jeg en underlig følelse i kroppe og jeg får nærmest også kildegysninger.
"Og jeg har virkelig lyst til dig" hvisker Martinus i mit øre og mærker her efter hans bløde læber på min hals igen. Han kysser mig ned af halsen og jeg kan ikke gøre for det, men må udslippe et meget lille og kort støn.
Martinus hørte det heldigvis ikke, men fortsatte bare og jeg nød det virkelig.

Pludselig kan vi høre stemmer som kommer tættere og tættere på Martinus' garderobe, som vi jo er i. Martinus skynder sig at sno armene omkring mig i stedet for og han lader så som om, at han har fulgt med i filmen som åbenbart kørte op tv'et.
Kjell-Erik træder ind af døren få sekunder efter og fortæller at vi skal tilbage til hotellet. Vi pakker vores ting sammen og så er vi ellers parate.

Martinus bliver ved med at hviske til mig en gang imellem og hver gang handler det altså om, hvor meget har han lyst til mig og at han har et lille problem, som jeg virkelig bliver nødt til at hjælpe ham af med. Jeg forstår godt hans hentydning, men han får altså ikke noget af mig.
Bare fordi han er en dreng og har problemer sommetider, er det ikke ens betydning med, at jeg bliver nødt til at stå til rådighed for hans problemer. Altså det er jo sjovt nok ikke mut problem og noglegange må han også selv finde en løsning. Jeg tror bare, at han er en smule ivrig, men det er sødt nok.

☆☆☆

(Martinus' P.O.V.)

Da jeg fortalte Marie, at jeg havde et lille problem, så mente jeg måske lidt, at jeg faktisk havde et rimelig stort problem. Jeg er virkelig vokset og det er ikke det smarteste, det ved jeg godt, men jeg kan jo ikke gøre for det.

Jeg kan godt lidt fornemme på Marie, at der ikke kommer til at ske noget og det er jo også fint, for jeg skal ikke altid have min vilje, men det kunne jo være rimelig fedt for mit vedkommende.
Efter at jeg mødte Marie, har alt bare været perfekt. Hun er betegnelsen af "perfekt" i min verden, jeg elsker hende af hele mit hjerte og jeg respektere hende og hendes valg, men lige nu har jeg virkelig brug for, at hun hjælper mig af med mit problem.

Det har været der siden før koncerten, dog kunne man ikke rigtig se det, men det kunne mærkes for mit vedkommende og det var en smule akavet og skulle lade som ingenting...

------------------------------------------------------------------------------------------------

Kommenter & vote gerne for mere!

- Katrine<33 (imagiinemm)