Elsker du mig overhovedet...? - Martinus Gunnarsen

Kapitel 50 // Overraskelsen

Martinus og jeg havde været sammen i et helt halv år og jeg havde sovet hjemme ved ham. Han havde overhovedet ikke nævnt noget omkring dagen og det så heller ikke ud til, at han kom til det senere.

Martinus smilede bare sødt til mig i morgen, vi fik lavet noget morgenmad, slappet lidt af og så tog jeg egentlig bare hjem.
Martinus havde åbenbart planer med nogle af gutterne og derfor var der ikke tid til mig.

Det virkede slet ikke til, at Martinus havde husket vores halvårsdag. Det gjorde mug en smule ked af det, da jeg synes, at det var en lidt speciel dag end normalt.

Altså hvad skulle jeg dog give mig til? Jeg kunne jo heller ikke bare sige til Martinus, at han skulle droppe mine planer for at være sammen med mig.
Dog ville jeg virkelig ønske, at han havde husket hvilken dag, det faktisk var.

Da jeg lå i min seng og ingen planer havde, lyste min mobil pludselig op. Esther havde skrevet til mig og spurgt om hun ikke måtte komme over.
Min dag blev simpelthen lige reddet der. Jeg ville få lidt godt selskab af Esther, på denne dag som egentlig skulle have været Martinus' og min, men det kan man ikke gøre noget ved nu.

Efter lidt var Esther kommet og hun så utrolig fin ud som sædvanlig. Esther var super sød og utrolig smuk. Jeg kunne virkelig godt se, hvad det var, som Marcus så i hende.
Hun virkede også til at være glad for ham, så alt gik jo pludselig op i en højere enhed.

Jeg kom virkelig godt ud af det med Esther og hun var klart også blev en rigtig god veninde, så tak til Marcus for at blive vild med hende.

☆☆☆

Timer var gået og jeg havde endelig fået sandheden at vide omkring Esthers følelser for Marcus. Det var det sødeste jeg længe havde hørt, altså det var virkelig goals.
Altså Marcus var jo min allerbedste ven og vi fortæller hinanden alt eller det troede jeg i hvert fald, indtil at Esther fik sagt noget, som Marcus ikke havde nævnt før.

Marcus havde åbenbart været en rigtig charmetrold og fået charmeret sig nok ind på Esther til at kunne give hende et lille kys eller måske endda to.
Jeg var på en måde meget imponeret over Marcus, men så alligevel overhovedet ikke. Marcus er jo en sød fyr, så jeg kan godt forstå, at Esther synes godt om ham.

"Skal vi ikke gå en tur rundt i parken?" spurgte Esther pludselig, efter at vi havde siddet stille i noget tid. Jeg nikkede på hovedet og kunne seriøst heller ikke sidde stille længere.

Jeg stiftede hurtigt til noget andet tøj, da jeg egentlig bare havde haft nogle natbusser og en t-shirt på hele dagen.

Vi trådte ud af døren og vejret var skønt. Der var ikke for varmt, men bestemt heller ikke for koldt. Det var nogenlunde tilpas og dermed også en skøn dag at være udenfor.

Vi snakkede bare lidt om alt mellem himmel og jord indtil at vi så småt nærmede os parken. Der var pyntet lidt op så jeg, så der måtte jo være noget som skulle holde et eller andet der.

Pludselig sprang en masse folk op og råbte "surprise".  Martinus' smil fangede hurtigt min opmærksomhed. Han kom smilende gående hen imod mig og jeg var lidt overrasket over det hele.

"Glædelig halvårsdag, til den bedste kæreste jeg overhovedet kunne ønske mig", ej nej og så havde jeg bare troet han havde glemt alt om det. "Jeg troede du havde glemt det og dermed bare lavet en aftale med nogle af din gutter".

Martinus rystede grinende på hovedet og jeg havde virkelig taget fejl. "Jeg skulle bare bruge en undskyld for ikke at være sammen med dig, så jeg kunne sætte alt dette op", det var seriøst noget af det sødeste, som nogen nogensinde havde gjort for mig.

"Du er simpelthen verdens bedste kæreste, amen altså, jeg ved ikke helt hvad jeg skal sige", "Hvad med at vi dropper al snakken og så kysser du mig bare".
Jeg tøvede ikke et eneste sekund, men lagde bare mine læber på hans.

"Tak, tusind tak, Martinus" jeg kunne ikke finde ord for, hvor glad jeg inderst inde var. Jeg var en smule chokeret over denne fantastiske overraskelse, som Martinus havde sat op for mig.

Resten af dagen, eller skulle jeg nærmere sige aftenen, forløb virkelig godt. Stemningen bar utrolig god og alle så ud til at more sig.
Martinus stod lidt sammen med gutterne og jeg stod sammen med nogle af pigerne fra min klassen.
Jeg fulgte ikke specielt meget med i deres samtale, da mit fokus lå på Martinus.

Ham og drengene så ud til at have en sjov samtale og hans smukke smil blev blottet en del gange, hvilket passede mig fint.
Martinus havde taget nogle solbriller på, da solen faktisk stod skinnende på himlen.

Han så over på mig og tog mig i at stirre lidt på ham. Jeg lod lidt som om, at jeg ikke havde set over på ham og kiggede egentlig bare lidt rundt på alle som var.
Jeg endte med at se på Martinus og han trak solbrillerne lidt ned, så man kunne så hans glimtende øjne.

Han sagde et eller andet til drengene som jeg ikke hørte og dernæst gik han hen til mig.
"Kom, der er noget, som jeg gerne vil vise dig", det mindede mig lidt om dengang, Martinus viste mig Trofors oppe fra og solnedgangen.

Martinus og jeg endte nede ved en sø, hvor der var en så smuk udsigt.
Martinus trak mig med sig og længere ned mod vandet. Der stod et par punger og der satte vi os og nød udsigten.

"Det har været et helt igennem fantastisk halvt år og jeg er glad for, at jeg har delt det med dig, Martinus", han rejste sig fra gyngen han sad på og stillede sig foran mig.

Han placerede hans hænder på mine kinder og inden jeg vidste af det, lå hans læber på mine som sædvanlig.
"Jeg har aldrig elsket nogen mere, end jeg elsker dig, Marie"...

------------------------------------------------------------------------------------------------

Kommenter & vote gerne for mere...

- Katrine<33 (imagiinemm)