Elsker du mig overhovedet...? - Martinus Gunnarsen

Kapitel 15 // Sverige...

Det var dagen, hvor Marcus & Martinus skulle til Sverige. Martinus havde været ovre ved mig for at sige farvel, give mig en masse farvel-kys og med masse, så mener jeg sådan virkelig en masse farvel-kys. Teknisk set havde jeg ikke noget imod det, det var faktisk bare rimelig cute af ham og jeg nød det da også. Da Martinus så havde sat sig ind i bilen og var på vej til at køre mod lufthavnen, vinkede han til mig og sendte mig et luftkys. Jeg vinkede tilbage til ham og da jeg ikke kunne se ham eller bilen længere, begyndte tårene stille at rulle ned ad kinderne på mig. Min mor tog om mig og kyssede mig blidt i håret, "Han kommer jo tilbage min skat" sagde min mor og nussede min arm, mens hun stadig holdte om mig. "Ja han kommer hjem for at tage afsted igen, hvor derefter at komme hjem, inden han tager afsted igen" sukkede jeg og gik stille indenfor og op på mit værelse.

(Martinus' P.O.V.)

Marcus og jeg skulle til Sverige idag, hvor vi skulle være i nogle dage for at lave noget nyt musik, villet vi havde glædet os til utrolig længe. En lille ulempe var dog, at Marie ikke skulle med og derfor ville jeg ikke komme til at se hende, de dage hvor vi er væk. Vi har et par dage hjemme, når vi er kommet hjem fra Sverige, inden at vi tager til Danmark og jeg har tænkt mig at spørge Marie om hun vil med, da hun jo sjovt nok kommer fra Danmark. Marcus var i orden med det og da jeg spurgte far, sagde han, at det sagtens kunne lade sig gøre, så nu håber jeg bare, at hun faktisk gerne vil med.

Nok om det, vi skulle til at afsted, men jeg havde lige overtalt far til, at jeg kunne sige farvel til Marie. Jeg stod med hende i mine arme og havde ikke lyst til at give slip, men jeg måtte jo afsted, jeg kyssede hende blidt i håret, før jeg trak hendes hovede tættere på mig og gav hende en sørens masse kys. Efter lidt blev jeg nødt til at sætte mig ind i bilen igen og jeg vinkede farvel til Marie lige ind til, at jeg ikke kunne se hende mere. "Er I klar drenge?" spurgte far pludseligt og vi nikkede begge to, men jeg glæder mig faktisk mest til at komme hjem og til at se min skønne kæreste igen.

☆☆☆

Der er gået nogle dage og vi skal endelig hjem igen, hjem til Marie som jeg har savnet. Sverige har vært utrolig fin og jeg har nydt de dage, som vi har haft her, men jeg har glædet mig til at komme hjem. Altså forstå mig ret, så har jeg bare savnet min kæreste frygteligt meget. Min kæreste, ej hvor lyder det godt og gud hvor er jeg dog glad for hende.

Efter at være ankommet til lufthavnen i Trondheim og de timers kørsel vi nu engang havde hjem til Trofors, så står jeg endelig ude foran Maries hus igen. Hun ved ikke, at jeg er kommet hjem, så jeg håber selvfølgelig, at hun bliver glad for at se mig.

Da jeg har banket på døren og hørt nogle skridt komme ned ad trappen, åbnes døren endelig og der, lige der står den smukkeste pige. Hun får helt store øjne, da hun ser mig og jeg strækker armene ud som hentydning til, at jeg utrolig gerne vil have et kram fra hende, hvilket hun også giver mig. "Martinus, hvornår er du dog kommet hjem?", "For omkring 5 minutter siden" svarede jeg hende og hun inviterede mig med indenfor. Hun tog min hånd og førte mig med ovenpå, hvor hun blidt skubbede mig ned på sengen. Hun stillede sig lige foran mig og jeg kunne ikke holde mit smil tilbage, "Ej hvor har jeg bare savnet dit smil og dine øjne, gud hvor har jeg egentlig bare savnet dig"...

(Maries P.O.V.)

"Ej hvor har jeg bare savnet dit smil og dine øjne, gud hvor har jeg egentlig bare savnet dig" fløj det bare ud af mig og jeg mente absolut alt, som jeg lige havde sagt. Han begyndte at smile endnu mere og jeg kunne ane en smule rødmen vise sig. What! Martinus Gunnarsen rødmer, altså hvad sker der lige, det plejer han aldrig at gøre.

Jeg tager min telefon op af min lomme og skynder mig at tage det sødeste billede af ham, inden han når at gennem sig. Han prøver ihærdigt at få telefonen fra mig, men det går ikke så godt. Jeg smider den stille ned på gulvet, så han ikke kan nå den og sætter mig derefter ovenpå ham, så han ikke kan rejse sig. "Rødmede du lige lidt?" spurgte jeg og jeg spurgte kun fordi, at jeg vidste han ville blive lidt flov over det, for det er sådan noget han åbenbart gør. Han rystede på hovedet som et nej, men han begyndte så at rødme igen. "Ej ej ej, nu er det anden gang, at selveste Martinus Gunnarsen rødmer og det er endda den samme dag det sk...", "Åhh så hold dog mund smukke" brød han mig og trak mig ned til ham, hvor han nussede min ryg og kyssede min skulder...

------------------------------------------------------------------------------------------------

Undskyld for at kapitel 15 først kommer op nu, men jeg har ikke rigtig haft tid til at opdatere så meget på det sidste:// Jeg håber at i nød at læse det og så vil jeg rigtig gerne sige tak for 600+ reads, det er mega skønt, tak!

I må meget gerne kommentere for mere og skrive en masse skønne kommentarer, men også meget gerne trykke på den lille stjerne oppe i hjørnet (vote), da det ville gøre mig pisse glad...

- Katrine<33 (imagiinemm)