Dare to Dream •5SOS-1D-C.D-K.L• // Afsluttet

Kapitel 40

ELENAS P.O.V

" Det tør jeg altså ikke! " Siger jeg og skæver over til den første af de 3 forlystelser vi har købt billetter til. Det er en stor kran, som så kører ud fra tårnet og så køre man rundt derude så det føles som om at man falder ned. Sædet vippes sådan op så man kigger direkte ned. Jeg husker godt dengang jeg var her da jeg var lille. Den skulle jeg i vært fald ikke op i dengang. Og det tror jeg heller ikke at jeg skal nu. Jeg har den her mærkelige skræk. Eller, den er ikke mærkelig. Man kan vel kalde den højdeskræk! Men så alligevel ikke. Jeg er bange for at falde. Tanken om at falde ned fra høje steder skræmmer mig. Derfor befinder jeg mig normalt aldrig høje steder.

" Lad nu hver Elena! Der sker ingen ting! " Siger Katty som står lænet op af Kian.

" Hvad nu hvis den gik i stykker? Så ville vi falde ned og dø? " Siger jeg og ligger mine arme over kors.

" Den bliver jo hele tiden sikkerheds tjekket! Bare rolig " Siger Katty beroligende. Vi står lige nu i køen, og jeg fortryder det ret meget. Min mave er allerede en stor knude.

" Jeg lover dig at der ikke sker noget Elena! Stol på mig! " Siger Cameron da kranen begynder at køre ind og det er vores tur. Han rækker sin hånd frem til mig, og smiler med sine store dådyrøjne som jeg ikke kan stå for. Det er nok en af mine svagheder. Jeg synker den klump der er i min hals, og tager fat i hånds hånd. Han giver den et lille klem og smiler så til mig.

" Jeg passer på dig! " Forsikrer Cameron. Jeg nikker stille, men kigger skræmt på menneskene som går ud af forlystelsen. En dame guider os frem og Katty rækker hende vores billetter. Vi bliver lukket ind. Der er 5 pladser hvor der kan side 2. Det er rundt i en cirkel. Cameron guider os over til en, og Katty og Kian tager den ved siden af os. De virker alle så rolige. Helt okay med at være på dødens rand. Okay det er nok lidt en overdrivelse. Men sådan nogle skal der også være plads til nogen gange.

" Cameron... Jeg ved altså ikke om jeg tør " Siger jeg, men det kommer nok nærmere ud som en hvisken. Da alle mennesker er kommet ind kommer damen rundt og spænder os fast. Da min sele er blevet spændt og hun går videre, kommer adrenalinen for alvor.

" Cameron... Jeg er ikke tryg ved det her! " Siger du og klemmer hårdt i hans hånd. Cameron kigger bare over på dig med alvorlige øjne.

" Knock Knock! " Siger Cameron. Jeg kigger forvirret på ham.

" Who is there? " Spørger jeg forvirret. Han ser helt alvorlig ud.

" Daisy Merollin! " Svarer han. Jeg bliver mere og mere forvirret. Hvad snakker han om?

" Daisy Merollin who? " Spørger jeg.

" They see me rolling, they hating! " Synger Cameron og bryder så ud I grin. Jeg kigger bare forvirret på ham.

" Var det lige en joke? " Spørger jeg. Cameron nikker og griner. Vi holder stadigt i hånd.

" Hvorfor? " Spørger jeg. Lige i det giver maskinen vi sider i et ryk fra sig, og begynder køre.

" Så du tænker på noget andet! Men det vidst forsendt nu! " Siger han. Han har ret. Da vi bliver kørt ud fra tårnet, begynder iv langsomt at dreje rundt. Det er okay sådan. Jeg trækker vejret dybt og fokusere på at slappe af. Men da den så begynder at køre baglæns opad så man kigger lige ned i jorden, så bliver det for meget. Jeg kan ikke lade være med at skrige. Cameron klemmer bare min hånd. Det føles som om at man falder ud. Jeg presser mig så meget som jeg kan ind imod sædet og håber på det bedste.

Men da vi har kørt rundt i et stykke tid, er det som om at der sker noget. Min krop slapper pludseligt af, og jeg kigger pludseligt ned med fascination. Det er en utrolig udsigt. Slet ikke som alle andre. Turen slutter før jeg kan se mig om, og den folder sig sammen igen og kører ind. Cameron kigger over på mig med et kæmpe smil på læben.

" Hvad så Elena? Du ser lidt bleg ud! " Siger han. Jeg kan ikke lade være med at smile. En lettelse skylder ind over mig. Jeg er i live! Jeg klarede det! Jeg gjorde det!

" Jeg gjorde det... JEG GJORDE DET! " Råber jeg glad. Da jeg stiger ud af forlystelsen hopper jeg glad op og ned.

" JEG GJORDE DET! " Råber jeg glad. Pludseligt begynder folk at klappe. Jeg kigger forvirret rundt, og menneskene rundt omkring kigger smilene på mig og klapper. Jeg kan slet ikke lade være med at smile stort igen. Så kommer Katty hen til mig og jeg krammer hende.

" Jeg gjorde det Katty! Nu kan jeg jo gøre alt! " Siger jeg. Jeg føler mig virkeligt ovenpå. Jeg føler at jeg kan rede hele verden lige nu. Jeg føler mig lidt som Superman.

" Er du klar til næste forlystelse? " Spørger Katty med et grin på læben.

" Hvad så El? Du har pludseligt fået mod, hva? " Siger Kian og griner. Jeg nikker. Så tager jeg fat i Camerons hånd igen.

" Jeg er så klar! Bring it on! "

*****

Så starter vi i dag en marton uge!😉❤️ Det er en hel uge hvor der kommer kapitler op hver eneste dag!❤️ Håber i glæder jer lige så meget som mig!😊❤️ Hav en god mandag!
~ Sara