Dare to Dream •5SOS-1D-C.D-K.L• // Afsluttet

Kapitel 66

ELENAS P.O.V

Det er ikke engang en overdrivelse, hvis jeg siger at jeg er ved at skide blå grise bare af nervøsitet. Jeg står lige nu nede i receptionen og venter på drengene. Jeg har bestilt en taxi ud til den restaurant vi skal spise på. Katty har valgt at blive hjemme, og det kan jeg enligt godt forstå. Jeg var fristet til at springe med på den, men jeg har noget som jeg skal have gjort. Jeg har det i forvejen dårligt med at jeg ikke har fået sagt det noget før, så det er helt bestemt på tide nu.

Jeg står stille og læner mig lidt frem og tilbage i mine sorte stiletter. Jeg har valgt en sort lang buksedragt som slutter ved anklerne, et par sorte stiletter og så har jeg sat mit hår op i en hestehale. Det er også en nogenlunde fin restaurant vi skal spise på. Og så kan jeg godt lide at føle mig selvsikker i mit tøj. Så kan jeg også bedre slappe af. Selvom det dog ikke virker lige nu. Men jeg når ikke at tænke så meget mere over det, for lidt efter pliinger elevatoren, dørene åbner og ud træder to virkeligt flotte drenge. Kian har taget en af hans mange jersey trøjer på og et par pæne shorts. Han har sat håret og har nogle lækre sorte solbriller på. Cameron derimod har taget sorte jeans på, en hvid T-shirt og så en sort jakke med rødt stof indeni på. Hans hår er sat til perfektion, og hans ansigt er fuldstændigt ulæseligt. Lige indtil at hans øjne ser mig og de bliver hurtigt store. Han stopper kort og kigger bare på mig og begynder så at gå videre med Kian hen til mig.

" Godaften my lady! " Siger Kian elegant og tager min hånd og giver mine knoer et kort kys. Jeg griner af ham og han kan heller ikke selv lade være.

" I ser virkeligt godt ud " Siger jeg nikker bekræftende til dem begge. Kian smiler bredt og jeg tror også at jeg anede et lille smil på Camerons læber. Det smiler vil snart være helt væk.

" Hvor er Katty? " Spørger Cameron undrende og kigger lidt rundt.

" I gang med at røve en bank! " Svarer jeg og smiler. De kigger begge forvirrede op på mig og jeg begynder at grine.

" Det var en joke, hun er til Batmans fødselsdag! " Siger jeg. Kian når lige at ånde ud, før han sender mig et forvirret blik.

" Hun er oppe på værelset og sover! Hun kunne ikke lige overskue middagen i aften! " Siger jeg. Begge drengene nikker forstående.

" Det kunne ellers være sejt at være til Batmans fødselsdag! " Siger Cameron halv skuffet. Jeg griner bare. Vi går sammen ud af receptionen og ud foran hotellet hvor at vores taxi holder. Vi stiger alle ind, Kian på forsædet og mig og Cameron bagved. Stemningen er faktisk ikke så akavet som jeg havde regnet med. Jeg havde troet at mig og Cameron begge skulle side i akavet stilhed, men vi snakker sammen og har det faktisk meget sjovt. Men alligevel under hele taxi turen, samler der sig en gnavene følelse i min mave. En blanding af dårlig samvittighed og frygt. Jeg er ked af at jeg har holdt ham hen så længe, men jeg er også bange for at miste ham. Cameron er fantastisk. Det er jo totalt forståeligt at piger rundt omkring i verden elsker ham. Jep, jeg har stalket ham lidt. Og på den helt anden side føler jeg ikke at jeg fortjener at have ham i mit liv. Og det er så takken for at mig og Katty mødte 2 drenge tilbage i lufthavnen i London! Se bare hvor meget der kan ske på så kort tid. Men jeg klager ikke. For det har været fantastisk. Vi har været ude og hike, vi har badet, vi er blevet jagtet af nogle kæmpe muskelbundter og så har vi bare haft det sjovt. Lidt bizar blanding, men den passer til mig og Kattys venskab. Vi er ikke normale! Det har vi aldrig været og det bliver vi heller aldrig.

~ Sara