Elsker du mig overhovedet...? - Martinus Gunnarsen

Kapitel 18 // Danmark!

Vi var seriøst endelig i Danmark, what. Danmark! Gud hvor har jeg savnet det hele her, men jeg er stadig sygt glad for, at vi altså flyttede til Norge. Flyveturen var mindst ligeså kedelig som køreturen. Amen kan de to tvillinger ikke bare lade deres mobil være i fem minutter, så man faktisk kan komme i kontakt med dem. Jeg burde prøve at tage Martinus' mobil uden at han ligger mærke til det og derefter gemme den, for at se hvor lang tid der går, før han opdager at den er væk.

Vi får gjordt alt det man nu engang gør i en lufthavn, altså det eneste som man egentlig gør er at finde ens kufferter, så det var hvad vi gjorde. Martinus gik og var fuldkommen ligeglad med mig, eller det var i hvert fald sådan jeg havde det. Når jeg prøvede at fortælle ham noget, viste han overhovedet ingen interesse. Når jeg prøvede at tage hans hånd, gik han bare væk fra mig. Og når jeg så gik væk fra ham, så han bare sur ud, som om det var mig som opførte mig underligt. Hvorfor har han inviteret mig med, hvis han ikke vil bruge sin tid på mig og egentlig ikke gider at have mig her, det er alt for mærkeligt.

Vi blev kørt hen til hotellet og til min store overraskelse, så havde Martinus og jeg selvfølgelig fået et "værelse" for os selv. Det var et stort hotelværelse som vi alle delte, men Martinus og jeg skulle altså sove sammen på et af de separate værelser som var der. Det havde jo været fint at skulle sove med ham, hvis ikke han opførte sig, som han gjorde. Men jeg tror det bliver nogle lange dage, hvis det fortsætter sådan her. Jeg satte mine ting fra mig og nærmest smed mig i sengen for at teste om den var god og jeg skal hilse at sige, at det var den i den grad.

Martinus kom ud fra badeværelset og hold da helt op hvor er han bare lækker, ej okay rolig nu Marie. Altså jeg burde nok have vidst det, men jeg tog altså mig selv i at stirre lidt på ham, hvilket er okay, bedre end at han opdagede det. Det ville godt nok have været akavet, men jeg gør jo normalt alle ting akavet. Igen så gik han altså med hans mobil, det pisser mig virkelig af efterhånden, da jeg gerne vil tilbringe lidt tid med ham og specielt nu hvor vi også er i Danmark, så ville det jo passe super fint. Men nej nej, lad os nu bare virke som det her utrolig mærkelige kærestepar, som ikke engang fører en samtale med hinanden, det vil folk jo også mene er normalt.

☆☆☆

Hvad skal jeg sige, altså igår var decideret dårlig. Det startede godt ud om morgenen, da de alle kom for at hente mig, men efter det, så har det bare været træls. Altså jeg forstår ikke om Martinus er sur på mig eller ej. Det kan godt være at han er en dreng, men han er seriøst ikke lige den nemmeste at finde ud af, det ville virkelig være synd at sige.

Denne morgen har faktisk været okay, det kommer måske som et chok, men det har den altså. Martinus har stadig ikke rigtig sagt noget til mig eller vist den store interesse, men han sendte mig et lille smil da han vågnede, så det må da betyde noget.

Der var ikke noget bestemt der skulle ske i dag, ikke andet udover at drenge skulle have et interview, men det blev vidst bare filmet her på hotellet. Jeg havde tænkt at spørge lidt indtil det med, at Martinus opfører sig lidt underligt. Derfor vil jeg høre om alt er i orden og om han er okay. Dog bliver det ikke lige nu, men nok når vi er alene efter interviewet, så der er lidt tid til.

☆☆☆

Det bliver senere og senere. No shit vel! Nå men, Martinus er endelig færdig med interviewet og alt det andet som skal til, så nu skal vi have noget mad. Inden har jeg dog tænkt mig at hive fat i Martinus. Vi har alle gjordt os klar og skal til at ned mod restauranten, da jeg lige spørger Kjell-Erik om det er okay, at jeg hurtigt lige taler med Martinus og det er det heldigvis. Kjell-Erik og Marcus begynder stille at gå, mens at jeg holder fast i Martinus. "Vi må lige snakke" siger jeg stille og Martinus sætter sig på senge kanten.

"Hvorfor har du opført dig så underligt" spørger jeg direkte, selvom jeg nok godt kunne have valgt at omformulere det, men ja. Martinus kigger ned på gulvet og jeg hører, at han stille begynder at grine lidt. Hvordan kan han grine over det, "altså jeg er dybt seriøs".

(Martinus' P.O.V.)

Marie har seriøst intet fattet, det er virkelig godt. Jeg ville egentlig bare tage lidt pis på hende, da hun har taget pis på mig pænt mange gange og for da hun "kom til" at afvise mig igår, da jeg ville give hende et kys. "Altså jeg er dybt seriøs" kom det fra hende, ej jeg har det lidt dårligt med det som jeg har gjordt overfor hende. Jeg ville i hvert fald ikke synes at det var rart, hvis hun begyndte at opføre sig på den måde, som jeg har gjordt overfor hende. "Undskyld smukke, undskyld", "Undskyld for hvad, Martinus" hun lød virkelig ked af det. Ej jeg føler mig som den værste kæreste længe, "Jeg ville bare tage lidt pis på dig, eftersom du altid gør det ved mig" fortsatte jeg med et lille grin, men Marie så bestemt ikke ud til at synes det var sjovt, hun så bare ked af det ud, "Jamen Martinus"...

------------------------------------------------------------------------------------------------

Jeg håber at I kunne lide kapitel 18:)) Hvis I kunne, så må i utrolig gerne trykke på den lille stjerne oppe i hjørnet (vote) og så kunne det var dejligt, hvis I ville skrive en mega skøn kommentar...

- Katrine<33 (imagiinemm)