Elsker du mig overhovedet...? - Martinus Gunnarsen

Kapitel 42 // Farvel til Martinus

Oslo, Oslo, Oslo. Sikke en helt igennem fantastisk by, men desværre også den sidste by som jeg får lov at tage med til for denne omgang. Drengene skal videre og kommer ikke hjem før om noget tid. Det er virkelig forfærdeligt at tænke på, men de elsker jo det de gør, så det skal der være plads til.

Når alt kommer til alt, så har jeg på ingen tænkelig måde lyst til at tage hjem. Det ville være noget lidt andet, hvis Martinus nu også tog med hjem, men sådan er det jo ikke lige. Mit humør var ikke helt top fra morgenstunden af, men jeg gad egentlig ikke lade det påvirke mig og resten af dagen sammen med de andre.

☆☆☆

Drengene havde været til nogle få interviews, men det var jo ikke noget anderledes end det plejede at være. Denne gang havde jeg dog været med og Martinus var blevet ved med at sidde og se hen på mig. Der var plantet et smile i hele fjæset på ham, så Kjell-Erik og jeg grinede jo egentlig bare af ham.

Dog var vi kommet hen til selveste Oslo Spektrum og det var simpelthen så flot. Da der skulle være lydprøve og da de lige skulle gennemgå eller lige øve det igennem, stillede jeg mig nede blandt publikum, så jeg kunne forestille mig, hvordan det ville blive senere på dagen for alle deres fans.
Det var list specielt at stå nede foran scenen, når man jo havde været vant til at stå omme bagved og se showet, men jeg er sikker på at alle fansene havde meget nemmere ved at se det hele end jeg havde haft.

På et tidspunkt valgte jeg dog at gå tilbage om bagved og fandt stille hen til Martinus' rum, hvor jeg satte mig ind og fik tændt for det fjernsyn spm var og den PlayStation som var.
Lige da jeg mødte Martinus, lærte han mig efter lidt lang tid at spille FIFA og selvom jeg taber hver evig eneste gang, når jeg spiller mod Martinus, så er jeg altså blevet en smule bedre.

Jeg tænkte, at Martinus måske ville synes, at jeg var en lidt sød kæreste, hvis jeg nu havde tændt op for hans FIFA, til når han kom tilbage fra deres lydprøve.
Men nu når Martinus ikke var der, så kunne jeg vel lige tage mig et lille spil for mig slev inden. Som sagt er jeg bestemt ikke god til FIFA, men det går da bedre end, da jeg startede med at lære det.

Jeg når faktisk ikke så ufattelig langt i spillet, inden døren til rummet går op og jeg hører Martinus' stemme. Han siger noget færdigt, inden at han vender sig om.
Han ser på mig med et smil, men det bliver endda større, da han ser fjernsynet og playstationen er tændt, samtidig med at jeg sidder med en controller i hænderne.

Han er hurtigt henne ved mig og har smidt sig ned ved siden af mig i sofaen. "Jamen dog, spiller du FIFA?" spurgte han begejstret og pludselig tog han bare controlleren ud af hænderne på mig.
"Hey" brokker jeg mig og tager controlleren tilbage. Han ser overrasket på mig, men alligevel smiler han det største smil længe.

Jeg ignorere hans lidt kække smil og vælger egentlig bare at fokusere på det spil, som jeg var midt i. Martinus lagde sig tættere hen til mig og jeg kunne godt fornemme, at han ønskede, at jeg ville rette mit blik over mod ham og give ham en smule opmærksomhed.
Han lå pludselig helt op ad mig og jeg synes, at det blev svære og svære at holde fokus.
Mit fokus på spillet blev virkelig forhindret, da Martinus lagde hans hovede mellem mit hovede og skulder, for dernæst at begynde at kysse mig hals.

Jeg smed controlleren fra mig og kiggede opgivende på Martinus. "Martinus, jeg prøver at spille et spil her" sagde jeg irriteret, men inderst inde var jeg bestemt ikke irriteret, jeg synes egentlig, at det var rart, men han skal ikke vinde denne her.
"Men jeg vil gerne spille med dig, smukke" svarede han og op på mig med et hundeansigt, som jeg på en eller anden måde slet ikke kunne stå for.

Jeg rejste mig og fandt den anden controller som var. "Her", jeg rakte ham controlleren og han tog glædeligt imod den.
Jeg satte mig ned igen og vi fik styr på det hele, så vi kunne spille sammen. Jeg ville gerne have, at vi skulle spille på samme hold, men Martinus synes, at det ville være sjovere hvis vi spillede mod hinanden.
Jeg overgav mig til sidst og nærmest lod ham gennemtæske mig. Det var dissideret pinligt så meget, som jeg nu engang tabte.

☆☆☆

Koncerten var sluttet og jeg stod nu ude i lufthavnen sammen med tvillingerne og Kjell-Erik. Jeg var overhovedet ikke klar til at sige farvel til dem, specielt ikke Martinus.
Over højtalerne fortalte de, at den gate som jeg skulle til var åbnet. Det hele blev pludselig så trist og jeg indså nu for alvor, at jeg skulle til at hjemad, imens de andre ikke skulle.

Kjell-Erik var som den første henne ved mig for at sige farvel. Jeg takkede ham for, at jeg måtte komme med og sagde dernæst også farvel til ham. Den næste, som valgte at sige farvel til mig, var selvfølgelig Marcus og allerede der begyndte jeg at kunne mærke tårnene presse på. "Jeg kommer sådan til at savne dig, men vi ses jo snart igen" og det var også nogenlunde derfor Marcus var min allerbedste ven, for han vidste altid luge hvad han skulle sig eller gøre, for at gøre mig i bedre humør.

Efter Marcus var vi kommet til den sværeste part af det hele, at sige farvel til Martinus. Jeg ville virkelig ikke sige farvel til ham, jeg ville bare have ham ved min side hele tiden.
"Marie" lød det trist fra Martinus, da han trak mig ind i det varmeste kram nogensinde. "Jeg ville ønske, at du kunne blive, men jeg kommer snart hjem og så slipper du ikke så let af med mig", jeg kunne ikke lade være med at grine en smule over den sidste lille kommentar.

"Jeg har på ingen måde lyst til, at slippe af med dig, Martinus", han kyssede mig passioneret og blidt på samme tid. "Farvel, Martinus" og inden jeg vidste af det, sad jeg ombord på flyet og var på vej hjem til Trofors uden de andre, imens de skulle videre til Tyskland...

------------------------------------------------------------------------------------------------

Kommenter & vote gerne for mere...

- Katrine<33 (imagiinemm)