Elsker du mig overhovedet...? - Martinus Gunnarsen

Kapitel 3 // "Nu må du hellere passe på"

Jeg vågnede mandag morgen med et smil på læberene, da jeg hele natten og jeg mener helt seriøst hele natten, havde tænkt på Martinus og hans helt igennem... Nej nu må jeg altså stoppe, jeg har kendt ham i en dag. Jeg tager min mobil som ligger på natbordet og ligger mig derefter godt tilrette igen. Jeg ligger lidt på de socialemedier, jeg går ind på snapchar og ser at en har added mig, så jeg tjekker selvfølgelig hvem det er og derefter former et kæmpe smil sig på min læber. Martinus har added mig ihhh, så jeg adder selvfølgelig ham tilbage og han har allerede sendt mig en snap. Han havde sendt et selfie hvor han ingen trøje havde på uhh, hvor han så havde skrevet "Godmorgen smukke", jeg fik et kæmpe smil på læberne og sendte han derefter et selfie, hvor jeg skrev "Godmorgen" tilbage. Jeg lagde min mobil fra mig og rejste mig fra sengen, fandt noget tøj som jeg tog på, for derefter at gå ned for at spise morgenmad, pakkede lige de sidste ting ned i min taske efter jeg havde børstet mine tænder, før jeg hørte at nogen bakkede på døren. Jeg løb ud og åbnede den og stod han, med det dejligste smil. "Er du klar?" spurgte han og nikkede hurtigt og løb ind efter min taske, jeg råbte farvel til mine forældre og fulgtes derefter i skole sammen med Martinus. Da vi ankom til skolen, viste Martinus mig hen til rektorens kontor, hvorefter han gik til time. Jeg bankede stille på døren indtil rektorens kontor og åbnede den stille da jeg hørte et lille "kom bare ind". "Hej med dig, du må være den nye elev... Marie, ikke sandt?" spurgte rektoren som var en kvinde, jeg nikkede og smilede til hende. Hun gav mig nogle informationer og fortalte mig hvor min klasse var, gav mig mit skema osv. Jeg håbede virkelig på at jeg kom i klasse med Martinus og selvfølgelig også Marcus, for de var seriøst de eneste to jeg kendte. Da jeg stod ude foran min nye klasse, blev jeg lidt nervøs, men tog mig så endelig til at banke på døren og gik lige så stille derind. Min lærer tog godt imod mig og spurgte om jeg ikke havde lyst til at fortælle om mig selv, "Jo da" sagde jeg. "Jeg hedder Marie og er 15 år gammel, også er jeg lige flyttet hertil fra Danmark" fortsatte jeg mens jeg kiggede rundt i klassen, for at se alle mine nye klassekammerater. Lige pludselig blev mine øjne låst til en bestemt person, Martinus, han sad og smilede til mig så jeg gengældte det selvfølgelig og smilede tilbage til ham. Der var faktisk en ledig plads ved siden af ham, så min nye lærer (Tine) sagde at jeg kunne sætte mig ved siden af ham. Jeg satte mig ned og kiggede over på Martinus, som sad og kiggede på mig. "Hvad er der Martinus?" spurgte jeg og grinede lidt af ham, han rystede bare på hovedet af mig og smilede, han tog derefter min hånd under bordet og jeg begyndte at rødme.

Da vi var færdige i skolen, var jeg på vej ud af døren for at gå hjem. Martinus skulle hurtigt hente noget, så han sagde at jeg bare kunne gå i forvejen, så det gjorde jeg. Jeg nåede ikke langt før at nogle af pigerne fra min nye klasse kom op til mig og stoppede mig, "hej" sagde jeg forvirret og derefter begyndte en af dem at tale. "Nu må du hellere passe på, Martinus er ikke god for dig, han er ikke god for nogen. Han bruger dig bare, han får dig til at få følelser for ham, så han derefter kan droppe dig. Tro mig, det gør han med alle piger, han er en kæmpe idiot når det gælder piger. Så jeg ville lade ham være hvis jeg var dig, for han har allerede fortalt at han egentlig overhovedet ikke kan lide dig" sagde hun og derefter gik hende og hendes veninder væk igen. Jeg begyndte så småt at gå igen og der begyndte det stille også at gå op for mig, hvad de piger lige havde fortalt. Jeg vidste det, jeg vidste bare at jeg aldrig skulle have ladet mig falde en smule for ham, han gider mig jo ikke. Da jeg gik i mine små egne tanker, blev to arme sat rundt om min mave, jeg vendte mig om og kiggede lige ind i de øjne jeg havde mindst lyst til at se lige nu. Han lagde mærke til at jeg var ked af det og skulle til at spørge ind til det da jeg afbrød ham, "bare lad vær med overhovedet at spørge Martinus, jeg skulle aldrig have troet at du faktisk gad mig... Du skal ikke skrive eller ringe til mig, for jeg gider aldrig snakke med dig igen eller rettere sagt så gider jeg aldrig se dig igen heller" sagde jeg og løb væk fra ham. Jeg kiggede tilbage en gang og så Martinus stå helt alene, helt forvirret og ked af det

Jeg skal aldrig se ham igen...

------------------------------------------------------------------------------------------------

Endnu et afsnit, håber at i kunne lide at der kom lidt drama og at der nok kommer mere af det:))

- Katrine<33