Elsker du mig overhovedet...? - Martinus Gunnarsen

Kapitel 9 // "Lov mig én ting"

Da jeg vågnede næste morgen, havde jeg to vidunderlige arme rundt om mig. Jeg prøvede at vende mig rundt i Martinus' arme, men selvfølgelig uden at vække Martinus. Jeg lå bare og beundrede Martinus, mens han sov og ej hvor var han sød, når han sov. Jeg tog min hånd op til hans hår og begyndte stille at nusse ham, "Ser du på mig, mens jeg sover?" spurgte han og jeg fik et lille chok. "Nej, selvfølgelig ikke" svarede jeg flovt, men jeg stadig lå og så på ham, men pludselig åbnede han øjnene og jeg skyndt mig at lukke mine, så hurtigt som jeg nu kunne. "Åh åh åh Marie, nu skal du heller så at passe lidt på, for du er ved at blive smask forelsket i mig" grinede Martinus, jeg åbnede stille mine øjne og så lige ind i hans. "Lov mig én ting, Martinus" sagde jeg stille, han nikkede og ventede på at jeg fortsatte, "At du aldrig vil forlade mig, for jeg har brug for dig" fortsatte jeg så og han kiggede på mig med store øjne. "Det burde mere være dig, som skulle love mig det" svarede han og trak mig ind i et hurtigt kys, tænk at han havde det sådan.

Jeg blev nødt til at tage hjem fra Martinus, men jeg havde stadig hans hoodie på. Det er lørdag og jeg har absolut ingen anelse om, hvad jeg skal lave idag. Altså måske ender det med, at jeg laver ingenting, at jeg ligger i Martinus' favn eller måske noge helt tredje. Jeg lå på min seng, med min mobil i hånden, da jeg så at en besked 'bippede'ind fra Martinus.

Martinus - Skal du noget senere idag?

Marie - Ehm nej, det tror jeg ikke... Hvorfor da?

Martinus - Tænkte bare på, om du måske ville med til en fest.

Marie - Jooo det kunne da være hyggeligt...

Martinus - Super, jeg henter dig 19.00 smukke<33

Marie - <33

For at være helt ærlig, så ved jeg ikke helt hvordan jeg havde det omkring den fest. Altså jeg kender ikke rigtig så mange her fra Trofors endnu, så jeg ved ikke hvordan de vil tage det, når Martinus lige pludselig har 'den nye pige' med. Så jeg var en smule nervøs, men hvis bare jeg holdte mig til Martinus, skulle det nok gå.

Tiden gik og den nærmede sig snart 19.00, så Martinus ville snart være her. Jeg havde egentlig ikke gjordt så meget ud af mig selv, da jeg er vild med det naturlige ved folk. Nogle sorte jeans og Martinus' hoodie, så kunne det ikke gå helt galt. Det bakkede på nedenunder og jeg kunne fornemme, at min mor havde åbnet døren, da jeg hørte hende og Martinus tale sammen. Jeg skyndte mig ned til dem og Martinus strakte hans arme ud for mig, "Er du klar mus?" hviskede han i mit øre, jeg nikkede stille og vi sagde farvel til mine forældre, inden vi gik afsted mod festen. Da vi ankom var nogle folk allerede fulde, eller faktisk var der pænt mange som var fulde, men det er ikke lige noget jeg er så vild med. Jeg blev en smule utilpas og jeg tror at Martinus lagde mærke til det, for han tog min hånd og gav den et lille klem, "Hold dig til mig hele tiden, så skal det nok gå" sagde han og gav mig et lille kys på kinden. 

Vi havde siddet sammen med nogle af Martinus' fodboldvenner, tror jeg nok, da han lige pludselig var væk. I starten tænkte jeg, at han nok bare var på toilettet eller noget, men efter at han havde været væk i omkring 20 minutter, begyndte jeg og blive en smule urolig. Jeg rejste mig og undskyldte for, at jeg hurtigt lige blev nødt til at gå ud og lede efter Martinus. Jeg ledte efter Martinus i nærmest hele huset, men selvfølgelig også udenfor, men han var der ikke, amen altså hvor kunne han være. På et tidspunkt vender jeg hovedet for at lede videre, men synet jeg møder, giver mig lyst til at græde mine øjne ud. Martinus står presset op ad en væg, mens en eller anden pige står op ad ham og de kysser. Jeg begynder at græde og lige da jeg er på vej væk, hører jeg Martinus råbe efter mig, men jeg fortsætter bare hjemad.

Da jeg kommer hjem, løber jeg direkte op på mit værelse og smider mig i min seng. Klokken er ikke speciel meget, så mine forældre er sikkert stadig oppe, men jeg har ikke lyst til at tale med dem lige nu. Alt jeg har lyst til og altid har haft lyst til, er at være i Martinus' selskab. Hvordan kan han sige til mig at han elsker mig, kysse mig flere gange, for derefter at stå og kysse eller måske endda snave med en eller anden tilfældig pige til en fest. Mit værelse dufter af ham og det får mig til at græde endnu mere, end jeg allerede gjorde i forvejen. Måske havde de der piger alligevel ret, ej nej det kunne han aldrig finde på. Måske har han bare ikke haft følelser for mig, men ment det hele venskabeligt. Ligemeget hvordan det hele er, så er det ihvertfald ufattelig tarveligt, men noget af det værste er nok, at han brød hans løfte...

------------------------------------------------------------------------------------------------

Part 9, amen hvad sker der dog for Martinus? Har han overhovedet følelser for Marie? Hvad kommer der til at ske mellem Martinus og Marie? Ej jeg håber at I kunne lide det og hvis i kunne må i meget gerne kommentere og trykke på den lille stjerne oppe i hjørnet...

- Katrine<33 (imagiinemm)